Ibi Makienok går bevidst nøgen rundt derhjemme

Den 44-årige vært vil gøre op med danskernes kropsfiksering og bornerthed gennem nøgendating i bedste sendetid.

- Kønsbehåring er der ikke noget af. Hvordan har du det med det?

Sådan spørger Ibi Makienok programmets første hovedperson, 24-årige Nikolaj, der skal vælge mellem fem nøgne kvinder i ’Date mig nøgen’.

De står helt tæt på en kvindes underliv og betragter hende, inden de går videre til den næste kvinde, hvor Ibi Makienok konstaterer:

- Her er der jo en lidt anden form på vagina. Fissen. Hvad vi nu skal kalde den. Karamellen, fortsætter hun.

I programmet bliver der ikke lagt fingre imellem, når en række nøgne kvinder eller mænd stiller sig op for at blive bedømt og udvalgt til en date.

Porno

Selve dating-delen er ren underholdning, men nøgenheden har et dybere formål for Ibi Makienok end blot at trække nysgerrige blikke til.

- Jeg håber, der sidder nogle unge mennesker og ser med derude og i stedet for at spejle sig i kroppene i pornofilm, kan de gøre det i de helt almindelige kroppe, vi ser i ’Date mig nøgen’.

Og så håber hun også, at eksempelvis unge piger kan tænke: "Okay, hun har også et skævt bryst, så måske er det ikke så unormalt".

Det er måske især kvinder, der kan have gavn af at kigge lidt mere på den almindelige krop. For en undersøgelse, som Megafon har lavet for TV 2, viser nemlig, at 24 procent af de adspurgte kvinder er utilfredse med deres krop.

Hos mændene er der lidt større kropstilfredshed. Her er det blot 17 procent, der er utilfredse med deres krop.

Har set masser af nøgenhed

Ibi Makienok oplever, at i takt med vi har fået mulighed for at fikse en masse ting ved vores udseende, er vi blevet enormt kropsforskrækkede og bornerte.

Selv er Ibi Makienok vokset op i de frigjorte 70’ere med familie, der boede i kollektiv.

- Jeg har set masser af nøgenhed i min barndom. Når vi var på stranden, var både min mor og mormor nøgne. Det gjorde man dengang.

- Pink, blond hår og store bryster er åbenbart en dårlig kombination, for så ligner man en bimbo, mente han. Det var vildt diskriminerende

Ibi Makienok

Går bevidst nøgen rundt

Hun prøver også at give det afslappede forhold til nøgenhed videre til sin 10-årige søn, Anakin. Derfor går hun også helt bevidst gennem lejligheden uden tøj på i ny og næ.

- Ikke sådan ”se mig, jeg er nøgen”, men mere for at han kan se, at ikke alle mennesker er helt fit. Så han kan se, at sådan her ser en kvindekrop også ud, siger Ibi Makienok og fortsætter:

- Han er godt nok kun 10 år gammel, men hvis han nu en dag skulle finde på at se en pornofilm med en ven, så skal han ikke tro, at det er sådan, alle kvinder ser ud.

I det hele taget mener hun, at det er et problem, at især unge mennesker i dag eksponeres for mange nøgne kroppe, der ser ud på en måde, som de færreste helt almindelige mennesker gør.

Og det er netop dét, programmet ifølge Ibi Makienok kan. Nemlig vise, hvordan helt almindelige mennesker ser ud. Uden filter.

Der sidder nogle chefer derude, der har set for meget porno

Ibi Makienok

Komplimenterne betyder noget

I første program bliver den 24-årige social- og sundhedshjælper, Bettina, valgt fra. Og selvom det udelukkende var på grund af udseendet, så gik hun derfra med nyfunden selvtillid:

- Det var da lidt ærgerligt ikke at komme på date, men komplimentet for min fine popo kom meget bag på mig, siger hun i programmet og fortsætter:

- De punkter, man selv ikke kan lide, er der andre, der godt kan lide. Man er lige ti centimeter højere. Det kan godt være, at der bliver smidt nogle andre billeder på dating-profilerne, når jeg kommer hjem.

Og det er lige netop den følelse, Ibi Makienok håber, at de medvirkende går derfra med. For hende er det vigtigt, at de modige mennesker får en god oplevelse.

