Tag stilling til organdonation og få en billet til Zulu Awards

Onsdag den 3. februar er det tid til at tage stilling. Og det er en helt bestemt stilling, vi har i tankerne. Om du er til missionærstilling eller en økologisk skovskider-stilling, vil vi lade være helt op til dig.

Til gengæld kunne vi godt tænke os, du tog stilling til organdonation. Som Zulu-seer er vi naturligvis godt klar over at du har superkræfter, men selv for en Zulu-kriger ender livet på savannen på et tidspunkt. Og selvom det at tage stilling til organdonation er en rimelig seriøs sag, er vi sikker på at du nok skal klare det. Men for at bryde isen, hjælper vi dig gerne lidt på vej. Til dette formål har vi hyret vores helt egen 'Organ-bus'.

Onsdag den 3. februar vil en stor rød bus, alias Organ-bussen, køre fra RUC nær Roskilde over KUA på Amager til Nytorv (se planen nedenfor). Bussen er spækket med gratis suppe fra Soupsoup2go, fest og farver. Vi har nemlig fået DJ Jacob Guldager med på hele turen og på Nytorv vil hans makker MadMax joine festcrewet. På Nytorv vil White Pony også sparke festen op i et vildere gear, og vi serverer Gratis ØL til de fremmødte.

Zulu kvitterer med én billet til Zulu Awards til dig, der ikke allerede har taget stilling, men som møder op i bussen og tager stilling.

Det ikke er fordi Zulu er onde at det kun er dem der ikke har taget stilling endnu der får en billet - Det er fordi vi gerne vil have så mange nye som overhovedet muligt der tager stilling.

NB: du skal være 18 år for at tage stilling - husk dokumentation, ik'!

Det er vigtigt at tage stilling til organdonation fordi:

Hvis dine nærmeste ikke kender din holdning, kan det være svært for dem at tage stilling. Ikke mindst fordi de i for­vejen vil stå i en vanskelig situation umiddelbart efter din død. Derfor er det vigtigt at du selv tager stilling, uanset om det er et ja eller et nej.

Hvis den døde selv har taget stilling til organdonation er det erfaringen, at de pårørende følger afdødes holdning. Hvis den døde ikke selv har taget stilling skal de pårørende tage stilling, og så siger ca. halvdelen nej.

Et nyt organ kan redde eller forlænge livet for et andet menneske.

Du kan altid ændre din beslutning, hvis du senere skifter mening, ligegyldigt hvordan du har valgt at give den til kende.

Når du har taget stilling til, om du vil være organdonor, kan du meddele det på tre måder. Du kan:

Fortælle beslutningen til dine nærmeste

Udfylde et donorkort og bære det på dig

Tilmelde dig Donorregistret

HUSK: Det er ligegyldigt om det er ja eller nej, Det vigtige er at DU har taget stilling