Han var albino og næsten blind ved fødslen - men fandt sin egen niche i skolen
Nikolaj Stokholm er en af tidens mest populære unge standup-komikere. Men inderst inde føler han sig flere generationer ældre end sine kolleger.
- Må jeg byde på en kop kaffe?, lyder det belevent fra manden bag scenen på Bremen Teater.
Hans hud er bleg som pergament, og bag de stærke, runde apotekerbriller i 1940’er-stil flakker hans øjne let, mens han taler.
Rynkerne i panden under det farveløse hår bliver ekstra dybe, da han med et par fingre forsøger at fiske et stykke After Eight op af æsken på bordet foran sig. Det lykkes ikke. Chokoladen er klistret sammen med papiret. Pokkers.
På trods af sommervarmen er han ulasteligt klædt i hvid skjorte og et gråt, dobbeltradet jakkesæt. De cognacfarvede lædersko matcher det skråstribede slips i beige og brun, og et sirligt foldet, hvidt lommetørklæde titter op af jakkelommen.
Hvis man ikke vidste bedre, kunne denne beskrivelse passe glimrende på en nobel, ældre herre, der for længst har passeret pensionsalderen.
Men i virkeligheden er der tale om en af tidens mest hypede, unge standup-komikere Nikolaj Stokholm, som for øjeblikket er på landsturné med sit nyeste onemanshow.
Selvom han kun har rundet de 30 år, er han nemlig mere end dobbelt så gammel indeni. Faktisk mener han selv, at han er 73-74 år. Rent mentalt føler han sig bedst hjemme i de gode, gamle dage, hvor verden var mere simpel, og der var plads til fordybelse.
- Dén der fandtes for eksempel ikke dengang. Det er et skrækkeligt apparat, siger han og løfter sin iPhone X op fra bordet.
- Min hustru syntes, at jeg skulle have sådan én. Hun står for alt, hvad der har med teknik at gøre i vores husstand, tilføjer han.
Hvis det stod til Nikolaj Stokholm, var han helst helt fri for mobiltelefoner, internettet og sociale medier. Den eneste grund, til at han har en profil på Instagram og Facebook, er, at hans manager kræver det af forretningsmæssige årsager.
Til gengæld får han masser af henvendelser derinde fra især børn og unge, som gerne vil have ”Stokkefar” med til det ene og det andet. For eksempel at hænge et billede op eller hjælpe med at fri til kæresten.
Henvendelser, som gennem årene har hobet sig op i hans indbakke, og som han aldrig får svaret på. Det giver ham dårlig samvittighed.
Det råder han nu bod på i en ny tv-serie, 'Stokholmsyndromet', som har premiere mandag aften på TV 2 ZULU. Her opsøger han mange af de folk, der har skrevet til ham på de sociale medier i de seneste år, og forsøger at opfylde deres ønsker.
Undervejs bringer det ham ud i en række pinlige, sjove og festlige episoder. For verden ser ganske enkelt helt anderledes ud gennem Nikolaj Stokholms briller.
Det har den gjort, lige siden han var barn.
En særlig dreng
Allerede fra barnsben var Nikolaj Stokholm en principfast, lille herre, der var meget egenrådig med hensyn til sin påklædning.
Også dengang foretrak han retro-looket.
- Jeg gik altid virkelig godt klædt. På alle skolebillederne har jeg enten butterfly eller slips på, siger Nikolaj Stokholm.
Nikolaj Stokholm voksede op i Greve syd for København sammen med sin mor, far og sin tre år ældre storebror, Frederik.
Han skilte sig ud fra resten af familien ved, at han blev født som albino og derfor mangler alt farvepigment i huden, håret og øjnenes iris.
I Danmark findes omkring 200 registrerede albinoer, så det er en ret sjælden genetisk defekt.
For Nikolajs vedkommende medførte albinismen desuden, at han havde en medfødt øjensygdom, som gjorde, at han ikke kunne fokusere og var næsten blind fra fødslen.
