Her er de nominerede til 'Årets komiker' - stem her

Fire solister og et enkelt komikerpar er blandt de nominerede til at få prisen for at være årets sjoveste komiker.

Dette års felt rummer flere deciderede komikerveteraner.

Anders Matthesen, Lasse Rimmer, Mick Øgendahl og Frank Hvam er alle blandt de nominerede til 'Årets komiker'.

Øgendahl og Hvam er nomineret sammen for 'Det Gode Selskab', som er et stand-up-show, de lavede sammen i første halvdel af 2019.

Disse fire herrer begyndte allerede at lave stand-up i 1990'erne og har et utal af shows bag sig.

I den yngre afdeling af de nominerede er Simon Talbot og Mark Le Fevre, der begge begyndte at optræde i 00'erne.

De har vundet prisen som 'årets komiker'

2018: Jonatan Spang, for ’Tæt på sandheden’

2017: Frederik Cilius og Rasmus Bruun, ’Den Korte Radioavis’

2016: Jonatan Spang, for onemanshowet ’Danmark’ og tv-serien ’Lillemand’

2015: Christian Fuhlendorff for ’Gandhi’ og ’For at gøre en kort historie lang’

2014: Martin Høgsted og Magnus Milang for ’Danish Dynamite’

2013: Anders Matthesen for ’Anders’

2012: Mick Øgendahl for ’Spas’

2011: Andreas Bo Pedersen

2010: Linda P

2009: Anders Matthesen

Kilde: TV 2

Vinderen bliver afsløret til dette års 'ZULU Comedy Galla', som Søren Rasted er vært for.

Og du kan være med til at bestemme, hvem der skal have den ærefulde titel i år.

Herunder kan du se, hvem der er nomineret, og ikke mindst hvorfor TV 2 ZULU mener, at netop disse komikere er værdige som 'Årets komiker'.

Anders Matthesen, 44 år

Anders Matthesen havde et skyhøjt ambitionsniveau, da han i 2018 lavede showet ’Anden 25’. Her vendte vor tids mest succesfulde stand-up-komiker tilbage med flere højdepunkter fra karrieren, men formåede at få det til at virke friskt. Showet blev større end stort, og endnu en gang var Matthesen med til at hæve standarden for, hvad et comedy-show kan indeholde.

Anders Matthesen spidder alle uden at sætte nogen af. Han mestrer den skarpe tone, hvilket man også fik for øje, da 'Ternet Ninja' i vinter slog den ene biografrekord efter den anden.

Anders Matthesen er noget så sjældent som en folkelig provocateur, og det er blandt andet derfor, at han er nomineret til ’Årets komiker’.

Vinder Anders Matthesen prisen, vil det være tredje gang, han bliver kåret som 'Årets komiker'.

Simon Talbot, 33 år

Med sit fjerde onemanshow, ’Make Denmark Great Again’, cementerede Simon Talbot sin plads som en af landets allerstørste og bedste komikere.

I showet fortæller Simon ærligt og hamrende morsomt om sin USA-drøm. Talbot tager publikum med på en rejse, hvor han med hjælp fra dokumentariske klip skildrer jagten efter gennembruddet.

Samtidig formår han gennem hamrende skarp stand-up at videreformidle de oplevelser, som formede ham i løbet af hans opvækst på en måde, så publikum forstår, hvorfor den amerikanske drøm er kommet til at fylde så meget.

Simons talent har helt sikkert en plads ud over de danske grænser, så vi skal nyde ham, mens vi har ham.

Mick Øgendahl, 46 år & Frank Hvam, 48 år

Frank og Mick − to typer af komikere, som de fleste aldrig har forbundet med hinanden. Klovnen fra Viborg og den væksthæmmede fra Falster.

Men sikke en kombination. Sammen har de demonstreret deres talent, da de indgik i et sublimt samspil, omfavnede hinandens forskelligheder, ubesværet trådte ind på hinandens boldbaner og skabte et fantastisk, nyskabende show.

’Det Gode Selskab’ viste sig også at være et af årets sjoveste, og selvfølgelig er de nomineret til ’Årets komiker’.

Mick Øgendahl vandt titlen som 'Årets komiker' i 2012 for sit show 'Spas'.

Mark Le Fevre, 30 år

Mark er hypokonder. Trist for ham − skønt for os andre. I sit første onemanshow ’BØVL’ trådte Mark Le Fevre ud af sin gigantiske Facebook-succes til stående applaus på nogle af Danmarks største scener.

Mark vendte sit utal af bekymringer i et sindssygt gennemarbejdet show, hvor han demonstrerede en sådan sikkerhed i både levering og sin snak med publikum, at man automatisk tillagde ham ti års ekstra anciennitet.

Med sådan et debutshow skal man naturligvis honoreres med en nominering til ’Årets komiker’.

Lasse Rimmer, 47 år

Lasse Rimmer har været en fast bestanddel af den danske comedy-scene i mere end to årtier.

I sit nye oneman-show 'Færre end tre' beviste han på smukkeste vis, at han på ingen måde var gået hen og blevet magelig. Han nyfortolkede derimod sig selv og stand-up-genren.

Med sublimt håndværk balancerede han på en knivsæg mellem humor og alvor og formåde at være selvudleverende, uden at det blev sentimentalt.

Lasse Rimmer leverede et show, som sad i kroppen i flere måneder efter. Derfor er han naturligvis nomineret til prisen som ’Årets komiker’.

-

AFSTEMNINGEN ER AFSLUTTET.

-

26. august til 8. september er der 'ZULU Comedy Festival', hvor du både kan opleve live stand-up, overraskelser og comedy på TV 2 ZULU og det helt store gallashow 29. august, hvor Søren Rasted inviterer indenfor i Operaen i København.

Du kan stadig nå at købe din billet ved at klikke lige HER.

Følg programmet lige HER.

Til showet bliver 'Årets komiker' kåret, og desuden vil 'Talentprisen 2019' også blive uddelt sammen med 100.000 kroner. Her er følgende nomineret: Mahamad Habane, Lars Dons, Per Sodemann og Mads Holm