Mændene står i kø efter Diamantdronningens datter

25-årige Thalia Pitzner har levet et noget andet liv end de fleste. Det har givet hende muligheder, men har også gjort, at hun hurtigt bliver rastløs.

- Ska vi komma ihop?

Thalia Pitzner var bare syv år, da hun første gang blev spurgt, om hun ville være kærester.

Hun var netop flyttet til Stockholm sammen med sin mor og lillesøster, og det var hendes allerførste skoledag i den nye svenske skole.

Ikke nok med at de andre børn stort set ikke forstod, hvad hun sagde, var hun nu også blevet omringet af alle klassens drenge.

Hun forstod ikke, at de spurgte, om hun ville komme sammen, men hoppe skulle hun i hvert fald ikke – og slet ikke sammen med drengene.

Thalia Pitzner og lillesøsteren Elvira omkring det tidspunkt, hvor de flyttede til Sverige.
Thalia Pitzner og lillesøsteren Elvira omkring det tidspunkt, hvor de flyttede til Sverige. Foto: Privatbillede

Thalia Pitzners første møde med interessen fra det modsatte køn var ikke ligefrem kærkomment. Sidenhen har den nu 25-årige diamantarving vænnet sig til opmærksomheden, tilnærmelserne og beskederne fra ivrige bejlere.

Og interessen er ikke blevet mindre, efter resten af Danmark har fået lov at følge med i hendes og resten af Diamantfamiliens liv i tv-programmet med samme navn. 

I ridetøj og diamanter

Da Thalia Pitzner byder velkommen i sine bedsteforældres hus, hvor hun for tiden bor, er det ikke svært at se, hvad det var, de svenske pojkar i sin tid faldt for.

Selvom hendes påklædning afslører, at hun har været i stalden tidligere på dagen, har hun en naturlig elegance. 

De vellakerede negle matcher hendes dybrøde ridebukser, og den lysegrå sweater er af den slags, som man på afstand kan se har været dyr.

Thalia Pitzner bliver hurtigt rastløs, men i fremtiden drømmer hun om at slå sig ned på en bondegård med mand og børn.
Thalia Pitzner bliver hurtigt rastløs, men i fremtiden drømmer hun om at slå sig ned på en bondegård med mand og børn. Foto: TV 2

Det samme gør sig gældende for de diamanter, hun har i ørene, og de tre guldhalskæder, hun hiver frem fra blusen, da hun fortæller, hvad hun egentlig er rejst tilbage til Danmark for.

- De er viklet lidt sammen, for jeg har været ude at ride, siger hun og indkapsler dermed sin arbejdsmæssige fremtid – diamanter og heste. 

Hjemvendt til Danmark

Indtil for et par uger siden boede og arbejdede Thalia Pitzner som springjockey i Hoogeveen i Holland, hvor hun udover sine egne tre også trænede andres heste.

Men afstanden til resten af Diamantfamiliens medlemmer blev dog for stor for familiens storesøster. Derfor rykkede hun for sjette gang på bare tre år teltpælene op og er nu ved at starte forfra.

- Det var egentlig fordi, jeg savnede at være i nærheden af min familie, fortæller Thalia Pitzner, der nu er vendt hjem til det nordsjællandske, hvor hun i første omgang bor hos sine bedsteforældre.

Jeg har altid været en af de populære og pæne piger

Thalia Pitzner

Arbejdsmæssigt håber Thalia Pitzner, at hun kan fortsætte med at træne andres heste herhjemme, men samtidig er hun også bange for ikke at blive udfordret nok.

- Det var sjovt med ridningen i Holland, men jeg blev ikke 100 procent tilfredsstillet, for min hjerne manglede noget brainfood.

- Jeg kan ikke bare ride rundt på heste og gå og nulre i stalden hele dagen. Det er sindssygt hyggeligt, men selvom jeg elsker det, bliver jeg også lidt sindssyg af det. Jeg skal ud at lave noget forretning og interagere med mennesker, fortæller hun.

Derfor er hun også begyndt at sælge diamantsmykker sammen med sin mor, og det er et par eksemplarer af disse, hun trækker frem fra under sweateren.

I en kæde glimter bogstaverne ’Thalia’ og giver genskær i hendes fængslende grønne øjne, der bestemt ikke er bange for at holde øjenkontakt.

To af Thalias tre halskæder har diamanter i.
To af Thalias tre halskæder har diamanter i. Foto: Privatbillede / TV 2

- Jeg har nok været heldig

Thalia Pitzner voksede op i Nordsjælland med en far, der var jockey, og en mor, der handlede med diamanter.

