Da Talbot tabte brandbilen, fik han broren til at grine - der vidste han, at han ville være komiker
Selvom Simon Talbot har stor succes som komiker, spørger han stadig sig selv, om han er god nok.
Syvårige Simon Talbot legede med sin storebror på sit værelse. I hånden havde han en legetøjsbrandbil.
Midt i en god leg kom han til at fumle med brandbilen og tabe den. Det må have set sjovt ud, for Talbots storebror brød ud i latter. Og det gjorde stort indtryk.
Simon Talbot tabte brandbilen igen og igen for at få storebroderen til at grine. Det gav en fed følelse i kroppen. Han var nu hooked.
I årene efter blev den unge skanderborggenser - med egne ord - besat af humor, comedy og stand-up. Men han forestillede sig ikke, at det var noget, han en dag selv kunne arbejde med.
Men det kunne han: I dag er han nemlig nomineret til prisen som 'Årets komiker' ved dette års 'ZULU Comedy Galla'.
Blæst bagover af gummiansigt
Vi er tilbage i midten af 90’erne, hvor den canadiske komiker Jim Carrey slog igennem med 'Ace Ventura: The Pet Detective', 'Dumb & Dumber' og ’The Mask’.
Jim Carreys gummiansigt og gakkede måde at være på blæste otteårige Simon Talbot bagover.
Han så filmene om og om igen og øvede sig i at efterligne ham. Han gik endda i skole klædt ud som Ace Ventura.
Simon Talbot var ikke kun fan af Jim Carrey og andre nordamerikanske komikere. Det var også i denne periode, at nogle af Danmarks mest kendte komikere blev udklækket. Og dem rettede den unge dansker blikket imod. Det var komikere som Rune Klan, Mick Øgendahl, Anders Matthesen og Jacob Tingleff.
Talbot mindes tydeligt, dengang han pjækkede fra skole og tog bussen til Aarhus for at snige sig ind til et show med Jacob Tingleff. Det var til en fredagsbar på en vens gymnasium, og Simon Talbot var fuldstændig oppe at køre over, hvor sindssygt det var at se ham optræde.
- Han lever drømmen. Han lever af at få folk til at grine, tænkte Talbot under showet.
Når han i dag tænker tilbage på den eftermiddag, var det nok en federe oplevelse for Simon Talbot, end det var for Jacob Tingleff. Faktisk er han overbevist om, at det måtte have været et forfærdeligt job for Tingleff. Folk var spritstive, nogle kom op at slås, og han stod midt i en kantine i dagslys en fredag eftermiddag.
Men lige præcis dét husker Talbot på, hver gang han selv skal ud at lave et job og har en dårlig dag. Så tænker han, at der kan sidde en 16-årig blandt publikum, for hvem det show er det vildeste i verden.
Starstruck omgivet af idoler
I midten af 00’erne blomstrede den danske stand-up-scene for alvor, og den nu 19-årige Simon Talbot var fast besluttet på at blive en del af den.
Ikke på fuldtid. Bare på hobbyplan ved siden af pædagogstudiet. Derfor tog han ofte toget til Aarhus eller København for at lave fem-syv minutters stand-up. Men det greb om sig. For Simon elskede at få folk til at grine. Ligesom dengang med brandbilen.
Og det skulle vise sig, at han var rigtig god til det. I 2006 stillede han op til 'DM i Stand-up'.
Det var uden de store forventninger, for på det tidspunkt havde Simon Talbot kun prøvet at optræde seks gange. Men han kom i finalen og sluttede på en fjerdeplads, og det gav ham blod på tanden.
- Jeg var jo oppe imod folk, jeg vidste, hvem var. Og jeg var meget starstruck.
Så starstruck, at han til efterfesten slet ikke turde tale med nogen af de omvandrende idoler.
Men så kom Christian Fuhlendorff hen til ham.
- Du er sjov, og du har noget talent. Hvis du vil gøre noget ved det, er du nødt til at tage til København. Og så skal du i øvrigt stoppe med at synge i dine jokes, husker Simon Talbot tydeligt, at Fuhlendorff sagde til ham.
Tre måneder efter stod Talbot i København. 19 år. Uden at kende nogen.
Han lavede nogle strikse regler for sig selv, hvor han blandt andet skulle se minimum tre stand-up-shows om ugen. Derudover tog han til alle open mics, som er arrangementer, hvor amatører kan prøve kræfter med stand-up, og etablerede kan afprøve nyt materiale.
En panisk periode
Der gik kun et par måneder, så medvirkede han i 'Comedy Fight Club' på TV 2 ZULU, hvor han blev nummer to. Året efter vandt han.
Og så fik omverdenen for alvor øjnene op for ham, og der begyndte at tikke jobtilbud ind. Men Simon Talbot havde ikke noget materiale at optræde med, som ikke allerede var blevet vist i fjernsynet.
- Det var en rimelig panisk periode for mig, hvor jeg følte mig meget mere hypet, end jeg havde talent til, mindes han.
Men så tog karrieren fart. Han blev vært på TV 2-programmet ’Bingo Bango’ sammen med kollegaen Jacob Wilson, og så lavede han en række onemanshows: ’DAMP’, ’Talle alene i verden’, ’Mr. Copenhagen’ og senest ’Make Denmark Great Again’.
Det er netop sidstnævnte show, han kan vinde prisen som ’Årets komiker’ for. Og du kan stemme nederst i artiklen.
Skal bevise sit værd gang på gang
Selvom Talbot har modtaget en fornem nominering og er oppe imod nogle af sine helt store idoler, så er hans selvtillid stadig ikke skudsikker.
- Jeg vågner ikke hver morgen, ser mig selv i spejlet og tænker, ”du er awesome”, og så går ud i livet. Jeg er fyldt med: ”Åh, bliver det ved, kan det holde, er jeg god nok, og er den her joke sjov nok?”, fortæller den i dag 33-årige Simon Talbot.
Og sådan vil han nok altid have det. For lige præcis med stand-up er man nødt til at prøve ting af for at finde ud af, om andre end en selv synes, det er sjovt.
Så selvom man lige har leveret et godt show for en fyldt opera, så går turen direkte ned til en open mic kort tid efter, hvor man starter forfra med at prøve nyt materiale af.
Og den afveksling elsker Simon Talbot. På den måde bliver han med jævne mellemrum mindet om, at der også findes folk, der ikke synes, han er sjov.
- Man skal bevise sit værd gang på gang, siger komikeren.
26. august til 8. september er der 'ZULU Comedy Festival', hvor du både kan opleve live-stand-up, overraskelser og comedy på TV 2 ZULU samt ikke mindst det helt store galla-show 29. august, hvor Søren Rasted inviterer inden for i Operaen i København.
Følg programmet lige HER.
Til showet bliver 'Årets komiker' kåret, og desuden vil 'Talentprisen 2019' blive uddelt sammen med 100.000 kroner. Her er følgende nomineret: Mahamad Habane, Lars Dons, Per Sodemann og Mads Holm