27-årig gik fra fængslet og til et lovlydigt liv - i dag er otte af hans venner døde

Hans far gav Mohammed Nasser El-Laham to muligheder, efter han kom ud fra fængslet.

Inde i Københavns indre by går en VVS'er rundt og laver de sidste justeringer på nogle nye rør, som han og nogle kollegaer har sat op. Han er dygtig til sit arbejde. Og vellidt. Hans kælenavn er 'Ja Tak', for han er enormt arbejdsom og altid siger "ja tak" til en opgave. Han hopper ikke over, hvor gærdet er lavest, og han får altid ros for sin indsats af sin mester.

Men det har ikke altid ligget i kortene, at den 27-årige Mohammed Nasser El-Laham skulle følge dydens lovlige smalle sti. For ni år siden bad hans far ham sætte sig ned ved spisebordet i familiens hjem. Han skulle træffe et valg. Et valg, der blev altafgørende for ham - og som i sidste ende muligvis reddede hans liv, mener Mohammed Nasser El-Laham.

Mohammed Nasser El-Laham er en af ni unge håndværkere fra TV 2 ZULUs nye program 'Et rigtigt fucking arbejde', der har premiere mandag 8. oktober klokken 21.50. Nu fortæller han sin historie om at gå fra et liv med hård kriminalitet til en dag at skulle træffe en beslutning om at gøre noget andet. Og om hans mester, som skulle vise sig at blive den frelsende sjæl, som Mohammed Nasser El-Laham havde allermest brug for.

Mohammed Nasser El-Laham er en af håndværkerene i TV 2 ZULUs nye program 'Et rigtigt fucking arbejde'.
Mohammed Nasser El-Laham er en af håndværkerene i TV 2 ZULUs nye program 'Et rigtigt fucking arbejde'. Foto: TV 2

Men historien begynder, mange år før Mohammed Nasser El-Laham sad ved spisebordet over for sin far - og endnu længere før han mødte sin VVS-mester, der ændrede hans liv.

Stjal sin første bil som 16-årig

Mohammed Nasser El-Lahams liv startede i 1990 i Skovlunde. Han var ene dreng i en søskendeflok på otte. Forældrene flyttede til Nørrebro, da Mohammed Nasser El-Laham var fem år gammel, og her mødte den lille dreng sine første rigtige venner. Folk, han stadig kalder venner i dag.

På trods af alt der er sket siden da.

De små drenge voksede sig til unge mænd. De legede, dyrkede kampsport og kedede sig af og til. Da de var omkring 13 år, begyndte tingene at gå skævt.

- Jeg voksede op med de her drenge. Og vi var alle sammen gode drenge. Men sammen påvirkede vi hinanden i en forkert retning, fortæller Mohammed Nasser El-Laham, da TV 2 møder ham på jobbet i København K.

Det startede med at de unge drenge stjal nogle knallerter. Og så voksede det derfra. Mohammed Nasser El-Laham stjal sin første bil som 16-årig.

Derhjemme skulle Mohammed være en anden, end han var på gaden. For hans far var konsekvent. Havde Mohammed en ny jakke på, så ville faren se en kvittering. Og selvom Mohammed kunne fremvise sådan en, så ville faren stadig vide, hvor han havde fået pengene fra. Det var ikke let at være kriminel med sådan en far. Men Mohammed levede et dobbeltliv.

Et farligt et af slagsen.

I 2008, da Mohammed Nasser El-Laham var 17-18 år gammel, begyndte bandekrigen at blive intens på Nørrebro. Den startede op med drabet på den 19-årige Osman Nuri Dogan. Han blev skudt med en Kalashnikov-riffel fra et bilvindue i Tingbjerg, og omkring en måned senere blev to personer såret af skud på en internetcafé på Nørrebro.

Det var en farlig tid at være ung og kriminel på Nørrebro. Men det stoppede ikke Mohammed Nasser El-Laham.

Indtil en morgen, hvor det bankede på familiens dør.

En køretur til Vestre Fængsel

- Jeg stod under den varme bruser i vores bad. Jeg havde lige været hos frisøren. Det var min søster, der åbnede, da det bankede på. Det var politiet. De bad mig pakke en taske. "Du kommer ikke hjem lige foreløbig", sagde de, fortæller Mohammed Nasser El-Laham, mens han kigger ned.

Mohammed Nasser El-Laham var 18 år gammel. Politiet lagde ham i håndjern og smed ham ud i deres bil.

De havde opbygget en sag mod ham. Grov vold. Brugstyveri. Våbenbesiddelse.

Mohammed Nasser El-Laham husker tydeligt turen til Vestre Fængsel. Han sad og kiggede ud af ruden på træerne, der susede forbi. Mon der ville gå lang tid, før han skulle se de høje træer igen? Han lagde mærke til de store gitterlåger, der gled op foran bilen, idet de kørte ind. Og så lukkede de i bag dem.

Mohammed Nasser El-Laham endte med at sidde inde i otte måneder i Vestre fængsel og Blegdamsvejens Arrest. Derefter kom han ud med en enorm økonomisk gæld til samfundet på næsten en million kroner, en grim straffeattest og to års prøveløsladelse.

Mohammed Nasser El-Laham arbejder med Blegdamsvej Arrest i baggrunden. Et sted han tidligere selv har siddet.
Mohammed Nasser El-Laham arbejder med Blegdamsvej Arrest i baggrunden. Et sted han tidligere selv har siddet. Foto: TV 2

Det var på det tidspunkt, at Mohammed Nasser El-Lahams far bad ham sætte sig ned ved spisebordet. Nu skulle én ting gøres klart.

Du er ikke min søn

Da Mohammed Nasser El-Laham blev løsladt, tog han hjem til sin mor og far i den lejlighed, som han var blevet hentet fra et lille år tidligere.

