Sådan ser du bedst ud nøgen - en guide fra ZULU

I et nyt datingprogram skal deltagerne vise sig nøgne for mulige partnere. Her får du en smagsprøve og en række tips til at se bedre ud nøgen.

Opdateret: 31. oktober 2018.

Pressenævnet har kritiseret TV 2 for denne artikel:

Forestil dig, at du går ind i et lokale med ønsket om at finde en kæreste.

I lokalet står et udvalg af fysisk tiltrækkende mulige matches på din egen alder. Og ikke nok med det, så er menneskerne foran dig totalt blottede. Altså splitterravende nøgne. Og du må selv vælge, hvem du vil gå på date med.

Ovenstående scenarie er blevet til virkelighed i programmet 'Date mig nøgen', hvor en række singler - både kvinder og mænd - peger på en mulig kæreste ud fra et udvalg af nøgne mennesker.

Og her taler vi altså helt nøgne mennesker. Intet undertøj eller censur.

Du skal nu sige farvel til én af de mænd, som du finder mindst tiltrækkende

Værtinde i 'Date mig nøgen', ZULU og TV 2 PLAY

Simpel, sexet præmis

Seks store, forskelligfarvede bokse toner frem foran programmets håbefulde hovedperson.

Hver boks indeholder et nøgent menneske eller en potentiel romantisk partner, og det er hovedpersonens opgave at lære de forskellige kroppe at kende og dernæst komme med en dom over, hvad han eller hun ser - inden de to parter overhovedet har sagt hej til hinanden.

Men programmets hovedpersonen må kun bedømme ved at nærstudere detaljerne og kigge på kroppene. Ikke røre vel at mærke.

- Jeg er ikke så meget til penisser, der ikke er omskårede. Jeg synes lidt, at det får dem til at ligne partypølser, griner en hovedperson, mens hun kigger nærmere på de seks mænds penisser i første runde af 'Date mig nøgen'.

De forskellige kropsdele på deltagerne afsløres nemlig gradvist - nedefra og op - så man lægger ud med at se den nedre region, så brystkassen og til sidst ansigtet.

En attraktiv krop

Det er i sandhed en række modige mennesker, der kaster sig ud i at 'date baglæns', som reglerne i 'Date mig nøgen' foreskriver. For at vise hud - især over for fremmede mennesker - virker afskrækkende for mange. Det fortæller personlig træner og fitnessekspert Anne Bech.

- De fleste kommer til mig, fordi de gerne vil have en pænere krop. Ofte har de et bestemt område på deres krop, de gerne vil have ændret, fortæller Anne Bech, der også står bag flere succesfulde bøger om træning.

- Hos kvinder er det tit maven, de gerne vil gøre fladere eller skille sig af med noget fedt. Det kan også være på benene og ballerne.

Mændene vil i højere grad gerne have større brystparti og flotte, veltrænede arme, har Anne Bech erfaret.

Men hvis du skal være nøgen, eksempelvis hvis du succesfuldt har forført en romantisk partner, du gerne vil imponere, hvordan står du så skarpest uden en trevl på kroppen?

Tre nemme, men effektive øvelser

Anne Bech har tre bud på øvelser, du nemt kan lave derhjemme, som er guld værd for den nøgne krop.

- Hvis du ikke vil i træningscenter, men i stedet skal lave øvelserne derhjemme, eller hvor du er, vil jeg anbefale tre øvelser:

1. - Push-ups er den mest effektive og nemme øvelse, som du kan lave overalt. Og den er god for både kvinder og mænd.

2. - For ben og baller er squats absolut også en af de mest effektive. Du kan tage lidt vægt på dine squats ved at finde noget, der vejer og holde det samtidig. Eksempelvis en vandflaske.

3. - Planken er også god og nem. Du lægger dig på albuer og fødder, og så holder du kroppen helt ret - ligesom en planke. Husk at spænde godt op i maven, så du ikke hænger som en hængebro, for så kan man få ondt i lænden.

Herunder kan du også se Anne Bech demonstrere, hvordan du får en flad mave.

Fysisk tiltrækning er altafgørende

- Du skal nu sige farvel til én af de mænd, som du finder mindst tiltrækkende, lyder det fra værtinden i 'Date mig nøgen'-studiet, hvor hovedpersonen Marlie skal tage en stor beslutning udelukkende baseret på fysisk tiltrækning.

