Dumpede køreprøven fem meter fra mål

Næsten halvdelen af danskerne mener, at de kører bedre bil end gennemsnittet. Men danske kørelærere er af den stik modsatte overbevisning.

Enkelte steder i landet finder du kørelærere så farverige og uforglemmelige, at det at tage et kørekort bliver en oplevelse for livet.

I TV 2 ZULUS nye program 'Kørelærerne' kan du møde fire af slagsen. De giver et indblik i deres arbejde med at uddanne fremtidens bilister - og i nogle af deres sjoveste oplevelser i tiden som kørelærer.

Eleven kunne kun køre ligeud

En af de medvirkende er Jeff Hansen fra Jeffs Køreskole i Skanderborg. Han har gennem sine 18 år som kørelærer haft mange kommende bilister siddende i sin bil. Men han vil sent glemme dengang, han nær var endt ude i rabatten:

Jeff Hansen ejer Jeffs Køreskole i Skanderborg. Han er den eneste kørelærer fra programmet, der er bosat i Jylland.
Jeff Hansen ejer Jeffs Køreskole i Skanderborg. Han er den eneste kørelærer fra programmet, der er bosat i Jylland. Foto: Mark Balstrup / TV 2

- For 10-15 år siden oplevede jeg det mest uhyggelige. Det var en ældre mand på 50 år, som kom fra Sri Lanka. Det var det vildeste, jeg nogensinde havde prøvet. Han havde 80 køretimer over en periode på 10 måneder.

- De første 10 timer kunne jeg slet ikke slippe rattet, når vi kørte ude i trafikken. Jeg turde ikke lade ham dreje på rattet. Vi kørte kun ligeud. Når jeg lod ham dreje, kunne bilen godt ende ovre på græsplænen på den anden side.

- Han havde ingen trafikforståelse overhovedet. Men han kom ind i rytmen til sidst.

I en rundspørge foretaget af TV 2 er 16 kørelærere blevet spurgt til danskernes kørevaner. Hver anden mener, at under 10 procent af de nuværende danske bilister ville kunne bestå en køreprøve, hvis de skulle op til en i morgen.

Lægen, der dumpede tre gange

Morten Petersen driver Vallensbæk Køreskole og har gjort det gennem 20 år.

Han havde en elev, som modsat Jeff Hansens elev, hurtigt fandt rytmen ved at køre bil. Det var dog ikke lige en rytme, der kunne hjælpe ham med at bestå køreprøven - tværtimod. 

Morten Petersen har været kørelærer gennem 20 år og ejer Vallensbæk Køreskole.
Morten Petersen har været kørelærer gennem 20 år og ejer Vallensbæk Køreskole. Foto: Mark Balstrup / TV 2

- Han var uddannet læge og skulle have kørekort. Første køreprøve kørte han over for rødt. Det samme gjorde han anden gang. Tredje gang dumpede han ved at bremse for grønt lys.

- Efterfølgende blev han mobbet med, om han overhovedet kunne kende forskel på højre og venstre, når han opererede.

Fjerde gang blev dog lykkens gang for lægen. Her bestod han.

- Nu bruger jeg den overfor eleverne. Jeg fortæller dem, at selvom man er godt uddannet, kan man sagtens fejle i køreprøven. Man skal op på den store klinge for at bestå. Lægen er beviset på, at alt kan gå galt til en køreprøve. 

Næsten halvdelen af danske bilister mener, at de kører bedre bil end gennemsnittet. Men den opfattelse deler kørelærerne ikke.

De 16 adspurgte kørelærere fortæller, at de "flere gange dagligt" oplever, at danske bilister overtræder færdselsloven, når de færdes i trafikken.

Viger ikke for fodgænger

Daniel Rasmussen fra Brøndby Køreskole havde en elev, som skulle generhverve sit kørekort. Alt gik godt. Næsten. En ting gjorde dog, at kørekortet ikke blev en realitet for eleven - fem meter før køreprøvens afslutning.

Daniel Rasmussen er en ægte 'vestegnen-type'. Han driller sine elever, fra de stiger ind i bilen, til deres køretime er afsluttet.
Daniel Rasmussen er en ægte 'vestegnen-type'. Han driller sine elever, fra de stiger ind i bilen, til deres køretime er afsluttet. Foto: Mark Balstrup / TV 2

- Han kører køreprøven helt perfekt. Men lige inden han skal køre tilbage på pladsen efter at have været ude at køre, så kommer der et fodgængeroverfelt, som er rigtig slidt.

- Han kommer kørende, og der kommer en fodgænger gående. I stedet for at stoppe, som man skal, vælger han at køre udenom. Det går bare ikke. Og så dumpede han.

- Fem meter før han kunne have bestået sin køreprøve - altså lige inden han skulle til at parkere bilen, der dumper han. Jeg står og tænker, ”det er løgn. Det burde han vide”, fortæller Daniel Rasmussen.

Daniel Rasmussen oplever ofte, at når folk skal generhverve deres kørekort, tror de, at det hurtigt er overstået.

De bliver overraskede over, at de har tilegnet sig så mange fejl gennem deres tid som bilist, at det besværliggør muligheden for at bestå en køreprøve. 

Alternativ retning i rundkørsel

Til en køretime med ejeren af LZ Køreskole, Loay Zeraiq, valgte en af hans elever at køre en noget alternativ vej.

Loay Zeraiq har en
Loay Zeraiq har en "guldordning" på sin køreskole, der tilbyder luksus og lækre biler. Foto: Mark Balstrup / TV 2

- En elev skulle ind i en rundkørsel og ud ad vej nummer fem, som er den sidste vej.

- Hun trækker mod venstre, og pludselig kører hun venstre om i rundkørslen. Heldigvis var der ikke nogen biler, for så havde jeg ikke haft en skolevogn i dag, fortæller Loay Zeraiq.

De fire kørelærere holder et højt humør og en god stemning på deres køreskoler, så eleverne får en god oplevelse med at køre bil - nogle får lidt mere end bare en god oplevelse.

Loay Zeraiq nævner for eksempel en hændelse, hvor han sendte en af sine elever i skole med gennemblødte bukser. Eleven kørte med sædevarmen tændt på fuldt blus under hele køretimen.

- Da jeg så sætter ham af på hans skole efter køretimen, har han en stor svedplet på sine beige bukser rundt om numsen, griner ejeren af LZ Køreskole.

Du kan se mere til de fire kørelærere, når 'Kørelærerne' bliver sendt på TV 2 ZULU mandag klokken 21.00, eller på TV 2 PLAY.

Afstemning