Bedsteforældre ved, hvad der i virkeligheden er vigtigt, mener ekspert. Se listen nederst i artiklen.
De fleste bedsteforældre har billeder af deres smilende børnebørn hængende på væggen. Og de fleste børnebørn har glade minder med deres bedsteforældre med sig fra barndommen.
Men bedsteforældre er mere end bare gode minder. De kan lære deres børnebørn en masse om livet, også selvom de små purke for længst er vokset op og kan klare dig selv.
Idéen kom få dage efter, at Isabellas mormor døde. Hun manglede på det tidspunkt selv et midlertidigt sted at bo og besluttede sig for at flytte ind hos Moffe. Siden har hun ikke haft lyst til at flytte ud igen.
I stedet er Moffe blevet 'yes-man' til alle hendes idéer, og sammen går de både i biografen, til festuge og rejser ud i verden. Og det er ikke kun Moffe, der får noget ud af at være sammen med sit barnebarn.
- Han har helt klart lært mig meget om tålmodighed, mindre ræs på sociale medier og smid-væk-kultur. Han gemmer jo alle sine ting, og den der slowcase-tilværelse tror jeg virkelig er sund at lære, siger hun.
- Hvis man fjerner det der filter, der hedder: "Du er gammel, og jeg er ung", så er vi bare super ens som mennesker. Vi har fuldstændig samme humor og klinger bare godt sammen, siger Isabella om sit venskab med sin morfar. Foto: @isabellaalberte
Moffe insisterer for eksempel på, at man skal være to til at lægge sengetøj sammen.
- Det tror jeg altid, han har gjort sammen med min mormor, og det er bare noget, jeg virkelig ikke kan forstå. I 2018 har man jo ikke tid til at være to om at lægge sengetøj sammen, griner hun.
Men den tid tager hun sig, når Moffe spørger om hjælp. Og hun synes, det er rart, at han ikke føler sig alene, selvom hendes mormor ikke er her længere.
- Man får jo den der følelse af, at vi lever livet lige nu. Vi ved ikke selv, hvor lang tid vi har igen. Men vi ved nok bare, at vi skal sætte pris på hvert et øjeblik, siger hun.
Sure pligter kan nydes
Sådan er det også i 'Mathilde-kollektivet' i Nordjylland, hvor 23-årige Sofie Mathilde Bach er flyttet ind hos sin 92-årige mormor, Valborg Mathilde Bach. Det gjorde hun for et år siden, da hendes mormor ellers skulle have været på plejehjem.
Sofie Mathilde og hendes mormor var med til Royal Run i anledningen af Kronprinsens 50-års-fødselsdag. Sofie Mathilde skubbede Valborg Mathilde i kørestolen. - Det var mormors første løb, siger Sofie Mathilde. Foto: @mathildekollektivet
Her mødes de to især omkring madlavningen, og Sofie Mathilde Bach nyder at have sin mormor lige ved siden af, når der skal laves stegeben, grydestegt kylling og tilhørende sovs. Eller 80 frikadeller, som de gjorde for nylig.
- Hun bliver så begejstret for de små ting, som når hun kommer med ned for at handle, eller når vi laver frikadeller sammen. Det er en begejstring, som tager pusten ud af hverdagslivet og som lærer mig at tænke på, hvordan jeg selv kan undgå, at det en sur pligt at stå foran panderne, siger hun.
Se mere om deres venskab i videoen øverst i artiklen.
Perspektiv på livet
Spørger man Elma van Vliet, der er forfatter til bestsellerbøgerne 'Bedstefar, fortæl nu' og 'Bedstemor, fortæl nu', er der i den grad meget, børnebørn kan lære af sine bedsteforældre.
Hun har under researchen til sine bøger besøgt en række plejehjem for at tale med ældre om deres børnebørn. De kan nemlig lære de unge mennesker, hvad der i virkeligheden betyder noget i livet.
31-årige Tiger Sennenwald er i en sen alder blevet bedste venner med sin 84-årige morfar, Aage. Venskabet har givet den unge DJs relationer mere tyngde, mener han. 'Tiger & morfar' kan følges på TV 2 PLAY og hver mandag på TV 2 Zulu. Foto: Pinapple Entertainment / TV 2
- Som ung er man meget fokuseret på at skabe sit liv med en uddannelse og en karriere, og bedsteforældre har allerede levet et liv. De ved, at alting er relativt, og at lykken ikke styres af, hvilken bil man kørte i eller hvilket ur, man gik med, siger hun og tilføjer:
- De kan give deres børnebørn perspektiv på livet og en følelse af at høre til.
Noget, hun mener, der bliver vigtigere, i en verden, som bevæger sig hurtigere og hurtigere forbi.
Nedenfor ser du en liste over ting, børnebørn kan lære af sine bedsteforældre. Den er et sammendrag af interviews med Isabella Alberte Hedeager, Sofie Mathilde Bach og Elma van Vliet.
Det kan du lære af din bedsteforælder
At nyde hvert øjeblik
Når man er tæt på et menneske, der har rundet 80 eller 90 år, ved man ikke, hvor lang tid de bliver ved med at være her. Derfor handler det om at få det bedste ud af livet lige NU. Med andre ord: Et venskab med din bedsteforælder lærer dig derfor at være til stede i nuet – og spise den is i solen, hvis solen skinner, i stedet for at udskyde til i morgen.