Han levede derfor meget i sin egen verden, husker han.
I de første skoleår havde han omkring otte procents syn. Det betød, at han havde svært ved at følge med i undervisningen og ikke kunne spille fodbold med de andre drenge.
Det betød samtidig, at han tilbragte meget tid sammen med voksne.
Nikolaj Stokholm mener i dag, at det er en del af forklaringen på, hvorfor han trives bedst i ”de gamle dage”.
Han havde nemlig et helt specielt forhold til sin mormor og morfar, som var en hel del ældre end hans kammeraters bedsteforældre. De var begge født i 1922 og ville dermed være fyldt 100 år om to år, hvis de stadig havde levet.
Bedsteforældrene boede også i Greve, kun ti minutter fra skolen. Og hver dag gennem hele sin folkeskoletid tog han hen til dem på hjemvejen, når han havde fri fra skole.
Så fik han en fiskefilet, som hans mormor havde friturekogt i palmin, og et glas mælk. De sad alle tre omkring voksdugen i køkkenet og snakkede om familien, om krigens tid, og om løst og fast. Bagefter så de 'Glamour' sammen klokken 15.30 i sofaen, hvor han fik en kanelsnegl og et glas saftevand. Sådan var proceduren hver eneste dag.
Fordi han næsten kun var sammen med voksne, blev hans sprog overudviklet, mener han selv. Han talte som en gammel mand.
Sådan var det, allerede før han begyndte i skolen, og helt frem til han gik ud af 10. klasse.
Men påvirkningen kom ikke alene udefra. Den opstod inden i ham selv.
Fandt sin egen niche
På grund af sin øjensygdom oplevede Nikolaj Stokholm meget modstand i sin opvækst.
I skolen sad han ved sit eget bord helt oppe foran tavlen, hvor der var plads til en stor lup og andet specialudstyr, som skulle hjælpe ham til at skimte nogle af de ting, læreren skrev.
De andre elever betragtede ham som klassens lidt underlige, blege dreng, og han havde svært ved at hævde sig i fællesskabet.
Men i stedet for at lade sig gå på af sit synshandicap fandt han sin helt egen metode til at skaffe sig opmærksomhed.
I timerne lyttede han intenst til, hvad der foregik, og undervejs i undervisningen vendte han sig om mod resten af klassen og jokede om sine observationer. På den måde blev humoren hans særlige niche og de andre elever hans publikum.
Når han havde underholdt på den måde en hel dag, var han så udmattet, at han ikke orkede at være sammen med sine jævnaldrende kammerater efter skoletid. Egentlig gad han heller ikke rigtigt de andre børn. Han foretrak at være alene eller i selskab med voksne.
Selvom han i fritiden var mest sammen med de ældre generationer, var det dog hverken hans forældre eller bedsteforældre, der ansporede ham til at vende blikket tilbage mod 50’erne og 60’erne, som siden blev hans helt store, humoristiske inspirationskilde.
Mens hans mormor og morfar dagligt slugte den amerikanske 80’er-evigheds-soap 'Glamour', og hans far foretrak at se fodbold i fjernsynet, fandt den unge Nikolaj Stokholm nemlig ud af, at han var vild med at se gamle, danske film og revy-sketches.
Især var han fascineret af "De fantastiske fire" alias de fire store komikere Dirch Passer, Keld Petersen, Jørgen Ryg og Preben Kaas, som var med til at lancere den såkaldte crazy-humor først i 1950’erne.
Det var humor, som ikke havde noget budskab eller indhold, men bare gik ud på at få folk til at grine.
Han nærstuderede dem i 'Smilehullet', et lille pauseprogram med små revybidder, som blev sendt hver søndag mellem TV Avisen og 'TAXA'. Han var dybt imponeret over, hvordan datidens komikere kunne gøre nogle ofte elendige tekster hylende morsomme ved at levere dem med den rette timing, mimik og stemmeføring.
