Alexander Husum får beskeder fra børn, der bliver slået: - Jeg bliver nødt til at hjælpe

Alexander Husum har rundet 300.000 abonnenter som den første dansksprogede på Youtube. Det startede med en video i 9. klasse.

Næsten dagligt tikker beskeder fra fremmede ind til 21-årige Alexander Husum.

Oftest roses han for sine videoer på tjenesten Youtube. Men andre gange kan sætningerne give følelsen af en knude i maven og afmagt.

Alexander Husum er youtuber. Han lever af at dele videoer med sig selv i hovedrollen på sin kanal på portalen. Over 300.000 brugere har valgt at abonnere på kanalen, hvilket gør ham til Danmarks største dansktalende youtuber.

Sidste år vandt han prisen som 'Årets bedste på Youtube' ved 'Guldtuben', og i år er han igen nomineret. Denne gang i tre kategorier, herunder hovedprisen som 'Årets videoskaber'. 'Guldtuben' løber i år af stablen den 22. september.

GULDTUBEN: Alexander Husum

Her er en oversigt over de priser, som Alexander Husum er nomineret til eller har vundet ved Guldtuben.

  • 2018 (nomineret):​ Årets Videoskaber, Årets Humor og Årets Teamwork.
  • 2017 (vundet): Året Bedste på Youtube, Årets Humor Årets Collab.
  • 2016 (vundet): Årets Klip og Årets Collab
  • 2015: Ikke nomineret til nogle af priserne.

Kilde: Alexander Husum

Den 21-årige jyde ved, at der med hans store fanskare følger et ansvar. Derfor tager han sig også tid, når beskederne af alvorlig karakter lander i hans indbakke.

De kan blandt andet være fra børn, der fortæller, at de bliver slået derhjemme, eller at deres forældre har et alkoholmisbrug.

- De føler, at de kan betro sig til mig, og så bliver jeg nødt til at hjælpe, for ellers bliver de måske aldrig hørt, siger han.

- Det er et stort ansvar at stå med, men det er vildt motiverende, at jeg kan være med til at gøre en forskel for dem.

Det er muligt at stemme på Alexander Husum og de andre nominerede til 'Guldtuben 2018' her.

Alexander Husum er blevet årets YouTuber ved 'Guldtuben 2017'. Video: Anne Brandbjerg

Bidt af at underholde

Begyndelsen på Alexander Husums stjernestatus på Youtube startede, da han gik i 9. klasse.

Han havde fået en bærbar computer af sine forældre og var begyndt at filme og klippe tilfældige videoer til mediet. Han var bidt af at underholde. Men det var først, da han udgav en video, hvor han for sjov kritiserede en kendt youtuber, at det tog fart. Indtil da havde hans videoer, som han udgav i ny og næ, ikke vakt opsigt.

Videoen gav ham 800 nye abonnenter, hvilket dengang var meget.

- Det var vildt motiverende. Folk genkendte mig. Det var over én nat. Det var mærkeligt, at man den forrige dag kunne gå på gaden, til at man dagen efter blev ham, som havde lavet den sjove video på nettet, siger Alexander Husum.

Bag om Alexander Husum

Alexander Husum startede sin Youtube-kanal den 4. juni 2011. I dag er han Danmarks største såkaldte Youtube-stjerne. Han har over 460.000 abonnenter, hvis man tæller hans øvrige kanal, HUSSI, med, ligesom han har over 219.000 følgere på Instagram.

I løbet af det seneste års tid har han vundet ni priser – herunder blandt andet prisen for 'Årets youtuber' til både 'Guldtuben', 'Teenage Awards', 'The Voice Awards' og 'Kids’ Choice Awards'.

Siden Alexander Husum startede for syv år siden, har hans videoer på tværs af de to kanaler fået mere end 100 millioner visninger til sammen.

Kilde: Gonzo Media

I dag er videoerne på hans kanal ikke tilfældige. Han kender sin målgruppe, der både rummer 6-årige og folk på over 30 år. Han bruger ikke bandeord, som han tidligere har gjort, og så er al teknik blevet bedre. Men selvom meget har ændret sig, er nogle ting stadig de samme.

