Zulu

Top ni: De sjoveste klip fra Comedy Aid nogensinde

Nogle komikere står bare stærkere i hukommelsen end andre.

Det er en tradition, at komikere hvert år ved juletid mødes for at samle penge ind til et godt formål, der oftest involverer børn. Det lyder forkert.

Nå,  men der er altså blot tale om den årlige begivenhed 'Comedy Aid' eller 'Talegaver for børn', som det engang hed. Måske fordi det er ved juletid, måske fordi det er velgørende, eller bare måske fordi det er en gammel tradition, så virker det som om, at de danske komikere gør sig ekstra umage under Comedy Aid.

Der findes i hvert fald en række legendariske stand-up-bidder gemt i de årlige shows.

Vi har gravet lidt i arkivet efter de bedste optrædener fra 'Comedy Aid' - og lidt fra 'Talegaver til børn' - kun til dig. Så her er ni af de shows, vi husker allerbedst.

9 af de bedste Comedy Aid-optrædener

  1. Frank Hvam - 2007

    Frank Hvam har været en tur i Afrika, hvor han både har stiftet bekendtskab med afrikansk forretningskultur og de nye og strammere sikkerhedsreglementer i lufthavnen. Og så får han også spundet en historie på guldhornene, for var de nogensinde blevet til noget, hvis nogen ikke havde stjålet dem?

  2. Carsten Eskelund - 2010

    Der er en vis stand-up-træthed at mærke hos hr. Eskelund i 2010. Det udmønter sig i en sær blanding af tørre far-jokes og en metakritik af slidte stand-up-emner, der kører lidt af sporet i en længere tale om forskellen mellem mænd og ugler.

  3. Brian Mørk - 2016

    Brian Mørk har det lidt svært med sin krop. Og det lægger han ikke skjul på i denne meget ærlige og selvudleverende stand-up-bid. Du kan også lære, hvorfor man ikke får særligt meget ud af at se en James Bond-film, hvis man ligger og har ondt af sig selv derhjemme.

  4. Nikolaj Stockholm - 2015

    Man ville højst sandsynligt være et meget lykkeligt menneske, hvis man bare havde en tiendedel af den entusiasme, som Nikolaj Stockholm lukker ud, når han står på en scene. Han har det simpelthen så sjovt. Og så er han en showmand. Der er ikke mange, der kan slippe af sted med at hundse med publikum. 

  5. Simon Talbot - 2011

    I 2011 var Simon Talbot ikke manden, der var for fin til at sælge ud på scenen for et gratis måltid. Her får komikeren på den "mest naturlige måde overhovedet" lavet en hel del PR for spisestedet Asian Mix på Frederiksberg, hvor du kan få byens bedste forårsruller til kun 10 kroner. 

  6. Ane Høgsberg - 2016

    Det kan være svært at være et godt menneske, når man samtidigt og naturligvis også skal gøre folk opmærksomme på, at man er et godt menneske. Det fik Ane Høgsberg at mærke på egen krop, da der opstår lidt af en ”situation”(udtales gerne på engelsk), efter Ane Høgsberg møder en syrisk flygtning i toget.

  7. Christian Fuhlendorff - 2007

    Når en komiker tager en strygejern med ind på scenen, fortjener det en form for anerkendelse. Den får han så her. Også selvom den var en reference til Jacob Tingleffs 'Pyt-med-skjorten'-joke.

  8. Elias Ehlers - 2014

    Elias har fået en kat. Der var lidt problemer i begyndelsen. Så fik han en hjælpekat. Og nu er han glad. Det er kort sagt det, Elias Ehlers spænder sin historie over.

  9. Anders Matthesen - 2002

    Før han fik børn, var Anders Matthesen ikke specielt glad for børn. For danske børn er nemlig røvforkælede. Derfor er det også passende, at overskuddet fra showet dengang gik til børn i udlandet og ikke i Danmark. Ellers havde det jo været decideret upassende.