- Min far bad mig sætte mig ved bordet, og så kiggede han på mig. Han fortalte om, hvordan vores hjem var blevet ransaget, og han fortalte om alt det, som han mente, at det danske samfund havde gjort for ham, min mor og vores familie. Han var skuffet over mig, fortæller Mohammed Nasser El-Laham og fortsætter:

- Han sagde, at jeg ikke længere var hans søn. Min far slog aldrig, men at sige til mig, at jeg ikke længere er hans søn - det er så meget værre. Det var det værste, han kunne sige. Og så gav han mig to valg.

Enten så skulle Mohammed Nasser El-Laham bryde med sine kriminelle vaner og venner fra Nørrebro, eller også ville han ikke længere have en familie.

Valget var ikke svært for Mohammed Nasser El-Laham. Han valgte sin far, sin mor og sine syv søstre til den dag ved spisebordet.

Hans nye tilværelse skulle starte med, at han ville finde sig et rigtigt arbejde. Valget faldt på VVS'er, men det var ikke nemt at få en læreplads med en fængselsdom i baggagen.

Mester Martin Hansen

Mohammed Nasser El-Laham skrev mere end 300 ansøgninger. Alle uden resultat.

- På det her tidspunkt var jeg i start 20'erne og var stadig i kontakt med systemet. Jeg bad dem om hjælp til at finde en læreplads. Det er virkelig svært at komme ud af kriminalitet, hvis ingen tør give én en chance, siger Mohammed Nasser El-Laham. Han kæmpede med at få en læreplads i tre år, indtil der en dag var bid.

I foråret 2014, næsten tre år efter han havde sendt sin første ansøgning, fik han en opringning. En VVS-mester på Amager ville gerne have Mohammed Nasser El-Laham i praktik - og han kunne muligvis love ham mere end det.

- Jeg tog derud og snakkede med ham, og han sagde, at hvis jeg ville være med til en prøveperiode på fire uger som praktikant hos ham, så kunne han måske tilbyde mig et job som lærling, husker Mohammed Nasser El-Laham.

Martin Hansen gav Mohammed en chance for at starte på en frisk.
Martin Hansen gav Mohammed en chance for at starte på en frisk. Foto: TV 2

Der nåede dog ikke engang at gå fire uger, før mester var sikker i sin sag. Han ville beholde Mohammed Nasser El-Laham. Også hvis det skulle koste ham ekstra.

- Efter to uger i praktik meddelte han mig, at han ville tage mig som voksenlærling, så snart jeg blev 25 år gammel. Det var næsten for godt til at være sandt, siger Mohammed Nasser El-Laham.

Mester Martin Hansen og den unge mand klikkede ligesom bare.

- Måske så han en del af sig selv i mig. Jeg arbejder hårdt og hurtigt, siger Mohammed Nasser El-Laham.

Mohammed Nasser El-Laham arbejder i dag fuldtid som VVS'er. Han skal op til svendeprøven som blikkenslager om to måneder.
Mohammed Nasser El-Laham arbejder i dag fuldtid som VVS'er. Han skal op til svendeprøven som blikkenslager om to måneder. Foto: TV 2

Kort tid efter Mohammed havde fået sin læreplads, blev to af hans venner dræbt i bandekrigen. En krig, som Mohammeds far og mester Martin Hansen havde været med til at få ham hevet ud af. En krig, som Mohammed anerkender kunne have kostet ham livet, hvis han ikke havde fået en ny chance.

Fremtiden

Ikke nok med at mester Martin Hansen tilbød Mohammed Nasser El-Laham et læreplads - som 300 andre tidligere havde nægtet ham - så fandt mesteren også en lejlighed til ham. Langt væk fra Nørrebro.

- Han ejer forskellige ejendomme, men da han spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme væk fra Nørrebro og flytte ind i en lejlighed på Amager, så troede jeg nærmest ikke på det. Vi lavede en aftale, hvor jeg satte lejligheden i stand, og så måtte jeg leje den til en virkelig god pris. Det var så vildt, at han ville gøre alt det for mig, siger Mohammed Nasser El-Laham.

Siden da er Mohammed stoppet med at komme så meget på Nørrebro. Han taler stadig med nogle af vennerne fra dengang med knallerter og kampsport, men han elsker sit lovlydige liv. Han vil ikke spilde den kæmpe mulighed, som hans far og hans mester har givet ham.

Når han fortæller om sine år som kriminel, er det med let bøjet hoved, en snert af væmmelse i mundvigen og en frygt for hvad hr. og fru Danmark vil mene om ham.

Og så sørger han. For mange af hans venner fra dengang nåede ikke ud af miljøet i live.

I dag er otte af Mohammed Nasser El-Lahams venner og bekendte blevet slået ihjel i bandekrigen. Mennesker, som Mohammed har haft inde på livet. Som han kendte, og som selv havde liv og historier og familier og problemer. Nu er de væk, og Mohammed Nasser El-Laham er tilbage.

Og måske er han netop tilbage som en af de heldige, fordi hans far gav ham et ultimatum, og måske fordi en mester så ham for mere end bare en kriminel dreng fra Nørrebro.

Mohammed Nasser El-Laham vil aldrig tilbage til det liv. Han drømmer om at læse videre til kloakmester, når han har bestået svendeprøven som blikkenslager.

Han bor stadig i lejligheden, som hans mester skaffede til ham, og hans kæreste er også flyttet ind. Han vil gerne snart stifte familie - og blive en ligesom god far, som hans egen far har været.

'Et rigtigt fucking arbejde' har premiere på TV 2 ZULU mandag 8. oktober klokken 21.50. Du kan dog allerede nu se programmet på TV 2 PLAY.