Fartstribe, full bush eller glatbarberet - sådan har kønsbehåring ændret sig gennem tiderne

I dag er det ikke kontroversielt at have kønsbehåring som kvinde. Men normen er dog stadig, at kvinden enten fjerner det helt eller trimmer det.

Måske er der ikke store tanker bag din ”frisure” forneden. Men historisk set er kønsbehåring blevet brugt til to ting gennem tiden.

Som et politisk budskab og oprør, hvor man nægter at lægge under for forventningerne til, hvordan man skal se ud. Men også som et skønhedsideal, hvor man dyrker tidens trend.

Date mig nøgen bliver sendt på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY i øjeblikket.
Date mig nøgen bliver sendt på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY i øjeblikket. Foto: TV 2

Det er særligt hos kvinden, at kønsbehåringen har haft en særlig betydning.

Det fortæller Mette Byriel Thygesen, der er museumsinspektør på Nationalmuseet.

Hun forklarer, at man især begyndte at fjerne kønsbehåring tilbage i 1930’erne og 1940’erne. Det var et skønhedsideal, at man skulle være trimmet og ikke virke usoigneret.

Før hun blev skuespiller, var Marilyn Monroe model. I sin modelkarriere nåede Monroe at pryde 33 magasinforsider.
Før hun blev skuespiller, var Marilyn Monroe model. I sin modelkarriere nåede Monroe at pryde 33 magasinforsider. Foto: Scanpix

Frisind og frit spil for kønsbehåring

Og sådan har det mere eller mindre været hele vejen op gennem det 20. århundrede. Lige indtil slutningen af 1960’erne og 70’erne, hvor kønsbehåringen for alvor blev politisk.

Mændene lod håret på hovedet gro, mens kvinderne lod kønsbehåringen vokse. Man ville ikke længere ligge under for omverdens forventninger og skønhedsidealet om, at kvinden skulle være hårfri.

- Kvinderne ville ikke længere være et sexsymbol, som var bestemt af manden. De ville ikke ligge under for, hvad mandens holdning til deres udseende var. De tog kroppen tilbage og viste, at de selv bestemte over den, siger Mette Byriel Thygesen.

Afstemning

Veltrimmet skønhedsideal

I 1980’erne blev den politiske kønsbehåring udskiftet med et skønhedsideal om, at kvinden skulle være veltrænet, solariebrun og uden et eneste synligt hår på kroppen.

- Her handlede det om at vise, at man var i kontrol. Man dyrkede sin krop, og intet var overladt til tilfældighederne, siger Mette Byriel Thygesen.

Her ses Julia Roberts vinke til de fremmødte fans til premieren på 'Notting Hill' i 1999.
Her ses Julia Roberts vinke til de fremmødte fans til premieren på 'Notting Hill' i 1999. Foto: Ian Waldie / Scanpix

Hår, der skabte opmærksomhed

Op gennem 1990’erne fortsatte trenden om ikke at have synligt hår. Og viste man som kvinde en behåret armhule frem, skabte det opmærksomhed.

Det skete eksempelvis, da Julia Roberts mødte op i palietkjole uden ærmer til premieren på ’Notting Hill’ i 1999. Her fangede pressefotograferne adskillige billeder, hvor man tydeligt kunne se hendes hår under armene, når hun vinkede til sine fans.

Billederne sendte ifølge modemagasinet Vogue chokbølger gennem branchen, og mange mener stadig den dag i dag, at det øjeblik har været banebrydende for kendte kvinder.

Afstemning

Mere hår

Op gennem 00’erne forsatte den hårløse trend hos kvinderne, dog med enkelte afstikkere af eksempelvis fotomodeller, der viser hår på benene.

Men Mette Byriel Thygesen fortæller, at sideløbende med hele #metoo-bevægelsen sker der også noget med kønsbehåringen i dette årti.

Flere og flere lader håret gro og er ikke bange for at vise det frem som et statement.

- Og sådan er det med tendenser og mode. Det vil hele tiden ændre sig – ofte som en reaktion på den tendens og mode, der lige har været, lyder det fra Mette Byriel Thygesen.

Her ses Miley Cyrus i 2015 vise hår under armene.
Her ses Miley Cyrus i 2015 vise hår under armene. Foto: Aaron Josefczyk / Scanpix Denmark

Der er dog stadig et overtal af veltrimmede frisurer hos det kvindelige køn i dag. Det kan blandt andet ses i TV 2 ZULU-programmet 'Date mig nøgen', hvor en række mænd og kvinder smider tøjet i håbet om at finde kærligheden.

Du kan se 'Date mig nøgen' mandag klokken 20.45 eller på TV 2 PLAY.