Søren Brostrøm hædret som Årets LGBT+-person: - Jeg er stolt af at være bøsse
Søren Brostrøm har aldrig bedt om at komme på en forside, men han har intet imod at være et forbillede.
Når man vokser op og er i gang med at finde sig selv, er det vigtigt at have nogen at spejle sig i.
Sådan lød det fra tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts to voksne børn, Milo og Johanna Kinnock, da de stod på scenen til ’Danish Rainbow Awards’ tidligere i denne måned.
De skulle uddele showets fornemste pris. 'Årets LGBT+-person'.
Prisen gik til direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, og en af hovedbegrundelserne var, at han "som en af Danmarks mest eksponerede mennesker med sin underspillede facon om sin egen seksualitet har været et forbillede".
Det var et stort ‘Danish Rainbow Awards’-øjeblik. Og det var det også for Søren Brostrøm. Det fortæller han til TV 2 forud for, at showet og takketalen vises for første gang.
- Det var lidt ligesom, jeg forestiller mig, et Oscar-show er. Jeg vidste jo ikke, at jeg fik prisen, som blev uddelt til sidst i showet, så man sad jo der og ventede, fortæller Søren Brostrøm og tilføjer i et grin, at han heller ikke kunne lade være med at spekulere på, om det nu var den rigtige kuvert, der blev åbnet.
- Men jeg var meget stolt, beæret og rørt.
Og han startede da også sin tale med et "puha".
- Det har aldrig været en hemmelighed
For faktisk har Søren Brostrøm aldrig ønsket at komme på en forside eller blive smækket op i forreste række.
Men da coronavirus rullede ind over landet, havde han som direktør i Sundhedsstyrelsen ikke rigtigt noget valg. Og da det skete, skænkede Søren Brostrøm det aldrig en tanke, at han ikke skulle stå ved, at han er homoseksuel.
Det var der flere grunde til, fortalte han i sin takketale.
- Jeg har været bøsse i 40 år, og det har aldrig været en hemmelighed. Jeg kan ikke lade være med at være mig. Det er jo en del af min identitet, fortæller han.
Og fra scenen kom han også med et godt råd til publikum og seerne:
- Bare vær jer selv. Det fungerer bedst.
Og til de helt unge var der også en vigtig pointe fra Søren Brostrøm. Nemlig at det bliver ved.
- Selvom jeg er ved at være en gammel mand, så bliver jeg stadig forelsket. Det er ikke noget, man kan blive kureret for. Det er ikke noget, man skal kurerers for. For det er noget, der er fedt.
- Det handler om repræsentation
Det har også betydet noget, at Søren Brostrøm har vidst, at der bag skærmene har siddet en masse, der forhåbentlig har kunnet få følelsen af, at "jeg er ligesom ham, og så skal det nok gå".
Og det gør ham ingenting, at han er en, man kan spejle sig i.
- Jeg er stolt af den person, jeg er. Og jeg har da også selv set op til folk gennem mit liv, siger Søren Brostrøm.
Det allerstørste forbillede i hans liv har altid været hans mor. Hun gik bort før sommerferien i år, men nåede at arbejde som læge i 50 år. Generelt har Søren Brostrøms forbilleder været i hans nære omgangskreds, men han har også spejlet sig i karakterer fra film, bøger og kunst- og kulturverden.
- Kærlighed er kærlighed – uanset køn. Og jeg kan da sagtens falde i svimer over en kærlighedshistorie mellem en mand og en kvinde, siger Søren Brostrøm og tilføjer, at det bare også er vigtigt at kunne spejle sig mere direkte.
- Det handler om repræsentation.
- Jeg ville vælge nøjagtigt det samme igen
Men den allervigtigste grund til, at han aldrig har lagt skjul på sin seksualitet, er egentlig såre simpel.
Han har altid været stolt af at være bøsse.
Og for ham er det det, dét handler om. Stoltheden.
I sin takketale forklarede han, at stolthed er meget mere end respekt og rettigheder.
For det handler ikke kun om det eller at blive set og anerkendt. Det handler også om, at få lov til at være stolt af, hvem man er.
- For mig er stolthed, at hvis vi sagde, at jeg havde valgt at være bøsse, så ville jeg vælge nøjagtigt det samme igen.
- Og hvis vi sagde, at jeg skulle genfødes, så ville jeg håbe, at jeg bliver genfødt som bøsse i et nyt liv.
Du kan se 'Danish Rainbow Awards' på TV 2 ZULU klokken 22.05 og på TV 2 PLAY.