Hård træning efterfulgt af 20.000 kalorier hver dag: Det er latterligt pinefuldt at blive sumobryder
I Japan findes der stadig hjem, hvor man bliver systematisk fedet op for at få den optimale kampvægt som professionel sumobryder.
Med sine 280 kilo hamrer han det ene ben i jorden, så man nærmest føler computerskærmen ryste. Derefter det andet. Og så squatter han med hele kroppen rettet mod sin modstander, der gør nøjagtig det samme.
De to modstandere skuler olmt til hinanden, mens de står der og flasher fedtdepoter med nærmest religiøs stolthed.
Når man har stenet de første fem sumobryderkampe på YouTube, går det hurtigt op for én, at kampen består af 90 procent show - og kun 10 procent kamp. For selve kampen varer sjældent ret længe, før den ene modstander ligger tungt i gulvet som en strandet hvalros.
- En kamp varer sjældent mere end 30 sekunder, men i professionel sumobrydning forsøger man at skabe lidt spænding for at give det showpotentiale, fortæller Allan Bo Jakobsen, der er tidligere formand for Dansk Brydeforbund og fan af den ædle japanske kontaktsport.
En kamp er nemlig slut, så snart en af de to brydere ryger ud af ringen eller rører gulvet med andet en undersiden af sine to fødder.
Noget med tykke mennesker
Mange ikke-kampsportsinteressede danskere forbinder måske sumobrydning med noget, man laver til en polterabend i kæmpestore sumodragter, som man knap nok kan bevæge sig i - og da slet ikke slås i.
Men den form for fuldemandsbrydning har intet at gøre med sumobrydning.
- Alle ved, det er noget med tykke mennesker, der skubber til hinanden. Men det er så også det, fortæller Allan Bo Jakobsen, der holder meget af den spektakulære og meget ikoniske sport.
Sumobrydning kræver hård træning, en meget streng levevis og en kostplan, der formentlig kunne mætte to store børnefamilier.
Testkaninernes faste vært Karsten Green og hans modstander for denne gang Kim Roberto Nielsen har alligevel besluttet sig for at prøve kræfter med den japanske kontaktsport.
Se kampen i videoen øverst, hvor Allan Bo Jakobsen i øvrigt er dommer i kampen, hvor de to testkaniner skal kæmpe mod sværvægteren Kristian Malm, der har en fortid som professionel bryder og erfaring som sumobryder.
Spis min gris - i morgen skal du bryde
Idealvægten for en sumobryder er mildest talt vægtklasser fra det kropsideal, vi kender fra det lokale fitnesscenter. Dog er det er ikke længere nødvendigt at nå op på 300 kilo for at blive professionel, som det var engang.
Og det er heller ikke helt så prestigefyldt at blive sumobryder, som det var engang.
- Før i tiden var det i Japan forældres største ønske, at deres børn skulle blive sumobrydere. Så blev de sendt til sumoskole, hvor de bliver opfedet. Det går meget hårdt for sig, for de indtager forfærdelig mange kalorier. De spiser og spiser. Mange af dem, der ikke slår igennem, bliver bare kolossalt overvægtige. I dag vejer dem, der er rigtig gode kun 120-130 kilo. De rører sig simpelthen bedre og hurtigere på det lille kampareal, siger Allan Bo Jakobsen.
Se bare denne lille mand Kotoinazuma sejre over den store mand Konishiki.
Men derfor er de meget store portioner mad stadig en væsentlig del af selve træningen. Et måltid består nemt af 20.000 kalorier, hvilket svarer til omkring 40 quarter pounders.
- Det at spise, er en meget stor del af træningen, fortæller Allan Bo Jakobsen.
Derfor bor mange sumobrydere også på særlige hjem, beya’er, der mest af alt minder lidt om omvendte julemærkehjem. Her følger de følger en meget streng kostplan og levevis generelt. De begynder på træning tidligt om morgenen for at blive så sultne, at de kan indtage et kæmpestort måltid efterfølgende med masser af proteiner.
Derefter slapper de af i lang tid, så al maden optages i kroppen.
- De er fede. Det er der ingen tvivl om, men bagved fedtet er der også nogle kæmpe muskler, understreger Allan Bo Jakobsen.
Strengt hierarki
Sumobrydning er traditionelt bundet op på et strengt hierarki, og man begynder som et føl for en af de bedre sumobrydere. Du kan blandt andet se, hvor en sumobryder ligger i hierarkiet på længden af hans hår.
Det fik Allan Bo Jakobsen og det danske amatørhold lov opleve på egen svedige krop, da de omkring årtusindeskiftet var til VM i sumobrydning for amatører i Japan.
- Der, hvor man trænede, var ikke ret stort. Der var mange mennesker og en eau d'heure af bedste karat. Bagefter skulle vi i bad efter rang, og så kunne vi sidde der og småfryse for at komme i bad, fortæller Allan Bo Jakobsen, der gætter på, at der måske var 8-10 bade til 50 mennesker - hvor de lå nederst i hierarkiet.
Danmark har aldrig nogensinde konkurreret på professionelt plan i sumobrydning, hvor det kun er blevet til nogle amatørslutrunder. Selv vurderer han, at det skyldes, at danskere slet ikke er interesserede i den livsstil, der følger med. Sådan frivilligt i hvert fald.
- Vi bruger i stedet sumobrydning til nye børn. Det er ret simpelt, og det kan lære dem, hvordan man kan skubbe og få balance i kroppen, fortæller Allan Bo Jakobsen, der torsdag eftermiddag flyver til Iran for en lidt anden - men mere voldsom kontaktsport Kabbadi.
Og Danmark har også et hold.