Det kan jeg kraftedeme også gøre, sagde Jonatan Spang – alligevel ventede han et halvt år

16x9
Jonatan Spang er nomineret til prisen som "Årets komiker" ved Zulu Comedy Award. Foto: Flindt Mogens / Ritzau Scanpix

I et halvt år truede han med at stille sig op på scenen blandt stjernekomikerne. Da han først gik derop, blev han stående.

Det er 20 år siden, og det var på Kulcafeen i København. Blandt publikum sad Jonatan Spang.

Komikerne på scenen var etablerede. Michael Wulff. Amin Jensen. Mick Øgendahl.

Mellem de etablerede kunne nye, uprøvede komikerspirer en gang om ugen få lov at prøve sig selv af foran publikum.

”Det kan vi kraftedeme også gøre” sagde Jonatan Spang og vennen Christian selvsikkert til hinanden.

De har vundet prisen som ’Årets komiker’

2017: Frederik Cilius og Rasmus Bruun, ’Den Korte Radioavis’

2016: Jonatan Spang, for onemanshowet ’Danmark’ og tv-serien ’Lillemand’

2015: Christian Fuhlendorff for ’Gandhi’ og ’For at gøre en kort historie lang’

2014: Martin Høgsted og Magnus Milang for ’Danish Dynamite’

2013: Anders Matthesen for ’Anders’

2012: Mick Øgendahl for ’Spas’

2011: Andreas Bo Pedersen

2010: Linda P

2009: Anders Matthesen

Kilde: TV 2 og Wikipedia

Det fortæller han, da TV 2 ønsker ham tillykke i forbindelse med nomineringen til ’Årets komiker’ til ZULU Comedy Galla, der løber af stablen den 30. august.

Du kan stemme på 'Årets komiker' her.

Scenen flyttet ind i fjernsynet

Der gik et halvt år, hvor de konstant ”truede” sig selv og hinanden med at teste scenen.

En tirsdag aften gik de begge derop.

- Min ven Christian gjorde det aldrig igen. Han syntes, det var super ubehageligt. Jeg gjorde det igen ugen efter, og så stoppede jeg ikke igen. Nu, 20 år senere, er jeg stadig i gang, siger Jonatan Spang.

I dag er scenen flyttet ind i fjernsynet, hvor han er tv-vært på satireprogrammet ’Tæt på sandheden’. En tjans, der har bragt ham ind i feltet af nominerede til prisen som ’Årets komiker’, og et job, der har gjort ham opmærksom på, at han godt kan lide at optræde live på tv.

- Det fede ved at lave live tv er, at jeg får respons fra publikum med det samme. Og så laver vi programmet fra uge til uge.

Fedt med et blankt stykke papir

Han er egentlig uddannet skuespiller, men er kendt som komiker på sine egne shows. Med tv-opgaverne går det dog stærkere, og det sætter han pris på.

- Jeg har været med i mange projekter, hvor man sidder og arbejder med det i månedsvis eller i et helt år. Da er det meget fedt, at vi optager ’Tæt på sandheden’ lørdag, sender det søndag, og så starter vi med at arbejde på det næste program med et blankt stykke papir mandag. Det er enormt fedt at arbejde med det i løbet af ugen, og så kulminerer det med et tv-show, hvorefter der er en ny chance igen ugen efter, siger han.

Jonatan Spang var glad for at underholde, allerede da han var lille.
Jonatan Spang var glad for at underholde, allerede da han var lille. Foto: Privatfoto

Han har ellers optrådt live hundredvis af gange. Ikke i fjernsynet, men på scener i hele landet.

Drømmer sig tilbage til forældre som publikum

Således også på kommuneskolen i Gladsaxe i 1980’erne, hvor han første gang fik spontane reaktioner fra publikum til skolens juleafslutninger. Et publikum, der bestod af elevernes forældre og de ældre søskende. Et publikum, han savner.

- Forældrene var tit et taknemmeligt publikum. Det tænker man ikke på som barn, men det viser sig senere i karrieren. Så det publikum kan man godt drømme sig tilbage til nu, siger han.

Især husker han én episode fra juleafslutningerne, hvor han fandt ud af, at han havde talent for at underholde en fyldt sal. En situation, hvor han stod ude bagved, da noget gik galt på scenen.

- Så løb jeg ind på scenen og improviserede noget udenfor manus i et forsøg på at redde situationen. Det var virkelig noget, der var point i, og folk var imponerede, siger komikeren.

Humoren var venskabet

Udover sceneoptrædener var også humoren central for Jonatan Spang i de ældste klasser i folkeskolen, husker han. Det var gennem den, han fandt fællesskabet med blandt andet skolekammeraten Anders.

Jonatan Spang (tv.) underholder til en juleafslutning med skolekammeraten Anders (th.) på kommuneskolen i Gladsaxe.
Jonatan Spang (tv.) underholder til en juleafslutning med skolekammeraten Anders (th.) på kommuneskolen i Gladsaxe. Foto: Privatfoto

- Han var enormt sjov. Vi havde noget humor sammen, og grinede meget. Jeg tror, det var humoren, der var vores venskab på en måde, siger Jonatan Spang og drager en parallel til i dag.

- Det er fantastisk at tilbringe tid sammen med folk, som man griner sammen med, og hvor humoren passer sammen. Det er også noget af det, jeg godt kan lide ved at være sammen med mine kolleger; at vi kan joke. Det er en måde at være sammen på, siger han og tilføjer:

- Det kan selvfølgelig også være udmattende, hvis man ikke formår at have andre former for samtale. Hvis man er i stand til at nyde, at de andre er sjove, og det ikke bliver en pikmåling, så er det enormt rart.

"Årets komik"

Jonatan Spang har tidligere vundet prisen som årets komiker. I dette tilfælde, hvor han er nomineret til en pris for et tv-show, ville han dog hellere have, at prisen hed ”årets komik”. Bag tv-udsendelsen står nemlig flere komikere og journalister, der researcher på historierne i ugen op til tv-showet, som Jonatan Spang præsenterer.

- Hvis jeg vinder, så hiver jeg hver eneste af mine kolleger, der har været med til at lave programmet med op på scenen, siger han og sammenligner sig selv med en sushikok, han har set på film.

- I filmen er der en medarbejder i køkkenet, der hele tiden står og varmer ris, en anden, der ruller tangen ud og en tredje, der skærer fisken i de rigtige størrelser. Der foregår alt muligt bag kulisserne. Det eneste, sushimesteren laver er, at han samler det hele til sidst. Det er mig, der er sushimesteren.

Den 30. august bliver det afgjort, om Jonatan Spang løber med prisen som 'årets komiker 2018', eller om det bliver Rasmus Botoft og Martin Buch, Nikolaj Stokholm, Christian Fuhlendorf eller mændene bag 'Den korte weekendavis' Rasmus Bruun og Frederik Cilius.

ZULU comedy galla bliver sendt på TV 2 ZULU den 9. september.