Dansk verdensstjerne vært for ’ZULU Awards’
Pilou Asbæk har taget en pause fra Hollywood-produktionerne og afsløres nu som vært på årets ’ZULU Awards’.
Han har haft rigeligt at se til, siden roller som Euron Greyjoy i ’Game of Thrones’ og Pontius Pilatus i ’Ben-Hur’ skød en international ønskekarriere i gang.
Men nu har han for en kort stund lagt skuespillet på hylden for at indtage en helt anden rolle.
For da TV 2 ZULU spurgte, om Pilou Asbæk ville være vært på det årlige awardshow, var han ikke et sekund i tvivl:
- Nogle gange i livet får man en udfordring, som er svær at sige nej til, siger han.
Det er ikke første gang, at Pilou Asbæk skal prøve kræfter som vært for et stort underholdningsshow. I 2014 var han sammen med Lise Rønne og Nikolaj Koppel vært på Eurovision Song Contest.
Siger aldrig nej til ’episk fest’
Men ’ZULU Awards’ kan ifølge Pilou Asbæk noget helt særligt:
- Der er en helt særlig flabethed end ved andre awardshows, som jeg godt kan lide. Alle regler og formaliteter er smidt ud af vinduet, og det vil jeg leve op til efter bedste evne, siger han og slår fast:
- Derudover siger jeg aldrig nej til en episk fest og fri bar.
Den 36-årige skuespiller vil kaste Hollywood-glamour og storslåethed over awardshowet, som i år skal holdes i KB-Hallen i København. Og som altid er det danskerne, der bestemmer, hvem der skal have en statuette med hjem.
Hos TV 2 ZULU er der skyhøje forventninger til Pilou Asbæk:
- ZULU-seeren skal glæde sig til et fucking elegant show. Jeg glæder mig personligt til at se Pilou fyre den af på scenen, og uden at røbe for meget tror jeg sgu, det bliver et af de bedste shows, jeg har været med til at lave til dato, siger ZULU-redaktør Asger Schønheyder.
De allerstørste stjerner
Pilou Asbæk er overbevist om, at det bliver en ”legendarisk aften”.
- Jeg har lyst til at sige, at vi sætter ild til KB-Hallen, men det vil nok være upassende, siger han og henviser til den tragiske begivenhed i sensommeren 2011, hvor KB-Hallen brændte.
Han vil nødigt afsløre for meget, men han garanterer, at det bliver ”en aften med Danmarks allerstørste stjerner, som kan opleves på en helt ny måde”.
Hvem det er, vil senere blive afsløret på tv2.dk og ’ZULU Awards’s Facebook-side.
De nominerede offentliggøres 24. januar, og herefter kan du stemme på dine favoritter på www.zuluawards.dk.
Showet løber af stablen torsdag 7. februar, og hvis du vil være en af de 200 danskere, der kan opleve Pilou Asbæk styre slagets gang, så køb din billet HER.