Diamanthandler forsøgt snydt: Stenen var for god til at være sand

Stenen ville angiveligt have kostet flere millioner.

- Er denne diamant noget for dig? En grøn diamant?

Katerina Pitzner sad overfor en diamanthandler på den israelske diamantbørs i november sidste år, da han viste hende en ring med en stor grøn sten.

Diamanten fik hende til at åbne øjnene lidt ekstra i overraskelse. Hun havde i sin karriere som diamanthandler kun set tre grønne diamanter - og ingen så store som denne.

Men hun fik alligevel en mavefornemmelse, der gjorde hende urolig.

I det nye tv-program 'Diamantfamilien' på TV 2 ZULU kan du følge den danske diamanthandler både helt privat og i hendes glamourøse virke.

Svindel?

47-årige Katerina Pitzner er datter af den afdøde millionær Axel Pitzner, der byggede en formue op ved blandt andet at udleje biler. Hun blev uddannet som gemmolog & diamantgraderer for mere end 20 år siden, og siden da har hun placeret sine høje hæle på de 30 diamantbørser, der findes i verden, mange hundrede gange.

Læs hele portrættet med hende her.

Hendes job går kort fortalt ud på at købe diamanter til kræsne kunder, både til smykke- og investeringsformål. Især farvede diamanter er interessante for hende. De har en mystik og et sprog. Og så bliver de tilsyneladende ved med at stige drastisk i værdi. Minen, der udvinder farvede diamanter, står til at lukke om halvandet år - den er nemlig ved at løbe tør.

square to 16x9

Tilbage i Israel havde Katerina fået ringen med den store grønne diamant i hænderne. Normalt ville hun aldrig købe en sten, der var indfattet i en ring. Hun køber kun de løse sten.

Men farven på denne var fantastisk. Klar og grøn, så den fristede.

Ringen som Katerina Pitzner blev tilbudt.
Ringen som Katerina Pitzner blev tilbudt. Foto: Katerina Pitzner / www.katerinapitzner.com

Hun meddelte diamanthandleren, at hun var interesseret, hvis stenen blev taget ud af ringen, så hun bedre kunne vurdere den. Til det fik hun et nej. Ville hun købe stenen eller ej?

Katerina prøvede en anden tilgang. Hun ville forpligte sig til at købe den grønne diamant, hvis farven holdt, når hendes eget team tog stenen ud af ringen. Og sådan blev det.

Alle ventede spændt, mens ringen blev sendt afsted til Katerinas værksted i Belgien.

Katerina Pitzner kigger på en af sit firmas diamanter.
Katerina Pitzner kigger på en af sit firmas diamanter. Foto: TV 2

Afsløringen

Meldingen, der kom retur, var skuffende.

Ringen var blevet malet grøn på indersiden for at få stenen til at se mere grøn ud. Stenen i sig selv var gul med grønlige undertoner, og ikke grøn med gullige undertoner.

Her er
Her er "den grønne" diamant taget ud af ringen. Her kan man se, hvordan indersiden af ringen er malet grøn for at fremhæve den eller gulgrønne diamants grønne farve. Foto: Katerina Pitzner / www.katerinapitzner.com

Forskellen betød i dette tilfælde cirka to millioner kroner, for gule diamanter er betydeligt billigere end de grønne.

At male indersiden af en ring er faktisk ikke forbudt. Det er en lovlig og meget hyppig anvendt metode for at få farvede sten til at optræde stærkere, men man skal oplyse, at det er foretaget - og det havde sælgeren ikke gjort i dette tilfælde.

Diamantbørsen i Israel kunne ikke retsforfølge manden, da handlen ikke officielt var gået igennem, inden Katerina afslørede hans fup. Men på diamantbørsen bliver den slags forsøg på snyd taget yderst alvorligt, da de handlende altid skal udvise ‘en passende etisk adfærd’.

Katerina fortæller, at selvom diamanthandleren ikke blev retsforfulgt, så kom den "grønne diamant" til at lukke nogle døre for den ikke så etiske diamanthandler hos andre kunder.

Den 26. marts kan du se mere til Katerina Pitzner og hendes tre døtre og ene søn i TV 2 ZULUs premiere på det nye program 'Diamantfamilien'.