Nikolaj Stokholm havde dog ingen forestillinger om, at han selv skulle blive komiker en dag.
Hans fremtidsdrømme gik i en helt anden retning.
Drengedrømmen
En af de voksne, som Nikolaj Stokholm så mest op til gennem opvæksten, var hans onkel Chris, som var lastbilchauffør.
Indimellem fik den unge Nikolaj lov til at komme med i førerhuset på en langtur til udlandet. Så stod han klar med sin dyne og pude og blev samlet op ved motorvejsafkørslen.
Han var vild med de store lastbiler og drømte om at følge i sin onkels dækspor og blive eksportchauffør.
Men øjensygdommen gjorde det ret usandsynligt, at han nogensinde ville blive i stand til at tage det store kørekort. Også selvom synet gradvist blev bedre med alderen.
Nikolaj Stokholm fandt derfor på, at han kunne blive sømand i handelsflåden i stedet. Det lugtede da også lidt af transportbranchen, tænkte han.
På sin sædvanlige trodsige manér stak han til søs med skoleskibet Georg Stage et par uger før, han skulle have afsluttet 10. klasse på privatskolen i Greve. For gymnasiet skulle han i hvert fald ikke begynde på.
Efter et halvt års uddannelse til søs kunne han kalde sig ”ubefaren skibsassistent”, eller, som det hed i gamle dage, ”letmatros”.
Da han efterfølgende fik tilbudt hyre på en minifærge i Norge, kunne han dog mærke på sig selv, at det heller ikke var sømand, han ville være.
Han skulle finde på noget andet.
Mens han gik og overvejede mulighederne, så han en dag, at der var Open Mic på Comedy Zoo i København.
Det blev startskuddet til, at han besluttede at afprøve sit komikertalent.
Trodsede trenden og smed t-shirten
Nikolaj Stokholm var 17 år, da han i 2007 for første gang stod på standup-scenen i Comedy Zoo.
Det gik ret godt. I hvert fald blev han ikke skræmt væk. Så han fortsatte med at optræde, mens han boede på sin fars sofa og ventede på det store gennembrud.
Til at begynde med var han ligesom de andre unge komikerkolleger iført den klassiske ”standup-uniform”, altså en farvet t-shirt, cowboybukser og gummisko.
Hans forbilleder var stjerner som Anders Matthesen og Mick Øgendahl, der lavede deres egne kæmpeshows og trak fulde huse.
Han var imponeret over, at de kunne blive så populære ved bare at stå og tale ud fra deres egne tekster, uden at bruge hat, briller eller andre rekvisitter sådan som hans barndomshelte i ”De fantastiske fire”.
Men hvor alle de andre unge komikere kiggede mod USA for at finde inspiration fra standup-stjernerne derovre, blev Nikolaj Stokholm ved med at se tilbage i tiden. Han var sikker på, at de gamle mestre stadig kunne lære nutidens komikere en hel masse.
Han skabte sin egen stil ved at blande moderne standup med 1950’ernes crazy-komik. Det var en stil, der bevidst virkede improviseret og uforberedt.
Og han fandt snart ud af, at t-shirten ikke passede til hans stil.
For da han begyndte at komme ud til firmajobs og forskellige private arrangementer, forstærkede den afslappede påklædning nemlig indtrykket af, at han ikke havde forberedt sig og bare stod og lirede noget tilfældigt af på scenen.
Som 21-22-årig trodsede han derfor trenden. Han skiftede t-shirten ud med skjorte, slips og jakke. Dét gav et helt andet indtryk. På den måde fik publikum nemlig fornemmelsen af, at han var velforberedt, og at der var sammenhæng i showet på trods af den improviserede stil.
Hans daværende manager, en fyr fra Canada, var dog ikke begejstret for Nikolaj Stokholms anderledes tøjvalg, som han syntes, stak for meget ud. ”Put a t-shirt on!”, sagde han. Et råd, som Nikolaj Stokholm dog nægtede følge. Han valgte at stå op for sin stil.
