De Fem åbner stærkt i Herning

16x9

Herning Kongrescenter var fredag aften fyldt med glade jyder, der så frem til en sjov aften i komikkens tegn. Og komikerne skuffede selvfølgelig ikke!

Ikke bare én, men hele fem af Danmarks bedste komikere rejser lige nu landet rundt med stand-up konceptet FEM – ZULU Comedy Festival On Tour. Konceptet er enkelt: FEM fremragende komikere, der elsker at optræde og levere gode grin.

Fredag aften i Herning var ingen undtagelse. Heino Hansen var oplagt vært for aftenens show, og som en den gode og fornuftige vært inviterede han da også inden for i sin krøllede hjerne, der blandt andet bød på sex- og onani-jokes og en svada til “Nu’ Det Jul Igen”-sangen, som Heino finder både misvisende og fyldt med ligegyldige gentagelser.

Da Heino forsøgte sig med lidt publikums-interaktion gik det dog ikke helt så smooth, som man kunne håbe, så han burde nok have holdt sig til de på forhånd skrevne jokes.

Joviale jokes

Daniel Lill blev taget varmt imod af det jyske publikum i Herning, og han jokede på en herlig måde - som om, man stod og snakkede med ham tilfældigt på en bar. Daniels jokes tog blandt andet udgangspunkt i hans udseende, hvor den skaldede komiker liiige mangler 2 cm før han kan kalde sig 2 meter høj, og det irriterer ham, for 200 cm lyder sejere.

Og så mente Lill, at opfinderen af tennis må have været ham i folkeskolen, som syntes battet var alt for lille i rundbold. Dér har Daniel Lill muligvis fat i noget.

Rasmus Olsen var i hopla, men syntes generelt, at han får for meget kredit som mand for at være blevet far. Og det på trods af, at komikeren selv lige har erhvervet sig titlen for nylig, til stor fornøjelse og klapsalver fra publikum.

Ovenpå fødslen ville Rasmus Olsen også gerne lige vise sin respekt til alle læger og tale ligestilling anno 2017. Mere specifikt kunne Olsen godt tænke sig at bytte plads med en kvinde for en stund. 

Bandekrig og ildelugtende kønsdele

Morten Wichmann tog i vanlig bidende stil fat i problemerne med bandekrigen i København, og så fik indfødsretsprøven sig også lige en ruske-tur. En vits, som Wichmann dog stod lidt alene med, var, da han sagde, at alle kønsdele lugter lidt. Der blev en anelse stille i salen.

Men rutinerede Morten Wichmann reddede naturligvis stemningen tilbage og fik også lige flettet ind, at han tit ser programmet “Pejs” på Netflix.

Dan Andersen har som oftest guitaren i hånden, når han går på scenen, og fredag aften i Herning var ingen undtagelse. Han er dygtig til at levere hverdagshistorier med en rolig attitude og en herlig mimik, det kunne publikum godt lide.

Til sidst sluttede Heino af med en sød og lidt kikset beretning om, hvordan parforholdet kan presse én til at gå ud og sælge sin defekte mikroovn, i stedet for bare at smide lortet ud. 

Alt i alt en herlig aften i Herning Kongrescenter, der kickstartede De Fems tour gennem landet. Du kan se, hvilke byer komikerne besøger og købe din billet på femtour.dk. Det kan vi varmt anbefale.