Er 'Minkavlerne' for meget? Se hvad virkelighedens nordjyske minkavlere svarer
TV 2 ZULU-serien 'Minkavlerne' gør grin med nordjyske minkavlere. TV 2 fik rigtige nordjyske minkavlere til at anmelde serien.
Mandag sender TV 2 ZULU sidste afsnit af tv-serien 'Minkavlerne'. Den handler om en nordjysk minkavlerfamilie, hvor to af sønnerne ikke ligefrem har opfundet det varme vand. Det hele vælter for familien, da de kidnapper en københavner, som tilmed opdager de 800 kg ulovligt fyrværkeri, familien har gemt på deres minkfarm.
Kort sagt bliver der gjort tykt grin med minkavlere, nordjyder og københavnere.
Men hvor tæt er 'Minkavlerne' egentlig på virkeligheden? Og bliver der gjort for meget grin med nordjyske minkavlere?
Det afgør de tre nordjyske minkavlere 29-årige Mads Trier, hans kæreste Rikke Aaen på 28 år og 26-årige Michael Kristensen, som TV 2 har fået til at se serien.
Er den realistisk?
Michael Kristensen: Jeg synes, den er meget realistisk, når det handler om mink. Det er frustrerende, når de slipper fri, og man skal fange dem igen. Det sker også for Allan i serien. Branchen er også presset økonomisk lige nu, og det viser serien også godt.
Rikke Aaen: I serien er der en ældre slidt minkavlerfar, hvor børnene skal tage over, mens de higer efter farens accept. Imens laver moren mad og varter dem op. Det mønster ser jeg mange steder her i Nordjylland. Og så kan jeg godt genkende mig selv rende rundt med et net og prøve at fange et mink, der er sluppet fri. Men jeg ville ikke aflive en mink, fordi den var træls - det gjorde de i serien.
Mads Trier: Den viser jo de store forskelle, der er på nordjyder og københavnere, da hende københavner-kæresten kommer på besøg. Os nordjyder har slet ikke så store armbevægelser. Den forskel er godt ramt.
Gør serien for meget grin med nordjyder?
Rikke Aaen: Det er et sjovt twist på vores dagligdag. Det gør ikke noget, at den gør grin med os nordjyder. Vi er nogle jordnære bonderøve, og sådan viser serien os.
Mads Trier: Jeg synes, det er et cadeau til ens erhverv, at nogen vil lave en serie om det. Så værre er det heller ikke. Jeg frygtede, at serien ville gøre os helt til grin og udstille os. Men jeg synes slet ikke, at serien er efter minkavlere. Det kunne lige så godt være svineavlere.
Gør serien for meget grin med minkavlere?
Rikke Aaen: Jeg bliver slet ikke krænket over serien. Mange ser nok os minkavlere som uintelligente mennesker, så i serien er det kun med til at gøre det sjovt.
Michael Kristensen: Mange danskere ser måske os minkavlere, som det vises i serien. Men når man kommer fra erhvervet, så trækker man på skuldrene og griner af det.
Skyder serien ved siden af?
Mads Trier: Minkavleren i dag er ikke sådan en, der går rundt i sine beskidte gummistøvler altid. Det er forretning, der skal passes, og nogle steder er det en stor forretning. Hvis man er lidt dum som i serien, ville man ikke komme ret langt i den her branche.
Michael Kristensen: Der er ingen steder, hvor jeg synes, 'Minkavlerne' skyder ved siden af. Jeg kan rigtig godt lide serien. Hvis der kom en sæson mere, ville jeg se den.
Rikke Aaen: Altså, der er jo ikke nogen minkavlere, som ville skyde aktivister. Men serien overdriver jo for at fortælle en historie. Jeg ville også blive krænket, hvis nogen hoppede ind på min farm. Men jeg ville ikke skyde dem.
Sidste afsnit af 'Minkavlerne' sendes mandag klokken 20.40 på TV 2 ZULU. På TV 2 PLAY kan du allerede nu se alle afsnit.