Drama i 'diamantfamilie' efter kritik af kæreste

Udvis bekymring og ikke kritik i diskussioner om kærester, lyder et af tre råd fra psykolog.

Hjemme hos familien Pitzner var der i flere uger store problemer.

Familiens medlemmer taler normalt med hinanden flere gange dagligt. Men efter diamantdronning og mor til fire Katerina Pitzner kritiserede datteren Elviras kæreste, hørte de ikke fra Elvira Pitzner i over to uger.

Familien er lige nu aktuelle med sæsonpremieren på 'Diamantfamilien', der bliver sendt på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY. Og problemet med Elvira Pitzners kæreste, Marc Skovsbøg, er det, der præger det første afsnit af sæsonen.

Se 'Diamantfamilien' her på TV 2 PLAY.

Præcis hvilke ting Marc Skovsbøg har gjort, ønsker familien ikke at komme ind på af hensyn til ham og Elvira Pitzner. Men Katerina Pitzner fortæller, at det var en svær periode for alle familiemedlemmerne.

Man skal adressere elefanten

Hos familien Pitzner blev uoverensstemmelsen ikke løst af den snak, som Elvira og hendes mor havde. Faktisk resulterede den i en stor diskussion, men Katerina Pitzner fortryder ikke, at hun tog snakken med sin datter.

For Katerina Pitzner var det en afvejning af, om hun ikke bare ville lade forholdets problemer gå i glemmebogen, og at hun samtidig gerne vil være en støttende mor.

- Man skal adressere elefanten i rummet, ellers vokser den sig større og større, men samtidig skal man også være klar til at give slip og komme videre, siger Katerina Pitzner.

I dag snakker Elvira og Katerina Pitzner sammen igen.

Tænk dig grundigt om

Problematikken i familien Pitzner er langt fra ualmindelig. Mange oplever at have det svært med en nærtstående persons bedre halvdel. Det fortæller Anna Bjerre, der er psykolog og direktør for organisationen GirlTalk, hvor unge kvinder kan henvende sig for at tale om deres problemer.

Afstemning

Hun siger dog, at man som det allerførste skal tænke sig grundigt om.

Kan man ikke lide kæresten, fordi man ikke mener, at han eller hun lever op til ens egne standarder, eller er man reelt bekymret for ens ven eller barn?

- Hvis det handler om, at man ikke finder vedkommende rig nok eller pæn nok til ens datter eller ven, så kan det være, at man skal lade være med at sige noget, siger Anna Bjerre.

- Handler det derimod om, at man er bekymret for sit barns eller vens ve og vel i forholdet, så kan det være godt at tale om.

Men at kommentere en persons kæreste skal gøres forsigtigt. For den indbyrdes tillid kan nemt blive ødelagt, hvis man serverer sine bekymringer forkert.

Anna Bjerre kommer med tre gode råd, når man skal tale med en person om hendes eller hans forhold:

  1. Udvis bekymring, ikke kritik: Det kan være en god idé at præsentere sine bekymringer som bekymringer og ikke kritik. Sig gerne: "Jeg er bekymret for, om han behandler dig ordentligt" i stedet for: "Jeg synes ikke, at han behandler dig ordentligt".
  2. Adressér egen frygt: Det kan være hensigtsmæssigt at sige, at man er bekymret for samtalen. Man kan sige: "Jeg er nervøs for, hvordan du vil tage imod det, jeg vil sige. Men jeg holder af dig, og derfor vil jeg gerne fortælle, at jeg er bekymret for, om din kæreste behandler dig ordentligt".
  3. Personificer samtalen: Der er ikke én god måde at tale om en persons forhold på. Hvis jeres relation er meget svesken-på-disken-agtig, så kan man måske tale mere åbent om sine bekymringer. Derfor skal du tilrettelægge samtalen ud fra, hvordan du tror, at personen vil tage bedst imod den.

Forældre og børns fokus er forskelligt

Forskning tyder på, at problematikken også er genetisk funderet.

For børn og deres forældre lægger faktisk helt naturligt vægt på forskellige kvaliteter hos børnenes partner. Det viste en undersøgelse udgivet i 2013 i det videnskabelige tidsskrift Evolution and Human Behavior.

Forældrenes primære interesse er, at deres børn finder en partner med en god og stabil økonomi, der kan sikre familiens fremtid og vækst.

Børnene er mere interesserede i partnerens gener, der kommer til udtryk gennem udseende, humor og kreativitet.

'Diamantfamilien' bliver sendt torsdag klokken 21.00 på TV 2 ZULU og allerede nu på TV 2 PLAY.