For et år siden vidste ingen, hvem 22-årige Tessa var - nu er hun 'Årets nye navn'
Det seneste år har været fyldt med milepæle for den unge kvinde fra Vestegnen. Nu har hun modtaget sin allerførste pris.
Salen brød ud i jubel, da 22-årige Tessa blev udnævnt til 'Årets nye navn' og trådte op på scenen. Her stod Lars Hjortshøj klar i et fuglebur med levende duer.
- Jeg vil sætte pris på, hvis det bliver en kort takketale, sagde han fra buret.
- Det skal du få, lød det fra Tessa, inden hun med sin vanlige attitude spyttede sit tyggegummi ud og tog mikrofonen til munden:
- Tusind tak til alle, der har stemt på mig. Det her er det sygeste, sagde hun med et kæmpe smil og fortsatte sin tale med at takke sin familie, manageren Jesper 'Livid' Helles og sin "elskede, der lader hende udfolde sine vinger".
Startede på toppen
22-årige Theresa Ann Fallesen med kunstnernavnet Tessa fra Københavns Vestegn tog Danmark med storm i foråret 2019, hvor hun lagde et lille videoklip på sin Instagramprofil med titlen ’Direkte ud af Vestegnen’.
Nu var der ingen vej tilbage.
To og en halv måned senere stod hun på Roskilde Festivals Uprising scene. På det tidspunkt havde hun aldrig sagt noget i en mikrofon, og hun havde ikke udgivet et eneste nummer.
På mange måder er Tessa startet på toppen med pladekontrakt, en hurtigt voksende stærk fanbase, et utal af koncerter bag sig – og lige så mange foran sig.
Og med titlen som ’Årets nye navn’ ved ZULU Awards torsdag aften manifesterede hun endnu engang, at hun er kommet for at blive.
TV 2 tager dig her med tilbage fra den helt spæde begyndelse af Tessas musikkarriere.
Ingen danske kvinder at se op til
’Bare snak, bliv ved, slik min røv, smag min succes’. Sådan lyder Tessas åbningslinje i ’Snakker for meget’, der var hendes første single.
I en video, hvor hun iført en lille hvid tanktop, der gav frit udsyn til de to store, sorte englevinger, som pryder Tessas bryst, teasede hun for sangen på sin Instagram.
Den første linje i sangen sendte direkte referencer til den amerikanske rapper Khias hit ’My neck, My back’, der primært handler om, hvordan en mand skal udføre oralsex.
Da denne sang blev udgivet tilbage i 2002, var Tessa kun et lille barn. Dengang virkede det fuldstændigt uopnåeligt at kunne blive kvindelig rapper.
For der var ikke rigtig nogle herhjemme, man kunne spejle sig i.
- Vi havde jo Natasja, som desværre døde (i 2007, red.). Derfor har jeg ikke haft en kvindelig rapper, jeg kunne se op til, siger Tessa.
Mændene havde sat sig tungt på rapscenen, og mens Tessa voksede op på Vestegnen, brød Suspekt for alvor igennem med deres eksplicitte seksuelle sprog.
Et univers, hvor det var svært at forestille sig en ung kvinde. Men i udlandet begyndte de kvindelige rappere for alvor at præge genren.
Og den amerikanske rapper Nicki Minaj blev med sin bad bitch-attitude hurtigt et idol for teenageren Tessa.
Hun hørte hendes rapsange om og om igen og lærte teksterne udenad. Og det var faktisk dét, der skulle vise sig at åbne den første dør ind til den danske rapscene for Tessa.
Spottet på Instagram
På sin Instagramprofil lagde hun nogle små videoklip ud, hvor hun mimede til Nicki Minajs tekster. Tessa havde ligesom idolet lange kunstige øjenvipper, langt, glat mørkt hår og en over the top-attitude.
Og det kunne noget.
Rapperen Jesper ’Livid’ Helles så hendes videoer og kunne lide det.
- Det virkede, som om han var på udkig efter noget i min stil, fortæller Tessa.
Jesper Helles var projektkoordinator og underviser på musikforløbet Urban Grrls sammen med blandt andre Karen Mukupa og Lucy Love. Han ville gerne have Tessa med på hans rap workshop, som kun var for piger.
- Vi havde kemi, og han mente, at jeg havde et medfødt talent for at rappe.
Tessa sagde ja til workshoppen, der skulle kulminere nogle uger senere med en koncert på Forbrændingen i Albertslund.
Men Tessa var ikke med på scenen.
Roskilde Festival
For mens den unge pige fra Vestegnen lærte flow-teknikker og skrev raptekster med de andre piger på workshoppen, lagde hun små videobidder ud på sin Instagramprofil, hvor hun rappede.
Og folk elskede det.
På kun en time gik hun viralt og kendte rappere som Emil Simonsen fra Suspekt smed en kommentar til videoen:
”Hårdt!!! Optur,” skrev han ledsaget af ild-emojis.
Tessa havde slet ikke forventet al den opmærksomhed, for som hun selv siger, så ”forventer man jo det værste”. For hvad ville folk tænke om en ung pige, der selvsikkert rappede om sex og succes.
Hun regnede med meget hate. Men det viste sig at være helt omvendt.
Tessa vidste, der var piger derude, som ville kunne identificere sig med den her meget feminine no bull shit-attitude. Men hun vidste ikke, om de turde stå frem.
Men det gjorde de.
Og pludselig landede hendes første koncertbooking. Roskilde Festival.
Tessas første koncert skulle jo egentlig være på spillestedet Forbrændingen i forbindelse med afslutningen på rap-workshoppen.
Men frygtløs, som hun er, takkede hun nej til at optræde med de andre piger. Hun var fast besluttet på, at hendes allerførste publikum skulle være festivalgæsterne på Dyrskuepladsen.
- Vi havde en times øver dagen før, og det var det, fortæller Tessa, der aldrig havde prøvet at sige noget i en rigtig mikrofon, inden hun trådte ind på Uprising scenen.
Tessa følte, hun blev kastet for løverne, og sådan har hun egentlig følt det generelt med hendes karriere.
Men hendes mantra om, at ”der ikke er noget, der hedder genert. Og du skal lade, som om du har gjort det her 1000 gange” har givet hende modet.
Talentet forpligter
Ligesom rapscenen er præget af mandlige artister, er lytterne også primært mænd. Men for Tessas vedkommende er der faktisk lige så mange kvindelige lyttere og fans som mandlige.
Og det er hun glad for. For Tessa har et vigtigt budskab – kun til pigerne:
- De skal forstå, at de ikke skal finde sig i hvad som helst. De skal være deres egen chef. Vi behøver ikke en mand til at forsørge os, forklarer hun.
Men budskabet er også, at kvinderne skal være gode ved hinanden.
- At jeg er nået så langt, som jeg er, giver mig jo et ansvar i forhold til at vise andre unge kvinder, at det sagtens kan lade sig gøre.
Det forpligter og driver hende til at blive ved med at lave musik.
- Jeg vil give mine fans det, de gerne vil høre, men også udfordre dem på, hvad de måske ikke ved, de vil høre, siger Tessa, der tit må knibe sig i armen for at forstå, at det, der sker omkring hende, er virkeligt.
Hun er tit cool igennem dagen, men når hun kommer hjem og tænker over, hvad hun har lavet, slår det hende:
- Gud, jeg er jo rapper, tænker jeg. Det har jeg det vildt over. Jeg er blevet det, jeg aldrig havde turde drømme om.
Du kan se 'ZULU Awards' på TV 2 PLAY