Klæd mig af

Klædte hinanden af i tv-eksperiment - kunne det gøre dem til kærester?

TV 2 ZULU-programmet ’Klæd mig af’ ville prøve en helt ny dating-metode uden tøj. Nu fortæller tre af parrene om det lykkedes at få tændt gnisten.

Kameraerne ruller. Linsen er zoomet ind på de to personer. To unge mennesker. De sidder i en seng fuldt påklædt med en computer foran dem. På skærmen kommer en besked: "Klæd hinanden af".

Det er første gang, parret møder hinanden. Så situationen er lidt akavet.

Men langsomt ryger bukser, trøjer og t-shirts af. Nu er de kun iført undertøj.

De sætter sig tilbage i sengen. Computeren stiller dem endnu et nærgående spørgsmål: "Hvor mange har du været sammen med?"

Vil du blive i sengen?

Formålet er at skabe en intim atmosfære mellem de to.

Mod datens afslutning skal hver person beslutte, om han eller hun har lyst til at blive liggende i sengen med deres date.

48 deltagere eller 24 par modtog udfordringen i TV 2 ZULU-programmet ’Klæd mig af’.

Otte par valgte at blive i sengen – TV 2 har snakket med tre af dem.

Har set hinanden et par gange

Den muskuløse Per Johanning fra Tønder mødte i program tre den sprælske Isabella Christensen, der bor i den anden ende af landet på Østerbro i København.

Efter at være nået over afklædningsprocessen fandt de sig godt til rette i hinandens selskab. Det gode selskab varede også ved, efter kameraerne blev slukket, hvor Per og Isabella har set hinanden et par gange. 

- Vi har været ude og spise, en tur i biografen, i byen, ude og træne og i kirke, siger Per, der hurtigt bemærker, at turen i kirke ikke var for at blive gift.

Afstanden mellem de tos bopæle har ikke været en hindring, da Per arbejder fem gange om ugen som betonreparatør på Sjælland.

Her har han haft mulighed for at se Isabella et par gange. Hun har besøgt ham på det hotel, han bor på, når han er i Sjælland.

- Jeg har også besøgt hende på Østerbro, fortæller Per, der især godt kunne lide den lyshårede københavners flabede attitude og hendes udseende.

Via eksempler fra ZULUs program, 'Klæd mig af', guider kropssprogsekspert Pernille Slot dig til bedre at forstå andres ubevidste signaler.

For sønderjyden var det ikke akavet at møde Isabella for første gang kun iført undertøj. 

- Jeg vidste, hvad jeg gik ind til, så det kom ikke bag på mig. Jeg synes, det var harmløst i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig, siger han til TV 2.

En enkelt date

En meget nervøs Anne Vindeløv Christensen fra Odense skulle klæde Daniel Mortensen fra Vejle af. Han var både rolig og charmerende, og det fik hurtigt odenseaneren til at slappe af.

De valgte begge at blive i sengen og har efterfølgende været på en enkelt date i Odense.

- Jeg viste ham mit arbejde, hvor jeg går i byen i Odense, og hvor jeg bor. Så fik vi en øl og spiste noget mad sammen. Vi havde en rigtig hyggelig dag, fortæller Anne, som synes, det var dejligt at have Daniel på tomandshold og ikke for rullende kameraer.

Anne tvivler på, at de to kommer til at ses igen, da hverken hun eller Daniel har taget initiativ til det.

- Daniel og jeg rækker til at være venner. Vi klingede godt sammen, men jeg havde ingen kriller i maven. Hvis han kommer til Odense, kan vi få en øl eller to, men mere bliver det ikke til, siger hun til TV 2.

Skal snart ses

I program ni er Marc Hillebert Hansen og Sophie Berg Ewald på date sammen. Efter at være krøbet under dynerne er der særligt en oplevelse, der var speciel for Marc.

- Vi skulle kigge hinanden i øjnene i to minutter uden at grine og snakke. Det er ikke ens natur at sidde og stirre hinanden i øjnene uden at sige noget. Det var rigtig svært og underligt, fortæller Marc til TV 2.

Men det akavede øjeblik skræmte hverken Marc eller Sophie. De var begge enige om at blive liggende i sengen. Efterfølgende har de udvekslet telefonnumre, men har endnu ikke haft mulighed for at ses.

- Vi havde en aftale om at ses i sidste uge, men Sophie blev kaldt på arbejde, fortæller Marc, der glæder sig til at møde Sophie udenfor rampelyset.

Marc var også med i program et, hvor han blev i sengen med Mie. De har dog ikke planer om en date.

- Vi er ikke hinandens typer, siger Marc.