Dét har han ikke fortrudt et øjeblik siden. For ud over at han føler sig bedst tilpas, når han er klassisk velklædt, er det også blevet hans brand.
Et par år senere skiftede han i stedet manageren ud.
I dag ejer Nikolaj Stokholm ikke en eneste t-shirt. Hvis det er meget varmt om sommeren, kan han til nød tage enten en poloshirt eller en kortærmet skjorte på. Til gengæld rummer hans garderobe intet mindre end 27 jakkesæt – fandt han ud af ved sin netop overståede flytning - hvoraf en stor del er dobbeltradede.
- Når folk kommer ind for at se et show, har de da fortjent et dobbeltradet sæt! Det er lige dét ekstra. En frås af knapper, der ikke bliver brugt og ikke har nogen funktion, andet end at ligne en søkaptajn. Det er lige mig, siger Nikolaj Stokholm.
Det ønskede gennembrud som komiker kom ikke på én gang. Det kom mere lidt ad gangen.
Efter at Nikolaj Stokholm i 2009 blev udvalgt til at deltage i ’Zulu Comedy Fight Club’, har han lige siden arbejdet sig stille og roligt op til at blive et navn.
Rollen som den kejtede Øland i ZULU-serien ’SJIT Happens’ og hans medvirken i underholdningsprogrammer som ’Klipfiskerne’ og ’Stormester’ har været med til at gøre ham kendt i den brede befolkning.
I 2017 tog han på turné med sit første onemanshow ’Mit liv som Nikolaj Stokholm’, som blev taget godt imod i hele landet. Og i 2020 er det blevet fulgt op af endnu et show, 'Turen går til Nikolaj Stokholm', som blev skudt i gang midt i januar, og derefter sat på pause i et par måneder, da coronavirussen lukkede landet.
Premieren på showet faldt desuden sammen med, at Nikolaj Stokholm i februar blev far til sønnen Osvald.
På grund af coronarestriktionerne er antallet af optrædener nu fordoblet. Så den nybagte far må undvære sin lille familie længere end planlagt i de perioder, hvor han er på Fyn og i Jylland.
Klassiske kønsroller, 'Matador' og telefonpibe
Hvis nogen skulle tro, at Nikolaj Stokholms retrostil og gammelmandsmanérer bare er et smart reklamestunt, så må de tro om igen.
I hverdagen lever han også efter de gamle dyder, og hans virkelighedsopfattelse er adskillige årtier bagud i forhold til andre 30-årige.
For eksempel hader han at rejse. Han synes, at verden er blevet alt for åben, og at der er for mange muligheder.
- Folk er så rejseliderlige i dag. De skal hele tiden ud i verden og realisere sig selv. Og det har jo aldrig ført noget godt med sig. Grunden til alt det her corona er jo, at folk hele tiden rejser. Nej du, i gamle dage tog man en sporvogn til stranden om søndagen. Og det var det. Det var dén rejse det år, siger Nikolaj Stokholm med et lille grin.
Han har selv fået bekræftet sin egen rejsefobi i tv-serien 'Verdensmænd', og af samme grund har han netop skrevet anti-rejsebogen 'Ude skidt, hjemme bedst', som snart er klar til udgivelse.
En anden ting, som den mentalt aldrende komiker mener, var bedre i 1950’erne, var den klassiske kønsrollefordeling. Hvor manden tjente pengene, og kvinden passede hjemmet.
- Onde tunger vil sikkert sige: ”Nå, du kan måske godt lide, at man måtte banke sin kone dengang?”. Og det er selvfølgelig lige at gå over stregen. Men jeg synes nu, at det fungerer meget godt hjemme hos os for øjeblikket, hvor min hustru er studerende, og jeg tjener pengene. Så kan jeg også blive lidt forkælet og få smurt min frokost. Det sætter jeg stor pris på, konstaterer den smørrebrødsglade nostalgiker med lys i øjnene.