- Jeg lavede, hvad jeg syntes, var sjovt. Og det gør jeg stadig, siger han.

Alexander Husum lægger vægt på, at der skal være humor i hans indhold.
Alexander Husum lægger vægt på, at der skal være humor i hans indhold. Foto: Privat

Tæt på sine følgere

Humor er et vigtigt omdrejningspunkt på Alexander Husums Youtube-kanal. Han beskriver sine videoer som et godt grin, man vender tilbage til, og derfor har han bevidst valgt, at hans kanal skal være et sted, hvor folk kan have det sjovt.

- Det er et personligt medie. De (de unge følgere, red.) søger mod os. De ser os som bedste venner. De føler, at de er en del af vores hverdag. Derfor betror de sig til os, forklarer han.

Men Youtube-stjernen er også opmærksom på, at han ikke kan løfte sådan et ansvar alene. Derfor fortæller han sine følgere med noget tungt på hjertet, hvor de kan søge hjælp - og samtidig forsøger han at levere indhold, der kan give dem og andre et smil på læben.

Og det har sommetider givet pote.

- Det er nogle gange de samme unge, som vender tilbage. Nogle af dem skriver, at de har fået det bedre, og det gør mig virkelig glad.

I 2016 vandt Alexander Husum to priser ved 'Guldtuben'. De to priser fik en særlig betydning for ham.
I 2016 vandt Alexander Husum to priser ved 'Guldtuben'. De to priser fik en særlig betydning for ham. Foto: Privat

Hobbyen blev til mere end et fuldtidsjob

Den unge youtuber fandt først selv ud af, at hans arbejde med videoer rørte andre, da han vandt to priser ved 'Guldtuben 2016'.

- Jeg indså, at det var værdsat, det, jeg lavede.

I det følgende års tid vandt han stort set alt, han var nomineret i. Blandt andet som 'Årets youtuber' til 'Teenage Awards', 'Årets influencer' til 'The Voice' og 'Årets youtuber' ved 'Kids Choice Awards'.

- Det var store priser at vinde. Det eksploderede, og jeg var vildt glad. Det gik fra at være en hobby til at være en hobby, jeg kunne leve af. Nu tænker jeg på min Youtube-kanal 27 timer i døgnet, siger han bevidst for at overdrive.

- Jeg tænker kun på det. Mit liv er min virksomhed.

Alexander Husum har en overraskelse i ærmet, hvis han i år vinder hovedprisen ved 'Guldtuben 2018'.
Alexander Husum har en overraskelse i ærmet, hvis han i år vinder hovedprisen ved 'Guldtuben 2018'. Foto: Privat

Den største dansktalende youtuber

Det kan også ses i antallet af abonnenter på hans Youtube-kanal. Siden Alexander Husum sidste år vandt prisen som 'Årets youtuber' ved 'Guldtuben', er antallet af abonnenter gået fra 242.000 til 330.000.

Dermed blev han også den første dansktalende youtuber til at runde 300.000 abonnenter. Det skete den 19. juni i år.

Nu hedder det nye mål op mod 300.000 visninger per video. I dag har en af hans seneste videoer haft 144.000 visninger på seks dage. Samtidig arbejder han på at udvide sin målgruppe, og så drømmer han om at udgive indhold på engelsk en dag.

- Jeg kan bedst lide rejsen derhen. Når først man når rejsen, står man på toppen og tænker, hvad der mon så skal ske. Jeg fokuserer derfor bare på at forbedre mit indhold og mig selv, siger Alexander Husum og tilføjer, at han har en overraskelse, hvis han vinder prisen som 'Årets videoskaber' ved 'Guldtuben 2018'.

Hvad overraskelsen indebærer, vil han ikke afsløre:

- Jeg har en kæmpe ting, jeg har arbejdet på de seneste år. Det bliver en stor ting.