29-årigt komikertalent vinder 100.000 kroner: - Det er sgu meget vildt
Det var med ophøjet ro, at komikertalentet Oliver Stanescu modtog Talentprisen til 'ZULU Comedy Galla'.
Oliver Stanescu tog det i stiv arm, da det gik op for ham, at han havde vundet Talentprisen og 100.000 kroner til dette års ‘ZULU Comedy Galla’.
- Det er sgu meget vildt, var det første, han sagde i sin takketale, inden han fortsatte:
- Jeg havde håbet, at Lars var her, for så var vi to, der havde vundet en fed pris, sagde han med henvisning til vært Lars Ranthe, der er den heldige indehaver af en Oscar, til salens store begejstring.
Efterfølgende takkede det unge talent dem, der havde stemt på ham – som er en jury.
- Jeg er meget rørt, understregede han.
Det er ikke første gang, at Oliver Stanescu står på scenen i Operaen foran Danmarks sjoveste mennesker. Til sidste års 'ZULU Comedy Galla' optrådte han nemlig som et af årets nye håb, der også kaldes "æsler".
Fra gæsteoptrædener til onemanshow
På trods af sine kun fem år i branchen er den 29-årige komiker med hast på vej mod stjernerne med gæsteoptrædener i flere af sine sjove – og mere etablerede – kollegers tv-programmer.
Han har blandt andet medvirket i ’Melvin Kakooza show’ og ’En stor aften med Simon Talbot’.
I øjeblikket arbejder han på at blive klar til at præsentere sit første onemanshow, ’Kronisk sjov’, der har premiere på Comedy Zoo 15. september.
Showet tager udgangspunkt i komikerens eget liv, og her er der plads til at diskutere både parforhold og et liv med kronisk sygdom – som komikeren selv døjer med to af.
Den fremadstormende komiker arbejder ikke kun i rampelyset.
Oliver Stanescu er nemlig udover at være komiker også manuskriptforfatter – og så er han vært på podcasten ‘Go tur hjem’.
Her snakker han med forskellige sjove gæster om de mest tåkrummende oplevelser, de har haft i forbindelse med job, de har haft i løbet af livet. Blandt andet har Annika Aakjær og Klaus Bondam været i studiet.
Og der er garanteret endnu mere godt at vente fra den 29-årige komiker i fremtiden. Tidligere vindere af Talentprisen tæller nemlig blandt andre både Tobias Dybvad, Ane Høgsberg, Jacob Taarnhøj og Thomas Warberg.
Ud over Oliver Stanescu var satiriker og skuespiller Nina Rask, stand-up komiker Anne Bakland og komiker Rasmus Wallbridge nomineret til Talentprisen.
Du kan se 'ZULU Comedy Galla' søndag 4. september på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.