Han bliver kaldt Danmarks klogeste komiker - men han har hele tiden været bange for at blive gennemskuet
Et ord går igen og igen, når man snakker med Lasse Rimmer: 'distanceblænder'.
Øjnene kørte fra side til side, mens han brugte tid på at hæve mikrofonholderen, så den var høj nok. Så tog han mikrofonen i hånden og satte holderen bagved sig. Publikum blev ved og ved med at klappe. De kendte godt Lasse. Der var forventninger. Store forventninger.
I 2010 var Lasse Rimmer netop trådt ud på scenen i København. Det var hans første onemanshow, selvom han havde en karriere på 17 år bag sig. Tidligere havde han arbejdet sammen med folk, været en smule skjult af andre, for så behøvede han ikke for alvor at afprøve, om han kunne stå på egne ben.
Han var bange for at blive gennemskuet. Med egne ord at være en distanceblænder: En person, som umiddelbart virker klog og sjov, men viser sig ikke at være det ved nærmere bekendtskab.
Så den aften i 2010 skulle prøven stå - ville det vise sig, at Lasse Rimmer kunne stå for sig selv og være sjov, eller om han bare var en distanceblænder?
Et geni
Lasse Rimmer er i dag 47 år og har en karriere som komiker, tv-vært og radiovært bag sig. Han er lige nu aktuel med sit standup show 'Færre end tre', for hvilket han er nomineret ved dette års ZULU Comedy Galla til 'Årets komiker'.
Lasse Rimmer var et interesseret barn. Interesseret i det meste omkring sig. Som en fritidshobby programmerede han koder til sin Commodore 64 som 13-årig, og i perioder læste han alt om numerologi og lignende emner, som han kunne komme i nærheden af.
Han var videbegærlig fra barnsben med en IQ en del over gennemsnittet. Skolen kedede ham. Han var vant til, at han kunne få gode karakterer med minimal indsats. Han behøvede ikke at læse op på ting for at klare sig godt.
Den dag i dag ligger hans IQ på 160, fortæller han. En gennemsnitlig IQ ligger mellem 90 og 110. Kun omkring 0,25 procent af befolkningen har en IQ over 140, og ligger man mellem 145 og 165, vil man blive karakteriseret som et geni. I denne kategori ligger også Albert Einstein og Bill Gates.
Mindreværd og tvivl
Efter at have afprøvet forskellige uddannelser havde Lasse Rimmer sin debut i 1993. Det var på standupscenen på den dengang smarte yuppiebar DIN's i indre København. Årene efter gik med at skrive tekster til en række tv-programmer for komikerkollegaer og derefter at producere 'Casper og Mandrilaftalen' sammen med Casper Christensen, Lars Hjortshøj og Frank Hvam.
Efter et par år med komikerkollegaerne fik Lasse Rimmer dog en grim følelse. Han følte ikke, at han var ligeså god som de andre, når det gjaldt om at spille skuespil. Mon de andre også kunne se, at han ikke var ligeså talentfuld som dem? Igen var han bange for bare at være en distanceblænder.
Kultprogrammet sluttede, og kort tid efter fik Lasse Rimmer tilbudt et job som vært på 'Jeopardy'.
Han øvede sig i at stille sig op foran et kamera og ikke have følelsen af, at der lige om lidt ville komme nogen og sige, at det bare var en joke. At han ikke hørte til i et smart studie. Det var endnu en gang kampen mod at være bange for at blive gennemskuet.
En følelse, som han måtte gøre op med før eller siden. Det blev den dag i 2010 på scenen i København.
Øjeblikket på scenen
Det var med meget på spil, at han trådte ud på scenen.
Lasse Rimmer lagde ud med, hvad han gør bedst. Improsnak med publikum. Han slog hårdt ned på de mennesker, der ved, hvilket ugenummer man er i. Han pegede på publikum og slog ned på deres svar. Halvdelen af salen grinede.
Han lagde de tungere skyts an og brugte et eksempel fra publikums hverdag. Noget som alle kunne genkende. Og bedst som folk troede, at de vidste, hvor joken ville ende, så vendte han den på hovedet.
Publikum var solgt. Hele salen bragede af latter. Nu havde Lasse Rimmer dem.
- Jeg havde aldrig lavet så godt et show før. Det hele spillede den aften, siger han.
Endnu et show
Det var en lettelse og en befrielse fra frygten for at være en distanceblænder. Publikum havde mødt ham helt tæt på, og de havde været tilfredse. Han havde overlevet.
Følelsen af at stå på scenen og være god nok rykkede noget inde i Lasse Rimmer. Han havde aldrig rigtig været i tvivl om, at han kunne finde ud af at lave standup. Men han havde været bange for - igennem et onemanshow - at få publikum så tæt på, at de ville kunne gennemskue, at han ikke var så dygtig, som han gerne ville være.
Men den dag på standupscenen havde han gjort op med sin frygt.
Han havde rent faktisk blændet publikum på en ret kort distance.
Nu skal han se, om han kan hive titlen som 'Årets komiker 2019' hjem ved ZULU Comedy Galla 29. august. Her er han oppe imod Mick Øgendahl, Frank Hvam, Simon Talbot. Mark Le Fevre og Anders Matthesen.