24-årig er en non-binær transperson - sådan møder du en LGBT-person uden at jokke i spinaten

Det er godt at være nysgerrig på sine medmennesker, men der er en del ting, man ikke bør spørge en LGBT-person om. Få seks gode råd her.

24-årige Loui Buhl blev tildelt det kvindelige køn ved fødslen, men føler sig det meste af tiden som en mand. Derfor vil han også gerne have, at andre ser ham sådan og siger 'han' og 'ham'.

Loui går i øjeblikket på Sexologisk Klinik, hvor han er i gang med en proces, der skal hjælpe ham til at få et endnu mere maskulint udseende.

- Jeg vil udadtil gerne ligne det, jeg føler mig som indeni, siger Loui Buhl.

Men det kan være svært at eksistere, når omverdenen er konstrueret til to køn - mand og kvinde. Eksempelvis indikerer vores sygesikringsbevis, om vi er en mand eller en kvinde, og offentlige toiletter og omklædningsrum er oftest også opdelt i to køn.

FAKTA om LGBT

Der findes ingen tal på, hvor mange LGBT+ personer, der findes. Gennem tiden har forskellige personer forsøgt at finde ud af det, men alle er kommet frem til forskellige antal. Det er altså svært at måle, for hvordan måler man det egentlig?

Man går dog ud fra, at cirka 10% af befolkningen er homoseksuelle. Men derudover findes også andre LGBT+ identiteter, bl.a. transkønnede, biseksuelle og aseksuelle, som ikke er talt med.

Kilde: LGBT Danmark

Samfundet er ikke gearet til LGBT-personer

Hvis hele samfundet er bygget på tanken om, at der kun findes to forskellige køn, vil mennesker, som har det anderledes, blive mødt med modstand.

Det mener LGBT Danmark, der er en interesseorganisation med fokus på kønsidentitet og seksuel orientering.

- Det kan være alt fra, hvilket toilet man skal vælge, om man har det rigtige cpr-nummer, jobmuligheder, situationer, hvor man skal vise legitimation, som måske ikke stemmer overens med, hvordan man ser ud, og hvordan man bliver tiltalt, forklarer Andreas Beck Kronborg, der er projektleder hos LGBT Danmark.

Han fortæller også, at mange LGBT-personer føler sig stigmatiserede, fordi folk eksempelvis vender sig efter dem på gaden, og at det kan være svært at få støtte fra sin familie og venner til at være den, man ønsker at være.

Samfundet er simpelthen stadig ikke gearet til at imødekomme alle kønsidentiteter og seksuelle orienteringer.

I Loui Buhls tilfælde tilhører han kategorien non-binær transperson, som for ham betyder, at han primært identificerer sig som mand, men også gerne vil kunne lege med sine feminine sider.

En af drengene

Loui Buhl følte sig i en tidlig alder som en dreng, selvom han blev tildelt det kvindelige køn ved fødslen. Når hans forældre ikke var hjemme, klædte han sig mere maskulint.

- Jeg tog det, de fleste vil kalde drengetøj, på og satte mit hår under en hue. Så stod jeg og kiggede mig selv i spejlet, fortæller Loui Buhl.

Han legede med drengene, ville gerne være som dem og gik ikke med kjole. Siden barnsben har han følt, at han skulle spille skuespil for at passe ind.

- Jeg var min egen største fjende, og dengang var jeg bare ikke klar til at indrømme overfor mig selv eller for andre, hvordan jeg egentlig gik og havde det, fortæller han.

Da Loui Buhl blev teenager, mødte han en transperson, som delte sin historie med ham. Og her faldt brikkerne på plads.

Nevan og Jackie er transkønnede og er begge vokset op med følelsen af ikke at kunne passe ind i de traditionelle 'kønskasser'. Her deler de deres tanker og følelser med hinanden. Video: Laura Bock Klein

Gider ikke diskutere med fremmede

Loui Buhl oplever ofte at blive udspurgt om sit køn, når han er i byen. Og i hans øjne er der flere ting galt i det.

Når han er ude og hygge sig med sine venner, gider han ikke diskutere sit køn med fremmede. Derudover bryder han sig ofte ikke om den måde, folk spørger ind til det på. For i hans øjne antager de ofte, at der kun findes to køn.

