Her er modtagerne af ZULU Legatet 2018

ZULU Legatet henvender sig til dem, der tør gå sine egne veje, og forfølge deres særlige drøm.

ZULU er nu klar til at uddele over en halv million kroner til ni originale ideer med kreativitet, kant og noget på hjerte. Fra sambarytmer til social bevidsthed, fra indre til ydre rejser, fra iværksætteri til rumfart og fra Aalborg til Afrika.

De ni udvalgte legatmodtagere spænder ekstremt bredt, og de er efter nøje overvejelser udvalgt af ZULU-redaktionen blandt mere end tusind vilde drømmeprojekter.

De ni ZULU-legatmodtagere er:

1) KVINDELIG DANSK MUSIKER DRØMMER OM GENNEMBRUD I BRASILIEN:

”FEFE LIFE” er (efter eget udsagn) rigtig dårlig til alt, der har med musik at gøre. Alligevel vil hun slå igennem som professionel musiker i Brasilien. Hendes drøm er at efterleve idéen om, at man kan, hvad man vil. Også det, man selv tror, at man er allerdårligst til. Hun har lært sig selv at producere musik, og selvom hun er 100% dansk, har hun de sidste to år udgivet flere sange på portugisisk. Hun har søgt ZULU Legatet som afsæt for det brasilianske gennembrud, og har modtaget 100.000 kroner og et ”pøj pøj” fra os!

Følg Fefe Life’s drøm på Instagram: @thefefelife 

2) VEGETARMAD, DER SMAGER ALT FOR GODT TIL AT LADE VÆRE:

’Planteslagterne’ er fire unge mænd som drømmer om en verden, hvor en bøf ikke behøver at være af kød, men hvor man accepterer, at der er et måltid, som er sundere, bedre for miljøet og ikke går ud over dyrevelfærden. De vil lave produkter, som er let tilgængelige, er lette at tilberede, som alle kan lave og som ikke mindst smager fantastisk. De har søgt ZULU Legatet for at kunne åbne deres første fysiske butik, ’Planteslagterne’, og har modtaget 100.000 kroner.

Følg Planteslagternes drøm på Instagram: @planteslagterne  

3) MUSKELTØJ, DER VÆKKER OPMÆRKSOMHED:

Simone drømmer om at starte sit eget tøjbrand, med fokus på farver og humor. Hendes seneste kollektion tager udgangspunkt i The American Dream, 80’ernes bodybuilding og wrestling, hvor hun har designet sit eget take på ”Muskeltøj” - som er jakker med påsatte muskler. Simone har søgt ZULU Legatet fordi hun mangler et sted, hvor hun kan udvikle sig og skabe nye kollektioner, på nye maskiner og med bedre produktioner. Hun har modtaget 100.000 kroner.

Følg Simones drøm på Instagram: @simone.jensen   

4) VANESSA HAR 5% SYN TILBAGE – OG DRØMMER OM AT OPLEVE VERDEN:

Vanessa har næsten mistet synet helt på det ene øje, og er helt farveblind, pga. en sygdom på sin synsnerve. Hun drømmer om at opleve USA og Bahamas, inden hendes syn forsvinder helt, men pga. sin sygdom kan hun kun arbejde seks timer om ugen – hvilket gør det svært for hende, at spare penge sammen til rejsen. Vanessa har derfor søgt penge fra ZULU Legatet til at gøre sin store rejsedrøm til virkelighed hurtigst muligt, sammen med sin kæreste, og har modtaget 75.000 kroner.

Følg Vanessas drøm på Instagram: @v_cipullo 

5) DE FØRSTE DANSKERE I AMERIKANSK RAKET-KONKURRENCE:

En gruppe studerende fra DTU er lige nu i gang med at bygge en raket, der skal være med i raket-konkurrencen ’Spaceport America Cup’ i USA. Det er Rocket Science, og det er ikke rigtig en ting i Danmark (endnu), så derfor har gruppen selv måtte lære alt fra bunden. De har i deres fritid bygget en lille demonstrationsmotor og et anlæg til at teste den på, og har søgt ZULU Legatet til at fragte gruppen og raketten til USA. Raket-byggerne har modtaget 50.000 kroner.

Følg gruppens drøm på Facebook: Danish Student Association for Rocketry  

6) FRIVILLIGE ”KAGE ALFER”:

”Kage Alferne” er en forening, bestående af over 100 frivillige, som bager kager til udsatte familier. De frivillige betaler selv for ingredienserne til kagerne, som gives til børn i familier, som af enten økonomiske årsager eller f.eks. på grund af sygdom ikke har overskud til selv at bage. ”Alferne” bor rundt omkring i hele landet, og har derfor svært ved at mødes. Foreningen har søgt ZULU Legatet for at holde en samlet fest for alle ”Alferne”, hvor de alle sammen kan mødes og sige tak, for det store arbejde de gør. Vi vil meget gerne støtte det gode initiativ, så vi har givet et ekstra tilskud til ingredienser, og til fremtidig kagebagning. ”Kage Alferne” har derfor i alt modtaget 20.000 kroner.

Følg Kage Alfernes drøm på Instagram: @kagealferne

7) PÅ KNALLERT I EUROPA FOR ET VELGØRENDE FORMÅL:


Deppe og Villum drømmer om at (blive ved med) at køre gennem Europa på knallert, og samle penge ind til velgørende formål. Deres første tur gik fra Danmark til Paris. Den anden tur var fra Paris til Pisa, i Italien. På første tur samlede de ind til et børnehospital, og på den anden til en organisation som minder lidt om ’Læger Uden Grænser’. Til deres næste tur drømmer de om, at køre fra Italien til Spanien - men de mangler to nye knallerter som kan klare ruten, og derfor har de søgt ZULU Legatet til at kunne købe dem, og fortsætte deres eventyr. De har modtaget 50.000 kroner.

Følg Deppe & Villums knallerttur på Facebook: Deppe & Villum does Europe

8) FRA AALBORG TIL CAPE TOWN:

Markus og Mathias har begge tidligere haft et stofmisbrug, men er i dag blevet clean – og de drømmer om sammen at gå fra Aalborg til Gibraltar, og rejse videre gennem Afrika til Cape Town i Sydafrika. Deres ydre rejse skal afspejle den indre udviklingsrejse, de begge er på, og de planlægger at gå cirka 20 km om dagen igennem Europa, arbejde på vejen, lære nye kulturer at kende og udforske andre måder at leve på. De har ikke sat en tidshorisont på rejsen – turen må tage den tid, den tager. Derfor har de søgt ZULU Legatet til rejseomkostningerne, og har modtaget 54.000 kroner til deres tur.

Følg Markus’ og Mathias’ drøm på Instagram: https://www.instagram.com/marcusmeldgaard + https://www.instagram.com/mariegaard

9) NØDDEKNÆKKER-MUSEUM

Torben drømmer om at lave et museum om sine nøddeknækkere. Han har en samling der er så stor, at den snart har vokset sig ud af hans hjem, og han vil derfor gerne dele sine nøddeknækkere med andre. Det vil han gøre på et lille museum i Slagelse hvor de kan blive udstillet. Torben har søgt ZULU Legatet til at lave en udbygning til sit hus, hvor nøddeknækkerne kan flytte ind, til frit skue for alle der har lyst til at komme på besøg, og se dem. Han har modtaget 25.000 kroner.