Også hans tv-vaner hører en anden tid til.
Nikolaj Stokholm har aldrig set en eneste serie på Netflix eller HBO. Han foretrækker godt, gammeldags flow-tv, hvor der har siddet nogle broadcastere og valgt for ham, hvad han skal se lige nu.
Hvis han endelig skal se andet end de programsatte udsendelser, vil han hellere se samtlige 24 afsnit af 'Matador' for tredje gang i år, end han vil se et eneste afsnit af 'Game of Thrones'.
Det må heller ikke blive for teknisk, hvis han skal følge med.
- Da min hustru, Isabella, pludselig besluttede, at vi skulle have et Apple-tv i stedet for kabel-tv, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, for jeg kunne jo ikke finde ud af at tænde for det fjernsyn, siger Nikolaj Stokholm og fortsætter:
- Der gik mindst en uge, hvor jeg sad og kaldte på hende, når jeg skulle se TV Avisen.
Den mest spøjse gammelmandsvane, som Nikolaj Stokholm har tillagt sig, er dog alligevel hans Morten Korch-inspirerede ”telefonpibe”. Da han ikke ryger, bruger han den nemlig kun, når han taler i telefon.
- Jeg er rigtig dårlig til at sige nej, hvis telefonen ringer, og folk vil have mig med til noget. Men så har jeg piben liggende klar i et askebæger, for det er bare nemmere at tage beslutninger, når man står med en pibe i hånden. Så tænker jeg: ”Du kan godt sige nej. Du skal ikke være med i den skrækkelige tv-serie, siger han.
Hans nyeste tv-projekt, 'Stokholmsyndromet', er til gengæld hans helt egen idé. Og han betegner det selv som det sjoveste og mest hyggelige, han har oplevet i de 13 år, han har lavet tv indtil nu.
Alle kan li’ Stokkefar
Under optagelserne til 'Stokholmsyndromet' har han mærket, at folk opfatter ham som en jovial og hyggelig fyr, som de gerne vil have besøg af. Enten fordi der er noget, de gerne vil have, at han skal hjælpe dem med, eller fordi de bare vil invitere ham på culottesteg eller pizza.
- Når jeg kommer ud til folk, behandler de mig, som om jeg er en del af familien. Jeg får sådan et klap på skulderen: ”Hva’ fa’en, der går Stokkefar. Godt at se dig!” Det er meget rart, og jeg føler mig privilegeret. For det må jo betyde, at jeg på en måde er blevet folkelig, mener Nikolaj Stokholm.
Mange af de ting, han bliver bedt om at deltage i, er helt dagligdags ting som at spille en fodboldkamp eller assistere ved kassebåndet i Netto. Men hver gang dukker han uanmeldt op, så hans værter ikke har haft mulighed for at forberede sig.
- Det har været en sjov oplevelse, fordi jeg pludselig har stået ude i folks hjem med et kamerahold og sagt: ”Du skrev til mig for halvandet år siden, og nu er jeg her”.
Dét at han i forbindelse med tv-projektet er blevet tvunget ind på Facebook og Instagram for at gennemgå de mange henvendelser fra sine fans, har dog ikke fået ham til at ændre holdning til den moderne teknologi.
- Det betyder ikke, at jeg er blevet fan af de sociale medier og den digitale tidsalder. For det er jo virkeligheden, jeg har været ude i. Og jeg har i hvert fald fået bekræftet, at folk godt kan lide mig derude, og at de synes, at det er skægt, når jeg har lyst til at komme ud til dem, lyder det fra Nikolaj Stokholm.
Med næsten 100.000 solgte billetter til sit seneste show, kan han da også konstatere, at han nu selv er blandt de mest populære standup-navne i Danmark. Kun overgået i antal solgte billetter af Anders Matthesen og Mick Øgendahl.
'Stokholmsyndromet' kan ses hver mandag klokken 21.10 på TV 2 ZULU - eller lige nu på TV 2 PLAY.