- Hvis jeg siger, jeg er en mand, konstaterer de ofte, at jeg har bryster, og så spørger de, om jeg har en pik eller en fisse, siger Loui Buhl og fortsætter:

- Det gider jeg bare ikke diskutere på en bodega og slet ikke med en fremmed.

Loui oplever også, at folk stirrer på ham på gaden, kommer med spydige kommentarer og sågar fotograferer ham.

Når folk gør det, føler Loui Buhl sig diskrimineret.

Gode råd

TV 2 har bedt interesseorganisationen LGBT Danmark komme med gode råd til, hvordan du kan undgå at diskriminere eller tale ned til personer, der ikke tilhører majoriteten.

LGBTQIA+ gode råd

Undgå et kønnet sprog

Siger du 'hvad så, drenge?' eller 'hvad så, tøser?', så er dit sprog muligvis en anelse for kønnet. 
Det kan nemlig fremme en kultur, hvor drenge og piger er adskilte og forskellige. I stedet bør vi have mere fokus på forskellene mellem de enkelte individer end forskellen mellem to binære køn.

Antag ikke køn på forhånd

Undgå at møde en person og antage kønnet på forhånd. Spørg eksempelvis, hvilket pronomen personen bruger.
Anerkend det ønskede pronomen (han, hun, den, det) ved at bruge det aktivt i samtalen om og med personen.

Homoseksuelle forhold

I et forhold med to mænd er der ikke en, der er kvinden. Det er det samme i et forhold med to kvinder, hvor der er ikke en, der er manden.
Derfor er der ingen grund til at spørge ind til det.

Snag ikke i folks sexliv

Spørg generelt ikke, hvordan folk har sex.
En tommelfingerregel kunne være, at man ikke skal spørge personer, som man ikke kender eller kun er bekendte med, om ting, man ikke selv gider snakke med et familiemedlem om.

Kærlighed har intet køn

Et kærlighedsforhold mellem mennesker kender hverken til seksualitet, køn eller hudfarve.
Det er en universel følelse, og folk, der har oplevet det, kender følelsen. Husk på det, når du møder to fyre hånd i hånd på gaden. Det er bare kærlighed.

Lad være med at oute folk

Hvis folk fortæller dig noget om deres identitet, der bryder med normer for køn og seksuel orientering, så undgå at fortælle andre om det, før du har deres accept.
Lad dem selv fortælle det, hvis de har behov for, at andre ved det.

Henvist til handicaptoilettet

Loui Buhl husker særligt én episode, hvor han virkelig følte sig diskrimineret. I Kastrup Lufthavn skulle han på toilettet, og på vej derud blev han stoppet af en medarbejder.

- Personen fortalte mig, at jeg ikke hørte til på det toilet, jeg var på vej ud på. Jeg svarede, at jeg bestemt havde valgt det rigtige toilet.

Han oplever et dilemma omkring, hvor han selv synes, han hører til, og hvor andre mener, han hører til.

Episoden endte med, at medarbejderen sendte Loui Buhl på handicaptoilettet, og det gjorde ham ked af det, og i situationen følte han sig utrolig blottet.

- Jeg følte, jeg blev gjort til et problem. Det blev tydeligt, at jeg ikke passede ind, og det var helt enormt sårende, siger han.

Der skal være plads til flere køn

Loui Buhl håber, at der med tiden kan blive plads til flere køn end den normative binære opdeling af mand og kvinde. Det betyder i grove træk det, som mange kender som den traditionelle mand og kvinde.

- Jeg føler ikke, at jeg passer ind i en af de kategorier, siger Loui Buhl.

Hos LGBT Danmark arbejder man på at få udbredt kendskabet til og en bredere forståelse for forskelligheden i samfundet.

Hos dem er fokusset meget bredt. De ønsker, at vi skal kunne møde hinanden på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet og i fritidslivet og være dem, vi er.

Og et vigtigt sted at starte er at få oplyst folk om, at ikke alle mennesker lever efter det binære kønssystem - altså, at der kun findes mænd og kvinder -, og at det er let at gøre plads til dem, uden at der bliver mindre plads til en selv.

- Vores vision er, at der kan leves gode, inkluderede, værdige og ikke mindst ligeværdige liv fra vugge til grav, både socialt og juridisk, siger Andreas Beck Kronborg, projektleder hos LGBT Danmark.

Du kan se Loui og en række andre LGBT-personer i queer-serien 'Ondt i røven' på TV 2 PLAY eller mandag aften klokken 21.20 på TV 2 ZULU.