Når to mænd er valgt fra, og der er fire mænd tilbage af de oprindelige seks, får hovedpersonen lov til at se ansigterne på de potentielle partnere.

Ansigtet er ellers som regel det første, vi lægger mærke til, når vi møder et andet menneske.

Det har reel betydning for førstehåndsindtrykket og er derfor også utrolig vigtigt for dem, som gør en dyd ud af at se godt ud, når de møder fremmede mennesker.

I 'Date mig nøgen' er det lige omvendt.

Herefter skal endnu en af deltagerne i de farvede bokse vælges fra på kynisk vis. Det vil sige udelukkende baseret på, hvor godt hovedpersonen kan lide ansigterne.

Et bedre førstehåndsindtryk

Men hvordan får man et pænere, mere harmonisk ansigt, så man giver et godt førstehåndsindtryk ude i virkeligheden?

- For det første er det vigtigt, at du plejer din hud ordentligt. Hvis huden strammer, når du kommer ud af badet, er det en god indikation på, at du har tør hud, siger Lisanne Kotkiewicz Henriksen, professionel makeup-artist og indehaver af LKMakeup, der blandt andet tilbyder kurser i makeup.

- Det kan også gå ud over makeuppen, for når du har tør hud og putter makeup på, så sprækker din makeup.

En fugtmaske en gang om ugen i vintertiden vil være godt for rigtig mange

Lisanne Kotkiewicz, professionel makeup-artist

Lisanne fortæller, at danskere generelt har ret tør hud, og at rigtig mange ikke behandler huden med de rigtige produkter. Det kan blandt andet resultere i, at man udvikler bumser.

- En fugtmaske en gang om ugen i vintertiden vil være godt for rigtig mange, lyder opfordringen fra makeup-artisten.

- Du skal også vælge den rigtige foundation, og det er typisk den dyre variant. Billig foundation lukker simpelthen porerne til. Hvis du skal vælge ét produkt, så køb en ordentlig foundation, der passer til dig. Min yndlings er Bobbi Browns Skin Foundation, som koster mellem 300-400 kroner.

- Udover foundation er det godt at fremhæve kindbenene. Hvis du mærker på dit kindben, er det bananformet, og når du lægger rouge, skal den ligge direkte under kindbenet. Rougen skal ligge under kindbenet, for pointen med rougen er at fremhæve kindbenet, lyder det fra den professionelle makeup-artist.

Tilbage i 'Date mig nøgen'-studiet står de tre totalt afklædte, potentielle partnere til hovedpersonen og afventer næste skridt i programmet.

Og det betyder, at de modige deltagere i de farvede bokse nu får muligheden for at forføre hovedpersonen ved hjælp af deres stemmebånd.

Deltagerne må med andre ord tale for første gang i programmet. Og efter de har fortalt et par sætninger om dem selv, skal hovedpersonen igen skille sig af med en deltager.

Seks deltagere bliver til to.

Det skal også være fair

I 'Date mig nøgen' er det ikke kun deltagerne i de forskelligfarvede bokse, som skal tage al tøjet af.

Også hovedpersonen skal til sidst smide klæderne, så intet er overladt til fantasien for de to resterende deltagere.

Men hvem siger, at de overhovedet vil finde ham eller hende tiltrækkende uden noget kluns på?

Hovedpersonen har brugt hele programmet på at bedømme de nøgne kroppe foran sig, og nu skal han eller hun altså selv tage sit tøj af.

- Jeg har aldrig mødt nogen på den her måde før, jeg ved slet ikke, hvor jeg skal kigge hen, griner én af deltagerne flovt, efter hovedpersonen har taget sit tøj af og står splitternøgen foran deltagerne.

Hovedpersonen skal herefter vælge mellem de to resterende deltagere. Hvem vil han eller hun tage med på date?

- Vi er ligesom Adam og Eva, lyder det kækt fra én af de heldige deltagere, som blev udvalgt og dermed skal på date med hovedpersonen.

Spørgsmålet er, om daten ender med, at de to deltagere spiser af den forbudte frugt.

Du kan se 'Date mig nøgen' tirsdag aften på TV 2 ZULU og på TV 2 PLAY.