Slut med 'ZULU Comedy Galla' efter 14 år
TV 2 har valgt at lukke det legendariske comedy-gallashow. Det er tid til fornyelse, siger indholdschef.
De seneste 14 år har det været en fast tradition på TV 2 ZULU at hylde og fejre komikken med et årligt gallashow, hvor årets komiker er blevet kåret.
Men nu har TV 2 besluttet, at der ikke længere sendes 'ZULU Comedy Galla' på TV 2 ZULU.
Det har TV 2 meldt ud i dag mandag 31. oktober.
Det sker, selvom 'ZULU Comedy Galla' har været en stor succes for tv-kanalen.
- Nu er vi et sted, hvor vi skal noget nyt. Vi skal som alle andre i streamingbranchen også blive ved med at forny os, udvikle nye formater og indhold, og det kræver, at vi indimellem skal give slip på noget, der har været godt, siger Dorthe Thirstrup, indholdschef for TV 2, og fortsætter:
- ZULU blev i sin tid født som en kanal, der skulle udfordre det etablerede, og hvor man skulle kunne gøre grin med det meste. Comedyen fandt derfor sit naturlige hjem på ZULU, og gallaen har igennem mange år været en forrygende tradition på kanalen. Verden flytter sig – og det må ZULU også gøre, fortæller Dorthe Thirstrup i pressemeddelelsen.
Større omlægning på vej
Derfor vil ZULU ikke længere kun have fokus på det gode grin men brede sig ud over flere genrer. Og det betyder, at hele tv-kanalen kommer til at se anderledes ud fremover.
- Vi er lige nu i gang med en større transformation, som man kommer til at kunne se i både indhold og tone, siger Dorthe Thirstrup.
Hos TV 2 har underholdning en helt central plads på indholdssiden, og her har det altid været vigtigt at lukke lyset ind og skabe rum for komik og grin.
Selv om ’ZULU Comedy Galla’ stopper, er det dog ifølge indholdschefen ikke slut med komik hos TV 2.
Der arbejdes på at lave indhold til de yngre voksne med masser af komik, comedy og underholdningsshows i fremtiden, lyder det i pressemeddelelsen.
- 'ZULU Comedy Galla' har igennem tiden budt på stærke, sjove, grænseoverskridende og vigtige begivenheder, som vil huskes og mindes. Og her har vi haft nogle fantastiske samarbejdspartnere igennem tiden, som vi takker for et stærkt og godt samarbejde, siger Dorthe Thirstrup.
Sidste udgave af ’ZULU Comedy Galla’ blev sendt på TV 2 ZULU 4. september 2022. Her blev Heino Hansen i øvrigt kåret til årets komiker 2022.