At det er givende at være noget for nogen
Din morfar, mormor, farfar eller farmor kan formentlig ikke, hvad de har kunnet. Og måske har de ikke de mennesker omkring sig, som de engang havde. Derfor gør dit selskab og dine initiativer en forskel, og din hjælp er værdsat. Du vil mærke, at livet får mening, fordi du betyder noget for nogen.
At tale med andre
Dine bedsteforældre er ikke vokset op med Google. I stedet har de spurgt andre, hvis det var nødvendigt og gør det måske stadig, hvis de rejser ud i verden.
- Moffe taler bare med mennesker. Og så bliver jeg blandet ind i det, fordi han er døv på det ene øre eller ikke kan forstå, hvad de siger, siger barnebarnet Isabella Alberte Hedeager.
Hvis du ikke allerede ved det, vil du lære, at det er en sjov måde at møde verden på.
At gemme ting af værdi
Din bedsteforælders hus er en tidslomme. Det meste står garanteret, som det altid har gjort, og du vil mærke, at gamle ting har en anden værdi, end noget som er spritnyt. Er du omgivet af ting med en historie, vil du sikkert opleve en lyst til, at dit eget får et strejf af det samme og begynde at gemme lidt mere.
At leve langsomt
De er fra en helt anden tid, hvor man ikke havde så travlt eller blev forstyrret af sociale medier.
Måske var din mormor og morfar altid to om at lægge sengetøjet sammen, og derfor gør han det stadig, selvom hun ikke er her mere. Nu spørger han bare dig i stedet – og du gør det, selvom det tester din tålmodighed. Men du vil lære, at det er sundt at tage sig god tid til det og dem, der betyder noget for dig.
At lave mad lige som dem
Frikadeller, brun sovs, grydestegt kylling. Ingen kan lave mad, som din bedstemor kunne. Men hun kan lære dig de hemmelige tricks.
Og spørger du din bedstefar, ved han garanteret, hvordan din cykel bliver så god som ny, eller hvordan du holder haven flot. Deres generation var handy, og du kan helt sikkert lære både praktiske og kulinariske guldkorn.
At se dem som mere end bare bedstemor eller -far
Du har måske en tendens til at glemme det, men bedsteforældre er en ældre version af dig selv. De har også været nogens bror eller søster. De har også fået børn. De har også været forelskede, oplevet nederlag og rejst sig igen. Så hvis du begynder at spørge, vil du højst sandsynligt lære, at der er en masse at tale med dem om.
At de også har humor
Man må gerne lave sjov med sine bedsteforældre – på en kærlig måde, selvfølgelig. Er du tæt på dem, vil du lære, at deres humor ikke forsvinder, bare fordi de bliver ældre.
Væd bare løs om resultatet på en højspændt fodboldkamp, hvis din morfar ikke kan huske, at I allerede har set den én gang før. Men vær måske også klar til at give flødeboller bagefter, når du fortæller ham, hvorfor du ramte resultatet spot on.
At verden er mere end den tid, du lever i
Kan du forestille dig, hvordan byen, du bor i, så ud i gamle dage? Det kan bedsteforældre, for de har oplevet det. Og måske minder de dig om det, hvis I går en tur.
- Man kan godt være ret selvcentreret i sit eget liv, men det er en god reminder om, at alting er meget større end én selv, lyder det fra Isabella Alberte Hedeager.
En bedsteforælder kan måske også, hvis du er heldig, huske historiske begivenheder og fortælle dig historier fra dengang, som du ikke finder i historiebøgerne.
At vide hvor du kommer fra
Bedsteforældre er nøglen til viden om din families historie, og hvor du kommer fra. Så vil du dykke ned i din baggrund, er det med at spørge løs, før det er for sent. Du kan sikkert lære noget, du ikke vidste i forvejen.
Derudover kan I være sammen om at huske dem, I har mistet. I deler historie og savner sikkert de samme mennesker, hvis der er nogen i familien, der ikke er hos jer længere.
At være ydmyg over nutidens muligheder
Du har verden for dine fødder – og det er en verden til forskel fra dine bedsteforældre. De kunne ikke blive lige, hvad de ønskede sig, og de kunne ikke rejse Jorden rundt på samme måde, som vi kan i dag.
Hvis du tænker over det, lærer du måske at være lidt mere taknemmelig over de muligheder, vi har fået gennem elektronikken, internettet og langt bedre transportmuligheder.
Måske kan du nå at vise din bedsteforældre lidt af den nye verden og finde en ny glæde i den gennem deres begejstring.
At være den bedste udgave af dig selv
- Husk nu, at du ikke skal brænde dit lys i begge ender, min ven.
Bedsteforældre har vise vendinger i lommen, og de er ikke blege for at drysse ud af dem, hvis behovet er der. De har set dig vokse op og vil med små ord og deres livserfaring være et godt kompas at navigere efter.
De vil måske også lære dig at lade være med at tage tingene så tungt. De har levet et helt liv og ved, hvad der er vigtigt og fuldkommen ligegyldigt. Nogle gange skal man bare sige pyt og komme videre.