ZULU Surprise

Akavet øjeblik under tv-program: - Han vadede lige forbi mig

Midt under optagelserne til 'ZULU Surprise' kom Anders Breinholt pludselig i centrum.

Der opstod et noget uventet øjeblik under optagelserne til andet afsnit af 'ZULU Surprise'.

I hvert program skal to hold med to kendte mennesker hver især overraske to intetanende ZULU-seere og blandt andet udsætte dem for de vildeste skjult kamera-pranks.

Herefter bliver hver overraskelse vist for et publikum i et tv-studie, hvor publikum så stemmer på, hvilket kendishold der har lavet den bedste overraskelse.

I andet afsnit skulle skuespillerne Christopher Læssø og Sus Wilkins overraske 28-årige Maria Mathilde Kristensen, mens tv-værterne Anders Breinholt og Adam Duvå Hall skulle overraske en ung fyr.

Men pludselig handlede det mere om Anders Breinholt end om de to Surprise-ofre.

- Han er faktisk en af dem, der ignorerer mig

For da snakken faldt på, at Maria Mathilde Kristensen elsker at tage selfies med kendte, fortalte hun, at Anders Breinholt engang bare var gået forbi hende.

- Han er faktisk en af dem, der ignorerer mig. Så han er lidt i bad standing, sagde Maria Mathilde Kristensen og grinte.

En lidt paf Anders Breinholt spurgte straks ind til, hvad hun mente.

Og så begyndte Maria Mathilde Kristensen at forklare, mens Christopher Læssø og Sus Wilkins kom med drillende kommentarer som "du er så hamrende arrogant".

- Det var til 'ZULU Comedy Galla', hvor jeg i pausen så dig på vej op ad trapperne. Jeg går hen og spørger, om jeg må få et billede, og du reagerede ikke. Du går bare, sagde Maria Mathilde Kristensen.

Genopførte situationen

Hun fortæller efterfølgende til TV 2, at hun ikke skænkede det en tanke, om Anders Breinholt kunne finde på at blive sur over hendes anekdote.

Og det blev han heldigvis ikke. Derfor regnede hun også med at få en selfie, når optagelserne var slut.

Men værten Mikkel Kryger foreslog i stedet, at de skulle genopføre situationen fra 'ZULU Comedy Galla', hvor Anders Breinholt i stedet for at gå forbi Maria Mathilde Kristensen skulle stoppe op og tage en selfie.

Det var ikke den eneste kendis-selfie, Maria Mathilde Kristensen fik taget i forbindelse med optagelserne til 'ZULU Surprise'.

Blev star-struck

I forbindelse med optagelserne af selve overraskelsen, som foregik ude i Nordisk Films studier, fik hun nemlig hele tre selfies.

Da hun – intetanende om, hvad hun skulle igennem – mødte op, var den første kendte, hun så, Christopher Læssø.

- Jeg blev helt star-struck, men jeg spurgte ham, om jeg måtte få et billede med ham.

Efter optagelserne fik hun også en selfie med Burhan G, som var en del af overraskelsen, og på vej ud af studierne stødte hun på skuespilleren Pernille Højmark, som også var frisk på et billede.

Har et par stykker med yndlingskendis

Maria Mathilde Kristensen fortæller, at det her med at tage selfies med kendte begyndte, da hun for otte år siden flyttede til Sjælland.

- Man kunne jo nærmest ikke gå på Strøget uden at møde en kendt, fortæller hun.

Hun prøver så vidt muligt at komme til arrangementer – som eksempelvis 'ZULU Comedy Galla' – hvor der er mange kendte.

Og til spørgsmålet om, hvilken kendis-selfie hun er mest glad for, er hun lidt tid om at svare:

- Den er svær. Men det må nok være Simon Talbot. Jeg synes, han er rimelig nice, og jeg har et par stykker med ham.

Du kan se et nyt afsnit hver mandag klokken 20.30 på TV 2 ZULU eller på TV 2 PLAY.