Forældrene blev skilt, inden hun nåede skolealderen, og siden dengang har hun og hendes fire år yngre søster, Elvira, boet hos deres mor, Katerina Pitzner.

Katerina Pitzner er datter af den afdøde millionær Axel Pitzner, og da hun var bare 17 år, introducerede han hende første gang for en diamant.

Hun var solgt ved første øjekast, og siden har hun uddannet sig til diamantgraderer – og dermed blevet i stand til at vurdere diamanter – og startet sin egen virksomhed, hvor hun køber og sælger diamanter til kræsne kunder. Det har givet hende tilnavnet 'Diamantdronningen'.

Men så langt var hun endnu ikke kommet, da hendes ældste datter var lille.

Familien flyttede en del rundt, og da Thalia Pitzner gik i 1. klasse, gik turen til Stockholm, hvor moren havde fundet sig en mand.

Det var her, at Thalia Pitzner på sin første skoledag blev omringet af klassens drenge, som allerede havde forelsket sig i hende. Og siden dengang kan hun ikke huske, at det nogensinde har været anderledes. 

Mens de boede i Sverige, kom to nye søskende, Hector og Ophelia, til, men heller ikke forholdet til deres far holdt for evigt. Efter fem år flyttede Katerina Pitzner og hendes børn tilbage til Nordsjælland.

Thalia, Ophelia, Elvira og Hector Pitzner under en ferie i Spanien.
Thalia, Ophelia, Elvira og Hector Pitzner under en ferie i Spanien. Foto: Privatbillede

Selvom de nu var fire børn med en enlig mor, var det ikke noget, der kunne mærkes på livskvaliteten. For der manglede aldrig noget hjemme hos Diamantfamilien.

Et luksuriøst liv

For Thalia Pitzner var det hverdag at bo i et stort hus i Nordsjælland, at have sin egen pony, at være på ferie flere gange om året og at have en dyr bil holdende i indkørslen.

Hun havde aldrig prøvet andet, og ligegyldigt hvor familien flyttede hen, mødte hun ligesindede i sine lige så velstillede klassekammerater.

Alligevel kunne hun godt undre sig over, at nogle af vennerne boede i lejlighed i stedet for i hus. Det var underligt, syntes den unge Thalia Pitzner.

Måske har jeg bare rigeligt kærester, så jeg behøver ikke have en officiel kæreste

Thalia Pitzner

For Thalia Pitzner handlede forskellene ikke så meget om penge, men mere om at nogen levede et liv, hun ikke kendte til. Eller at nogen havde nogle andre værdier, end dem der herskede i hendes barndomshjem.

Da Thalia Pitzner blev student, skrev klassekammeraterne i hende blå bog, at hun var den, de kendte, der kunne være både grimmest og pænest. I skoletiden gik hun i joggingtøj og uden makeup, men når der var gymnasiefest, gjorde hun virkelig noget ud af sig selv.
Da Thalia Pitzner blev student, skrev klassekammeraterne i hende blå bog, at hun var den, de kendte, der kunne være både grimmest og pænest. I skoletiden gik hun i joggingtøj og uden makeup, men når der var gymnasiefest, gjorde hun virkelig noget ud af sig selv. Foto: Privatbillede

Da Thalia Pitzner blev lidt ældre, begyndte det at gå op for hende, at hendes liv var mere luksuriøst end mange andres. At det ikke var gratis at tage på ferie flere gange om året eller at gå i mærkevaretøj.

- Det er ikke noget, man tænker over som barn eller ung, men det er da en livsstil, jeg håber at kunne føre videre. Jeg vil også have råd til at tage ud at rejse med min mand og mine børn, når jeg har lyst til det, spise godt og køre i en fornuftig bil.

Drømmer om fire børn

Børnene har Thalia Pitzner ikke fået endnu. Og heller ikke manden. Det var ellers hendes plan, at der skulle være styr på begge dele, inden hun fyldte 25 år.

- Jeg vil gerne have fire børn, og jeg har hele tiden troet, at jeg skulle have mit første barn, når jeg var mellem 23 og 25 år. Jeg ville gerne være en ung mor, for jeg har altid været glad for, at min egen mor er ung. Nu er jeg så 25, og planen er ikke lavet om – jeg skal bare lige have styr på mit liv først.

Thalia Pitzner sammen med hendes tre søskende.
Thalia Pitzner sammen med hendes tre søskende. Foto: Privatbillede

Det er ellers ikke fordi, Thalia Pitzner mangler mænd at vælge imellem. Men ligesom med den økologiske mælk i folkeskolen, er hun ikke klar over, at det ikke er alle unge kvinder, der har det sådan. 

