Julia Sofia blev aftenens store vinder, da LGBT-miljøet blev hyldet til awardshow

16x9
Julia Sofia kunne gå hjem fra aftenens show med hele to priser. Foto: Julia Sofia Aastrup

Onsdag aften hyldede det danske LGBT-miljø sig selv til Danish Rainbow Awards. Se alle vinderne nederst i artiklen.

Det var ikke Dannebrog, men regnbueflaget, der vajede i Cirkusbygningen onsdag aften, da deltagerne til Danish Rainbow Awards hyldede dem, der det seneste år har gjort en forskel for LGBT-miljøet i Danmark.

En lang række enkeltpersoner og virksomheder var nomineret til de i alt 14 priser, der blev uddelt i løbet af aftenen, men den helt store vinder var youtuberen Julia Sofia Aastrup, som kunne gå hjem med to af de største priser: prisen for årets LGBT-person og prisen for årets LGBT-youtuber.

20-årige Julia Sofia Aastrup agerer virtuel storesøster for sine flere end 200.000 abonnenter på Youtube, og det er blandt andet dette arbejde, hun nu bliver hyldet for.

Årsagen til, at hun kan kalde sig årets youtuber, er blandt andet, at hun tør at tale om krop og køn på en sober og positiv måde, som det hed sig i hendes indstilling.

At prisen først kommer i år – fem år efter at hun uploadede sin første video – skyldes, at det først var i august 2018, at hun i en video med titlen 'Min seksualitet' for første gang bragte dette emne på banen.

I videoen fortalte hun, at hun indtil da kun havde været forelsket i piger, men at hun ikke er fortaler for, at man nødvendigvis skal have en bestemt label på sin seksualitet.

FAKTA om LGBT

Der findes ingen tal på, hvor mange LGBT+ personer, der findes. Gennem tiden har forskellige personer forsøgt at finde ud af det, men alle er kommet frem til forskellige antal. Det er altså svært at måle, for hvordan måler man det egentlig?

Man går dog ud fra, at cirka 10% af befolkningen er homoseksuelle. Men derudover findes også andre LGBT+ identiteter, bl.a. transkønnede, biseksuelle og aseksuelle, som ikke er talt med.

Kilde: LGBT Danmark

Og lige netop den åbenhed er det, der har gjort, at hun også har gjort sig fortjent til titlen som årets LGBT-person.

Kongeligt besøg

Udover en masse farverige personligheder var der også kongeligt besøg til Danish Rainbow Awards.

Kronprinsesse Mary var for anden gang med til showet, og i år uddelte hun årets ærespris.

Kronprinsesse Mary fortæller, at Danish Rainbow Awards er vigtig for hende, fordi det sætter fokus på de personer, organisationer og virksomheder, der gør en forskel for LGBT-personer.
Kronprinsesse Mary fortæller, at Danish Rainbow Awards er vigtig for hende, fordi det sætter fokus på de personer, organisationer og virksomheder, der gør en forskel for LGBT-personer. Foto: Per Arnesen

Kronprinsessen siger til TV 2, at Danish Rainbow Awards er en vigtig sag for hende.

- Jeg har svært ved at acceptere, at nogle mennesker bliver mødt med intolerance og diskrimination, for alle har ret til at høre til. Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder, uanset seksuel orientering og kønsidentitet, siger hun.

Tv-værten Jes Dorph tog fusen på publikum, da han optrådte som dragqueen ved Danish Rainbow Awards 2019. Video: Jacob Bendixen Andersen

Seer- og jurystemmer

Danish Rainbow Awards bliver vist fredag 5. april på TV 2 ZULU, og lige netop ZULUs seere har været med til at vælge, hvem der skulle vinde aftenens priser.

Det er dog ikke kun disse stemmer, der har talt med i det store regnskab.

Også en jury bestående af seks fremtrædende LGBT-personer har haft noget at skulle sagt. Blandt andre justitsminister Søren Pape Poulsen, forfatter Leonora Christina Skov og Alternativets formand, Uffe Elbæk.

Vinderne af Danish Rainbow Awards 2019

Årets LGBT-person

Foto: Julia Sofia Aastrup
Julia Sofia
For at opfordre sine unge følgere til at stå ved, hvem de er, og for at være fortaler for, at vi bør være mindre kassetænkende, når det kommer til køn og seksualitet. 
Nominerede:
Tommy Ahlers – for som nyudnævnt uddannelses- og forskningsminister at fortælle åbent om sin biseksualitet og gøre det klart, at seksualitet er et privat anliggende, man ikke skal skamme sig over. 
Tommy Petersen – for som medlem af Københavns Borgerrepræsentation at få vedtaget 50 initaitiver, der forbedrer forholdene for LGBT-personer i kommunen. 
Anders Bendiksen og Jeff André-Brylle – for at tage kampen op mod ensomme homoseksuelle mænd med deres Facebook-forening, Alle bøsser der søger i Danmark.

Musikprisen

Foto: Malene Anthony Nielsen / Scanpix Denmark
Freja Kirk
For at være en synlig LGBT-person og være et forbillede, der inspirerer på de socialie medier, gennem musikken og i pressen. 
Nominerede: 
Mø – for at vise sin holdning til fri kærlighed gennem musikvideoen til sangen 'Nights with you'.
Mads Langer – for at få sit band til at spille i regnbuefarver på Tinderbox og for at skabe fokus på homorettigheder rundt om i verden. 

Årets LGBT-youtuber

Foto: Youtube
Julia Sofia
For at turde tale om krop, køn og seksualitet og for at fokusere på kropspositivisme. 
Nominerede: 
Morten Münster – for at dele sin frygt for at springe ud og for at minde om, hvor farlige fordomme kan være. 
Emil Olsen – for som make up-talent at nedbryde fordomme om, at make up kun er for kvinder, og for at italesætte problemer med mobning. 

