Kendte i lære som komikere

16x9

'Vild med Comedy' er en ny programserie, hvor kendisser som for eksempel Cecilie Frøkjær og Basim forsøger sig som komikere

I 'Vild med Comedy' kommer seerne hver uge tæt ind på livet af fire nye kendte, når de med kyndig hjælp fra stand-up-coachene Simon Talbot, Omar Mazouk og Carsten Bang får sat perspektiv på deres liv i en søgen efter stof til et hylende sjovt stand-up-show.

Undervejs vil fordomme såvel som blufærdighed blive sat på prøve. Seerne kan blandt andet glæde sig til at høre om TV 2 NEWS-vært Mark Stokholms drøm om at uddele lussinger til studiegæster, der kommer med undvigende svar.

Man kan også høre mere om Cecilie Frøkjærs forhold til gamle menneskers hud og hængebryster. Og så deler Claus Elming og Pelle Hvenegaard ud af deres erfaringer med at score på deres stjernestatus.

Frøkjær i muligt karriereskift
Målet med programmet er ifølge Asger Schønheyder, der er redaktør på TV 2 Zulu, at vise nye sider af de kendte, som mange danskere tror, de kender - og så selvfølgelig at give folk et godt grin.

"Humor handler om at bruge sig selv og aflive fordomme, og det må man sige, at de kendte gør i denne programrække. Vi glæder os for eksempel meget til at vise en side af Cecilie Frøkær, som ingen danskere har oplevet før, og som måske kan bane vejen for et muligt karriereskifte," siger han.

Ny sommer-satsning for Zulu
Programserien 'Vild med Comedy' sendes fra onsdag d. 18. juli, og som et spritnyt program bliver det altså en enlig svale blandt sommerens mange genudsendelser. Men det er et bevidst valg fra TV 2 Zulus side.

"TV 2 Zulu er inde i en storm, hvor det går rigtigt godt. Derfor giver det god mening at skrue endnu mere op denne sommer, som vi gør med 'Vild med Comedy'. På Zulu er det helt udsædvanligt at vise en helt ny programrække mandag til torsdag i seks uger og tilmed midt i sommerferien. Det er derfor en stor tilfredsstillelse for os, at programmerne er blevet så gode, som de er," siger Maiken Wexø, der er kanalchef på TV 2 Zulu.

Deltagerfeltets i alt 24 kendte spænder vidt og bredt fra TV- og radioværter over sangere og skuespillere til boksere, håndboldspillere, rappere og modeller. Den første uges fire stand-up-aspiranter er Pelle Hvenegaard, Thomas Bo Larsen, Oliver Bjerrehus og Anne Kejser.

'Vild med Comedy' sendes mandag til torsdag kl. 21.50 fra 18. juli til 25. august. Se de første klip fra programmet øverst i artiklen.