- Det lyder så dårligt, at mændene bare falder i svime, men jeg har da mange bejlere. Det tror jeg, at der er mange piger på min alder, der har – det er jo meget normalt. Min mor havde rigtig mange, da hun var på min alder, og det har hun jo stadig, siger hun og fortæller, at det især er på de sociale medier, det modsatte køn prøver at få kontakt med hende.

Det ses tydeligt, da hun åbner sin Instagram-profil og klikker ind i indbakken.

- Der er så mange mænd, der skriver til mig. Jeg har så mange af dem, jeg ikke har fået læst, siger hun nærmest helt overbærende.

Interessen slap op

Æblet falder altså ikke langt fra stammen, når det kommer til at være ombejlet, men også professionelt havde Thalia Pitzner forventet at gå i sin mors fodspor.

Det var planen, at hun skulle være diamantgraderer og vurdere diamanter ligesom moren, så hun på sigt kunne overtage hendes diamantvirksomhed.

Efter gymnasiet tog hun derfor til Belgien for at uddanne sig. Men da hun stod med eksamensbeviset i hånden, og moren havde ansat hende i sit firma, var interessen ikke ligefrem langvarig.

- Jeg nåede kun at være derinde i en uge, før jeg sagde: ”Mor, jeg tror lige, at jeg smutter. Er det i orden?” fortæller Thalia Pitzner.

Og som sagt så gjort. Kort efter flyttede hun til Dubai for at blive jockey. I årene, der fulgte, har hun boet og trænet heste i Frankrig, Tyskland og senest Holland. 

Thalia Pitzner på en af de heste, hun trænede i Holland.
Thalia Pitzner på en af de heste, hun trænede i Holland. Foto: Privatbillede

Men nu er hun altså vendt hjem til Danmark for at smage en anelse på diamantjobbet igen, mens hun samtidig holder fast i ridningen.

Vil ikke gro fast

Om det er ubeslutsomhed, frygten for at fejle eller en rastløshed, der har fået Thalia Pitzner til at spille på to heste rent karrieremæssigt, kan hun ikke helt vurdere.

- Jeg kan godt lide begge dele, så hvorfor ikke gøre begge dele? spørger hun retorisk.

- Samtidig har jeg en frygt for, at det ikke kommer til at gå, for det er da et nederlag, når tingene ikke går som forventet. Men jeg ville ikke trives med kun det ene – og så bliver man jo nødt til at tage chancen, siger hun, inden hun forklarer, hvorfor hun ikke kan nøjes med én karrierevej.

- Jeg kan godt lide, at der sker noget i mit liv, og at jeg har travlt hele tiden. Jeg har prøvet at have et 8-16-job, men det er ikke mig. Jeg kommer til at kede mig. Det er federe selv at kunne strukturere sin egen tid.

Når Thalia Pitzner fortæller om sine tidligere jobs, er det dog også tydeligt, at hun er bange for at gro fast.

Hun er vendt hjem efter halvandet år i Holland, fordi det var tid til forandring. Og det forrige job forlod hun, fordi hun havde været der et halvt år og ville prøve noget nyt.

Flytter ikke for en mand

Efter alt at dømme er det den samme frygt, der gør livet svært for hendes mange bejlere. For hvorfor nøjes med én, når man kan få lidt af det hele?

Sådan spørger hun i programserien ’Diamantfamilien’, der følger hendes og resten af Pitzner-klanens luksuriøse og farverige liv. 

Hun understreger dog, at det ikke er en fyr, der har fået hende til at pakke sit liv i Holland sammen for at vende hjem til Danmark.

Thalia Pitzner arbejdede i flere år på McDonalds.
Thalia Pitzner arbejdede i flere år på McDonalds. Foto: Privatbillede

- Jeg har besluttet mig for, at jeg aldrig i mit liv vil bremse eller ændre min kurs i forhold til min karriere og det, jeg gerne vil, for en kæreste.

Alligevel afviser hun ikke, at hun har mødt en, der kan feje de andre af vejen. Men hun er ikke meget meddelsom, når spørgsmålet lyder, om hun har fundet kærligheden.

- Måske, siger hun og stopper sætningen der. Hun løfter det ene øjenbryn og sender endnu et blik, der viser, at hun har fået sin vilje. 

'Diamantfamilien' kan ses hver søndag klokken 20.55 på TV 2 ZULU, eller når det passer dig på TV 2 PLAY