Her er alle vinderne fra Danish Rainbow Awards 2020
Der var glitter, glimmer, stiletter og kjoler i alle regnbuens farver, da Rainbow Awards slog dørene op til Cirkusbygningen i København onsdag aften.
Ibi Støving og Abdel Aziz Mahmoud førte an som værter til årets nok mest farverige fest, hvor LGBT+-miljøet blev hyldet med priser.
Med afstand, masker og håndsprit blev æresprisen og 11 priser givet til de personer eller virksomheder, der det seneste år har gjort en forskel i LGBT+-miljøet.
Priserne blev overrakt af blandt andre kronprinsesse Mary, ligestillingsminister Mogens Jensen, Linse Kessler og René Dif klædt som draq.
Og blandt vinderne var alt fra virksomheder til sportsstjerner.
Kronprinsesse Mary, der skal være protektor for Copenhagen Pride næste år, overrakte æresprisen.
Modtageren var 95-Ã¥rige Doris Pollas, som er det sidste nulevende medlem af den kreds, der i 1948 stiftede det, der i dag er kendt som LGBT Danmark.
Foreningen begyndte dengang at afholde forskellige arrangementer og udgav også ’Vennen´. I foreningen fandt Doris Pollas et fællesskab, hun ikke tidligere havde haft. Doris Pollas havde ikke mulighed for at være til stede i Cirkusbygningen, men sendte en videohilsen til salen.
I sin tale fremhævede kronprinsesse Mary blandt andet sidste års 30-års jubilæum for det første registrerede ægteskab mellem samme køn.
Og det var Danmark faktisk det første land i verden til at tillade.
- I årene efter er det blevet virkelighed for over en milliard mennesker i verden, sagde kronprinsessen.
I slutningen af showet blev en af showets absolut vigtigste priser uddelt. Nemlig prisen for årets LGBT+ person.
Og det var ikke bare én person, der løb med prisen. Det var to personer. Nemlig Silas Holst og Jakob Fauerby, som i 2019 vandt ’Vild med dans’ som det første par, der bestod af to af samme køn.
- Tak til TV 2, produktionen og ikke mindst redaktør Thomas Strøbech for, at de endelig syntes, det var en god ide at smide to mennesker af samme køn på et dansegulv, sagde Silas Holst, inden Jakob Fauerby sendte en særlig tak til Sofie Linde for at starte anden bølge af Metoo her i Danmark.
Men hertil havde han en for ham vigtig tilføjelse:
- Vi skal stoppe chikane, men husk kvinder: de mest udsatte kvinder er transkvinder.
Det er ikke første gang, han slår et slag for transpersoners rettigheder. Det gjorde han også, da han sammen med Silas Holst ved ’ZULU Awards’ vandt prisen for årets par tidligere i år.
Til showet optrådte blandt andre Jada og Xander - derudover var der en særlig surpriseoptræden. Hele showet bliver vist på TV 2 ZULU fredag 2. oktober klokken 21.45 eller på TV 2 PLAY.
Du kan se den fulde liste over alle aftenens vinderen herunder.