13 ting du skal lægge mærke til på en date

  1. Piller ved håret/pudser fjer

    - Når der bliver pillet ved håret, så er det ofte hunnen, der gør det. Det gør de for at vise deres ”fjerdragt” og vise, at den er velplejet. I dyrenes verden er en velplejet fjerdragt lig med stærke gener. Kvinder vil derfor vise, hvor stærke gener de har, hvilket hannen opfanger.

  2. Elefantens ører

    - Det hedder elefantens ører, fordi elefanten blafrer med ørerne, når den prøver at syne større og vifte rivalerne væk.

    - Der er to former. Enten har man hænderne i siden, eller også har man hænderne bag hovedet. I kropssprog ser man det, når personen har styr på noget. Elefantens ører er et signal på, at hannen synes, han har godt styr på en date.

  3. Hænderne

    - Hænderne er designet til at holde os fra det, der er farligt for os, og tæt på det, der er trygt for os. Ofte bevæger hænderne sig over mod partneren, hvis vi synes, partneren er interessant.

    Så hold øje med hænderne, og om de kommer tæt på, eller om de kommer langt væk.

  4. Fødderne

    - Fødderne fortæller sandheden. De kan fortælle, om der er god kontakt til en partner. Hvis de peger ligeud, er der god kontakt, men hvis den ene fod vender ud af, så er der ikke god kontakt, og man er på vej væk fra daten. Når man sidder til en date, har man fundet ud af, at den kropsdel, der rører partneren først, er fødderne. De kommer ikke indenfor ens visuelle felt og er dermed ikke i ens bevidsthed på samme måde, som ens hænder er.

  5. Øjenkontakt

    - Vi kigger hinanden i øjnene under en date, for at holde øje med om pupillerne udvider sig. Det betyder, at vi kigger på noget, vi godt kan lide. Hvis pupillerne trækker sig sammen, betyder det, at vi kigger på noget, vi ikke kan lide.

    - Normalt holder man en øjenkontakt med en fremmed, man netop har mødt, i et til to sekunder. Når man er på date, kan man komme op på mellem to til fire sekunder. Og efter de fire sekunder begynder man at være intim med sin date, og der er god kontakt og oprigtig interesse.

  6. Næsen

    - Når du sidder i en datingsituation og begynder at røre dig på næsen, er det, fordi der sidder noget erektilt væv i næsen, som vi også har i vores kønsorganer. Det udvider sig, når der er noget interessant på spil. Når du ser, din partner begynder at røre sig på næsen, er der muligvis også kontakt til et andet sted på kroppen.

  7. Læber

    - Hvis hunnen begynder at slikke sig om munden, kan det hænge sammen med, at fugtede læber er lig med fugtede kønslæber. Når hun ser noget, der er lækkert, så aktiveres et begejstringssignal hos hunnen, hvor hun slikker sig om læberne.

  8. Nakken

    - Hvis ens partner rør sig selv i nakken, så kan det være tegn på, at personen beroliger sig selv. Så aer man sit baghoved, sin nakke eller hals, så kan det være for at fortælle sig selv, at det nok skal gå.

    - Det kan være en indikation af, at din date er en smule nervøs.

  9. Trutmund

    - Det er oftest hunnerne, der laver trutmund. Det er et feminint udtryk. Der er en ringmuskel omkring vores læber, vores øjne og andre steder på kroppen.

    - Trutmunden viser, at det her er lækkert, og at et andet sted på kroppen også er spændt. 

  10. Retter på tøj

    - Retter din partner på tøjet, kan det være et skjold - altså noget, man gør for at passe på sig selv i en ny situation. Krydsede ben kan også være en form for skjold.

    - Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, at en person laver et skjold. Det kan også bare være et lidt tilbageholdende udtryk.

    - Det kan også være en måde at fremhæve sine fortrin på eller vise, hvor fin man er.

  11. Hovedet fremad

    - Hvis man læner sit hoved frem mod partneren, er det et signal, der viser, at det foran en vil man gerne tættere på. Hvorimod er der noget, man ikke kan lide, så trækker man hovedet tilbage.

  12. Toneleje

    - Hvis tonelejet går op i de lyse toner, er det et tegn på, at mellemgulvet er spændt, og vi ikke får ilt hele vejen ned i maven. Det er noget, vi gør, når vi er nervøse.

    - Når tonen kommer ned i det dybe leje, så indgyder det til mere tillid.

    - Bliver din dates stemme lidt dybere efter lidt tid, kan det altså betyde, at personen slapper mere af.

  13. Position

    - Hvis din partner begynder at sidde ligesom dig, er det et tegn på, at man har tillid til personen. Kroppens system begynder at acceptere, at vi er i samlet flok med vores partner, fordi vi godt kan lide dem, der ligner os.