Pressenævnet kritiserer TV 2

16x9
Pressenævnet udtaler kritik. Foto: Pressenævnet

TV 2 får kritik for artikel om et dating-program med nøgne deltagere.

TV 2 bragte på zulu.tv2.dk en artikel, der indeholdt omtale af tv-programmet "Date mig nøgen". Omtalen var ledsaget af tips til, hvordan man kan få sin krop og sit ansigt til at stå skarpere.

Makeup-artisten, som medvirker i artiklen, har klaget til Pressenævnet, fordi hun ikke var klar over, at hendes udtalelser skulle indgå i en omtale af programmet "Date mig nøgen". Pressenævnet har udtalt kritik af TV 2 for ikke at sikre sig, at klageren var klar over, i hvilken sammenhæng hendes udtalelser skulle anvendes. Nævnet har også kritiseret TV 2 for ikke at imødekomme klagerens anmodning om at blive anonymiseret i artiklen.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk her.