Blond hår og store bryster

Ibi Makienok har danset ballet, fra hun var fem år, og frem til hun blev 17. Med balletten blev æstetik, skønhed, ynde og krop indoktrineret.

Kropsbevidstheden har fulgt hende lige siden. For da hun for 15 år siden sparkede en karriere som tv-vært i gang, blev der også skævet til hendes krop og udseende.

Og det er ikke så lidt, hun har måttet lægge øre til. Ofte har Ibi Makienok følt, at hun skulle bevise sit værd på grund af sit blonde hår og store barm.

- Det er virkelig irriterende at skulle gå rundt at vise, at man altså også har en hjerne, siger Ibi Makienok og husker tilbage til nogle af de situationer, hvor udseendet har betydet alt for meget.

En gang fik hun eksempelvis en e-mail, hvor en chef bad hende lade være med at tage en pink skjorte på.

- Pink, blond hår og store bryster er åbenbart en dårlig kombination, for så ligner man en bimbo, mente han. Det var vildt diskriminerende.

Den frække bibliotekar

Hun har også været ude for at blive bedt om ikke at møde op med briller, fordi hun så ville ligne ”den frække bibliotekar”. Det betød, at Ibi Makinok måtte ud og købe kontaktlinser i stedet.

- Der sidder nogle chefer derude, der har set for meget porno, siger hun og begynder at grine.

Men faktisk er fokusset på især kvindekroppen en alvorlig sag. Også for Ibi Makienok.

Jeg har altid været en pleaser, men nu har jeg bevist, hvad jeg kan. Jeg ville ikke være i det her game på 15. år, hvis jeg ikke kunne finde ud af det

Ibi Makienok

Flere midaldrende kvinder på tv, tak!

Som 44-årig kvindelig vært i Danmark mærker hun nemlig ”the end of the road” snuse hende i nakken. Ibi Makienok oplever, at det er sværere at få en værtstjans, når hun er tæt på de 50.

- Hold kæft, hvor kunne det være fedt, hvis der bare sad en helt gråhåret - nærmest lillahåret – kvinde helt cool og lavede ’Go’ aften Danmark’ eller læste nyheder op. Hvorfor fanden gør der ikke det? funderer Ibi Makienok og fortsætter:

- Der må man være lige omkring 40-45 år, og så er det stille og roligt ud af klappen. Så må du blive coach eller blogger. Men mændene må gerne sidde derinde, ligegyldigt hvordan de ser ud. Det er underligt og megaprovokerende.

Hun er dog sikker på, at vi vil komme til at se flere midaldrende kvinder i værtsroller i fremtiden, men hun er ikke sikker på, at det bliver i hendes tid.

Fløjtende ligeglad

Det tikkende ur har været stressende for Ibi Makienok, men i 2015 blev der sat en stopper for det. Hun blev ramt af dobbeltsiddet nyresvigt og var tæt på at dø.

- Der var ikke noget fedt i det, men en positiv ting, jeg kan trække ud af det forløb, er, at jeg er blevet fløjtende ligeglad med, hvad folk synes, siger Ibi Makienok og fortsætter:

- Jeg har altid været en pleaser, men nu har jeg bevist, hvad jeg kan. Jeg ville ikke være i det her game på 15. år, hvis jeg ikke kunne finde ud af det.

Ibi Makienok er glad for den selvtillid, men ærgerlig over, at hun ikke havde det på den måde, da hun var ung og ”pissebange for at blive fyret”.

Opsvulmet ansigt

Da sygdommen var på sit højeste, var hendes nyrefunktion helt nede på 4 procent – i dag er den på 50 procent. Ibi Makienok var pludselig ikke til at genkende. Hendes ansigt svulmede op, huden var gullig og kroppen svag.

Nærdødsoplevelsen har sat livet i perspektiv i forhold til job og familie, men også udseendet.

- Jeg har været nede og skrabe bunden og været så skidt og set så dårlig ud, så det kan kun gå fremad herfra, siger Ibi Makienok og fortsætter:

- Men jeg ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for.

Det håber hun også, at programmet kan hjælpe andre med.

Se den danske version af 'Date mig nøgen' søndag 22.30 på ZULU eller allerede nu på TV 2 PLAY.