Disse 36 spørgsmål kan få to fremmede til at blive forelskede i hinanden

16x9
Singlerne fra TV 2 ZULUs program 'Klæd mig af'. Foto: Bo Christensen / TV 2

Nederst i artiklen kan du se spørgsmålene.

Det lyder umiddelbart ikke sandsynligt, at 36 spørgsmål kan få vildt fremmede mennesker til at blive forelskede, men det er præcis, hvad en amerikansk psykolog for lidt over 20 år siden mente at kunne bevise.

Han udviklede spørgsmålene over en årrække og testede dem for første gang på to af sine medarbejdere, der ikke kendte hinanden på forhånd. De to blev forelskede og giftede sig kort efter.

Baggrund for de 36 spørgsmål

Det var den amerikanske psykolog Arthur Aron, der tilbage i 1997 arbejdede på en formel, der kunne få to fremmede mennesker til at blive forelskede i hinanden.

De 36 spørgsmål er inddelt i tre sæt, som for hvert sæt bliver mere personlige.

Arthur Aron afprøvede spørgsmålene på to personer. De fik 45 minutter til at gennemgå spørgsmålene, og herefter skulle de i fire minutter kigge ind i hinandens øjne under total stilhed.

I forsøget fra 1997 endte parret med at falde for hinanden, og de blev gift seks måneder senere.

Nu har TV 2 ZULU udviklet datingprogrammet 'Klæd mig af', der tager udgangspunkt i disse spørgsmål.

Programmet bruger nogle af de 36 spørgsmål i en situation, hvor de medvirkende fysisk skal klæde hinanden af og sidde i en seng sammen.

Men hvad mener danske eksperter om de 36 spørgsmål?

Man går til stålet

Spørgsmålene rangerer fra "hvordan har du det med forholdet til din mor?" til "hvad er dit værste minde?" og er ifølge deres ophavsmand designet til at få folk til virkelig at forstå hinanden.

Parterapeut Vigga Wagtberg kan godt se, hvad det er ved spørgsmålene, som måske ville være en fordel, hvis to personer skal blive forelskede. Hun tror dog mest på, at spørgsmålene i højere grad skal gøre det nemmere at afklare, om en person er det rigtige match for dig.

- Med disse spørgsmål går man mere til stålet fra starten af. Problemet med datingscenen i dag er nemlig i høj grad, at vi kommer til at stille hinanden en masse faktuelle spørgsmål, men glemmer de værdimæssige, som egentlig er det, der afgør, om man er et godt par, siger hun.

Når to mennesker ser hinanden, så handler det om den følelse i kroppen, som den anden giver én

Pia Lintrup, parterapeut

Og de 36 spørgsmål er i høj grad værdibaserede.

I stedet for at spørge om job og alder spørger man i stedet ind til, hvad der betyder noget for ens date med et spørgsmål som nummer 30, der lyder; "hvornår græd du sidst foran et andet menneske?"

Fysikken betyder mere

Pia Lintrup, der er parterapeut, lægger vægt på, at der også skal være fysisk tiltrækning mellem to mennesker, for at de kan blive forelskede.

- Når to mennesker ser hinanden, så handler det altså om den følelse i kroppen, som den anden giver én. Om man føler sig tiltrukket af det, man ser i den anden persons udstråling, udseende, duft, type og måde at bevæge sig på. Det bestemmes af noget, som ligger i vores underbevisthed, siger hun.

- Er der ingen fysisk eller seksuel tiltrækning, så kan et par spørgsmål altså, efter min mening, ikke gøre to fremmede forelskede, fortsætter Pia Lintrup.

Du kan se 'Klæd mig af' på TV 2 ZULU mandag klokken 20.45 eller på TV 2 PLAY.

De 36 spørgsmål

Første del:

1. Hvis du kunne vælge frit, hvem ville du så helst spise middag med?

2. Vil du gerne være berømt? I så fald på hvilken måde?

3. Gennemgår du nogensinde i hovedet, hvad du vil sige, før du ringer til nogen? Hvorfor?

4. Hvad vil udgøre en "perfekt" dag for dig?

5. Hvornår sang du sidst for dig selv? For nogle andre?

6. Hvis du havde mulighed for at leve, til du var 90 år, og enten bibeholde dit sind eller din krop, hvad ville du så vælge?

7. Har du en hemmelig forestilling om, hvordan du vil dø?

8. Nævn tre ting, du og din partner tydeligvis har tilfælles.

9. Hvad er du mest taknemmelig for i dit liv?

10. Hvis du kunne ændre noget ved din opvækst, hvad ville det så være?

11. Brug fire minutter på at fortælle din livshistorie så detaljeret som muligt til din partner.

12. Hvis du kunne vågne op i morgen og have fået en hvilken som helst kvalitet eller evne, hvad ville det så være?

Anden del:

13. Hvis en krystalkugle kunne fortælle dig sandheden om dig selv, dit liv, fremtiden eller hvad som helst, hvad ville du så gerne vide?

14. Er der noget, du har drømt om at gøre i lang tid? Hvorfor har du ikke gjort det?

15. Hvad er det største, du har opnået i dit liv?

16. Hvad sætter du mest pris på i et venskab?

17. Hvad er dit mest dyrebare minde?

18. Hvad er dit værste minde?

19. Hvis du vidste, at du skulle dø om et år, ville du så ændre noget ved den måde, du lever dit liv på? Og hvorfor?

20. Hvad betyder venskab for dig?

21. Hvilken rolle spiller kærlighed og hengivenhed i dit liv?

22. Del på skift, hvad der er din partners bedste egenskaber i dine øjne. I skal nå til fem i alt.

23. Hvor tæt og varm er din familie? Føler du, at din barndom har været lykkeligere end andres?

24. Hvordan har du det med forholdet til din mor?

25. Lav tre sande udsagn, der begynder med "Vi..." For eksempel: "Vi sidder begge i dette rum og føler..."

26. Afslut denne sætning: "Jeg ville ønske, jeg havde nogen, jeg kunne dele... med".

Tredje del:

27. Hvis du skulle være gode venner med din partner, hvad ville du så synes, var vigtigt for ham eller hende at vide?

28. Fortæl din partner, hvad du føler for ham eller hende: Her skal du være meget ærlig og sige ting, som du måske ikke ville sige til mennesker, du lige har mødt.

29. Del det pinligste øjeblik i dit liv med din partner.

30. Hvornår græd du sidst foran et andet menneske? Og alene?

31. Fortæl din partner om noget, som du - allerede nu - kan lide ved ham eller hende.

32. Er der noget, der er for alvorligt til, at man må lave sjov med det? Hvis ja, hvad?

33. Hvis du skulle dø i aften, uden mulighed for at kommunikere med nogen, hvad ville du så fortryde mest, at du ikke havde fortalt til nogen? Hvorfor har du ikke fortalt det til dem endnu?

34. Dit hus, der indeholder alt, hvad du ejer, bryder i brand. Når du har reddet dine kære og kæledyr, har du mulighed for at lave en sidste tur ind i flammerne for at redde én ting. Hvad ville det være og hvorfor?

35. Af alle dine familiemedlemmer, hvilket dødsfald ville så gøre størst indtryk på dig? Og hvorfor?

36. Del et personligt problem, og bed om din partners råd om, hvordan han eller hun ville håndtere det. Og bed derefter din partner om at reflektere overfor dig, hvad det ser ud til, at problemet, du har valgt, betyder for dig.

Til slut skal man så se sin partner i øjnene i stilhed. Og ikke bryde øjenkontakten i fire minutter.