Æresprisen

Foto: Per Arnesen
Regeringen
Statsminister Lars Løkke Rasmussen kunne modtage årets ærespris på vegne af regeringen. De fik prisen for deres LGBT+-pakke.

Årets hetero / Straight Ally

Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix
Souad Taha
For at stå frem som stolt mor til tv-værten Adbel Aziz Mahmoud og gøre op med fordomme om, hvordan indvandrere har det emd homoseksualitet. 
Nominerede:
Sara Bro – for at forsvare retten til at være den, man er, og for at lukke ned for hadefulde kommentarer i et radioprogram med Sigmund. 
Ida Corr – for i en årrække at have vist sin støtte til LGBT-miljøet, blandt andet ved at optræde flere gange til Copenhagen Pride.

Sportsprisen

Foto: Privatbillede
Oliver 'oW^' Winther
For sin vedholdende kamp mod homofobi i e-sportsverdenen. 
Nominerede:
Cathrine Dufour – for at være nummer fem på verdensranglisten i dressurridning og åbent lesbisk. 
Pernille Harder – for som åbent lesbisk fodboldspiller at give LGBT-personer en at spejle sig i. 

Kulturprisen

Foto: Forlaget CoBolt
'Skamlebben', grafisk novelle af Anne Mette Kærulf Lorentzen
For at fortælle historien om at leve halvt og springe ud sent i livet. 
Nominerede:
'Ondt i røven', TV 2 PLAY-serie – for at skildre et univers, hvor kønsidentitet og seksualitet er flydende. 
King and Queens of Denmark – for at skabe et velgørenhedsshow, der samler penge ind til blandt andet AIDS-Fondet og gratis kondomer i LGBT-nattelivet.

Medieprisen

Foto: DR Presse
'Hunkøn', DR3-serie
For at være den første serie, der giver indblik i livet som transkønet kvinde i Danmark. 
Nominerede:
P3's prideuge – for at give hele Danmark et indblik i festlighederne under Copenhagen Pride 2018.
'Vild med svans', podcast – for at kæmpe for at tage ejerskabet af ordet 'svans' tilbage og for at fortælle åbenhjertigt om deres dybeste tanker og følelser. 
'Regnbuen over København', TV 2 Lorry – for at skabe en smuk fortælling om århundredes homohistorie i hovedstaden. 
 

Årets dragqueen

Foto: Facebook
Veninderne, performancegruppe
For at levere begavet feel good-underholdning og for at være kritiske med i ordentlig tone. 
Norminerede:
Jaxie – for altid at være kreativ og nyskabende og for at have stor produktivitet, hvor hver karakter er et lille stykke kunst.
Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, fiktiv radiokarakter – for i 'Den korte radioavis' at tage humoren til et nyt hysterisk niveau og gå til grænsen. 

Statement-prisen

Foto: Jeppe Bøje Nielsen / Scanpix Denmark
AIDS-fondet
For deres kampagne om hiv-smitte, hvor de gør det klart, at man må tro, at Jorden er flad, så længe man ved, at en hiv-behandlet ikke smitter. 
Nominerede:
Jeanett Exner, Fanø Pride – for at skabe en Pride på Fanø, fordi hun ikke ville finde sig i diskrimination og hatecrime mod et ungt bøssepar. 
Di Di Cancerella og Harley Queen – for derees kamp mod retten til at gå klædt, som man vil. 

Erhvervsprisen

Foto: Hummel
Hummel
For at lancere fodboldtrøjer i regnbueflagets seks farver i forbindelse med VM i fodbold i Rusland. 
Nominerede:
Bo Sørensen – for at have drevet LGBT-værtshuse i mere end 20 år og dermed bevaret frirum for LGBT-miljøet. 
K.B. Hallen – for som det eneste spillested i Danmark kun at have unisextoiletter, så ingen skal tage stilling til deres kønsudtryk. 

Foreningsprisen

Foto: Intersex Danmark
Intersex Danmark
For at udbrede kendskabet til interkøn og for at kæmpe mod kønsnormaliserende operationer og dermed arbejde for bedre rettigheder til interkønnede børn og voksne. 
Nominerede:
AIDS-Fondet – for at være blevet mere synlig i den offentlige debat og for at intensivere indsatsen for at nedbryde fordomme om hiv-smittede.
DARE Danmark – for at kæmpe for at udligne uligheden mellem forskellige familieformer i Danmark. 

Aktivistprisen

Foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix
Mikkel Albrecht Conrad Radicke
For at nedbryde tabuer om at være en mand, der bliver udsat for overgreb og voldtægt. 
Nominerede:
Mikkel Raahede – for at være en sober og faglig stemme i den offenltige debat om rugemødre. 
Niels Jansen – for at være den første transkønnede mand, der repræsenterede sit land ved Mr. Gay Europe. 

Barprisen

Foto: G*A*Y Copenhagen
G*A*Y Copenhagen​
Out & Abouts læsere har stemt på og valgt G*A*Y Copenhagen som årets bedste LGBT-bar. 
Nominerede:
Café Intime
Café Trold
Centralhjørnet
Cosy Bar
GBAR
Glamour Place
Jailhouse CPH
Jernbanecaféen
Kiss Kiss
Lambda
Masken Bar
Men’s Bar
My Fair Ladies
Never Mind Bar
Oscar Bar Café
Vela Gay Club

Danish Rainbow Awards kan ses på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY fredag 5. april klokken 22.00.